Personlig fordring. Passivitet.

Sagsnummer:20702021/2008
Dato:07-10-2008
Ankenævn:Hugo Wendler Pedersen, Carsten Holdum, Bent Olufsen, Per Englyst og Mads Laursen
Klageemne:Personlig fordring - passivitet
Ledetekst:Personlig fordring. Passivitet.
Indklagede:Realkredit Danmark A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som pdf
Realkreditinstitutter

Det indklagede realkreditinstitut overtog på tvangsauktion i april 1988 klagerens daværende fritidshus for et bud på 400.000 kr. Instituttet gjorde i september 1994 et tab på 187.077 kr., eksklusive renter, gældende som personlig fordring mod klageren. I maj 1995 og igen i april 1998 meddelte klageren instituttet, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende 6½ år efter tvangsauktionen, og at klageren betragtede instituttets handlemåde som passiv, samt at instituttet havde tilkendegivet, at det ikke var kutyme at forfølge gælden på tidspunktet for tvangsauktionen. Efter flere henvendelser mellem parterne satte instituttet i juli 1998 sagen i bero. I august 2003 fremsendte instituttet en opgørelse til klageren på 320.649 kr. inklusive renter, og i december 2003 tilbød instituttet klageren saldokvittering mod indbetaling af 125.000 kr. senest den 1. februar 2004. Senere meddelte instituttet accept af et tilbud fra klageren om betaling af 100.000 kr. mod saldokvittering. Ingen af akkordordningerne blev gennemført. Instituttet satte i oktober 2004 sagen i bero. i december 2006 udtog instituttet stævning mod klageren. Retten udsatte sagen på Nævnets behandling.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende, subsidiært at instituttet alene kunne gøre et mindre beløb efter Nævnets skøn gældende, mere subsidiært at instituttet skulle frafalde en del af renterne efter Nævnets skøn. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at instituttet havde givet klageren tilsagn om ikke at ville gøre noget krav gældende mod klageren efter tvangsauktionen. Nævnet fandt endvidere ikke, at begivenhedsforløbet i sagen gav grundlag for ud fra passivitets-synspunkter helt eller delvis at fritage klageren for instituttets krav. Det oplyste om forligsforhandlingerne mellem parterne kunne heller ikke føre til, at klageren helt eller delvis kunne fritages for instituttets krav. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte instituttets opgørelse af kravet eller den krævede rente. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i nogen af de anførte punkter og frifandt instituttet.