Indsigelse mod overførsel fra skødedeponeringskonto til konto tilhørende ægtefælles virksomhed.

Sagsnummer:222/2007
Dato:03-06-2008
Ankenævn:John Mosegaard, Hans Daugaard, Carsten Holdum, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne:Indlån - øvrige spørgsmål
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse mod overførsel fra skødedeponeringskonto til konto tilhørende ægtefælles virksomhed.
Indklagede:Forstædernes Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod en overførsel af 248.810 kr. fra en skødedeponeringskonto tilhørende hende til en konto tilhørende hendes ægtefælles virksomhed.

Sagens omstændigheder.

I efteråret 2005 solgte klageren sin faste ejendom. Provenuet ved salget var på knap 3 mio. kr. Som led i handelen blev der oprettet en skødedeponeringskonto i Forstædernes Bank, hvor klageren, dennes ægtefælles M, og M's erhvervsvirksomhed var kunder. M kautionerede for virksomhedens engagement. Formueforholdet mellem klageren og M var fuldstændigt særeje, og deres engagement med Forstædernes Bank bestod af separate konti uden gensidig fuldmagt.

På anmodning fra M overførte banken den 17. november 2005 248.810 kr. fra klagerens skødedeponeringskonto til M's virksomheds konto. Om baggrunden for overførslen har banken anført, at der den 27. juli 2005 blevet hævet 248.810 kr. på M's konto til finansiering af en bil. Den 22. august 2005 blev hævningen inddækket ved en overførsel på samme beløb fra virksomhedens konto til M's konto. Under et møde den 17. november 2005 oplyste M, at beløbet skulle hæves på klagerens konto, idet bilen var hendes.

Den 6. december 2005 blev skødedeponeringskontoen ophævet. Hævningen på 248.810 kr. fremgår af en kontoudskrift for skødedeponeringskontoen, der blev sendt til klageren samme dag.

Banken har anført, at der den 23. december 2005 blev afholdt et møde med klageren og M. Klageren spurgte til overførslen på 248.810 kr. og fik oplyst, at beløbet var hævet efter anmodning fra M, idet beløbet vedrørte hendes bil. Efter bankens opfattelse accepterede klageren dette på mødet. Klageren har bestridt, at hun deltog i noget møde med banken den 23. december 2005.

Efter anmodning fra klageren blev der mellem hende, M og banken afholdt et møde den 23. november 2006, hvor klageren gjorde indsigelse mod hævningen på 248.810 kr. på skødedeponeringskontoen. Banken har anført, at klageren og M på mødet accepterede, at overførslen var sket efter aftale. Klageren har anført, at hun insisterede på, at banken skulle tilbageføre de 248.810 kr. til hendes konto, hvilket banken afslog. Af bankens interne notat for mødet fremgår bl.a.:

"…

[Bankens medarbejder] orienterede kort omkring sagens forløb med baggrund i posterings ark, som viste hvor / hvornår beløbet var bogført og tilføjede i samme moment at alle posteringer var foretaget ifm. møder med [M].

Efter lidt snak frem og tilbage var der enig om at beløbet kr. 248.810,00 vedr. køb af BMW til klageren med en kostpris på tkr. 510, hvor selskabet havde givet en ny bil i bytte.

[Bankens medarbejder] pointerede at

lån tkr. 400 udgjorde tab på biler i firmaregi og formentligt også privat

at vi ikke kunne udvide engagementet yderligere

…"

Ved e-mail af 15. juni 2007 til banken anmodede klageren om dokumentation for, at hun med sin underskrift havde givet tilladelse til hævningen den 17. november 2005.

Ved brev af 27. juni 2007 henholdt banken sig til klagerens efterfølgende accept af overførslen.

Klageren fastholdt sin indsigelse og indgav den 9. august 2007 en klage over banken til Ankenævnet.

Den 21. august 2007 indfriede M sit engagement med banken.

Ved brev af 3. december 2007 anmodede banken forgæves virksomheden og M om at underskrive en skylderklæring vedrørende de 248.810 kr., idet banken i så fald kulancemæssigt var indstillet på at indsætte beløbet på klagerens konto.

Som følge af en begæring om tvangsopløsning af 10. december 2007 fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen blev M's virksomhed erklæret konkurs.

Ved brev af 23. marts 2008 meddelte M banken, at hans kaution for virksomheden bortfaldt, da engagementet blev indfriet den 21. august 2007 uden at banken tog forbehold om at opretholde kautionen.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at Forstædernes Bank skal betale 248.810 kr. med tillæg af renter fra den 17. november 2005.

Forstædernes Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært betaling af et mindre beløb.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken uden hendes samtykke overførte det omtvistede beløb på 248.810 kr. fra hendes konto til M's virksomheds konto.

Det bestrides, at hun som anført af banken skulle have deltaget i et møde den 23. december 2005.

Hun anmodede banken om et møde, da hun opdagede, at banken uden hendes viden, samtykke/underskrift havde overført 248.810 kr. fra hendes konto til virksomhedens konto. Mødet blev afholdt den 23. november 2006. Banken havde svært ved at redegøre for beløbet, men mente det måtte stamme fra et billån, som virksomheden havde optaget. Engagementet med virksomheden var imidlertid hende uvedkommende, hvorfor hun anmodede om at få beløbet tilbageført, hvilket banken afslog. Hun forlod banken med en følelse af magtesløshed og kontaktede efterfølgende en advokat og senere Ankenævnet. Ifølge advokaten var banken ikke berettiget til at søge sig fyldestgjort i hendes penge.

Som ansat i virksomheden havde hun været bruger af den omtalte bil og ikke ejer, hvilket hun også gjorde banken opmærksom på under mødet.

Ifølge bankens brev af 3. december 2007 er det også bankens opfattelse, at virksomheden er rette debitor. Banken bør derfor rette kravet mod virksomheden.

Forstædernes Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen er uegnet til behandling i Ankenævnet på grund af usikkerheden med hensyn til bedømmelsen af de faktiske oplysninger, herunder navnlig parternes modstridende opfattelse af, hvilke møder, der blev afholdt, og hvad der blev sagt og aftalt på møderne.

Til støtte for frifindelsespåstanden og den mere subsidiære påstand om betaling af et mindre beløb har banken anført, at overførslen skete efter aftale med klageren og M, og at klageren ved de efterfølgende møder med banken godkendte overførslen.

Trods gentagne opfordringer har hverken klageren eller M ønsket at forholde sig til, hvem af dem, der hæfter for beløbet.

Efter bankens opfattelse har såvel klageren som M gentagne gange accepteret og bekræftet overførslen og først trukket denne bekræftelse tilbage på et tidspunkt, hvor M's virksomhed skal tvangsopløses.

På baggrund af klagerens indsigelse har man gjort kravet gældende i M's virksomhed. Da denne nu er under konkurs, har man gjort kravet gældende over for M, idet han havde påtaget sig selvskyldnerkaution for virksomhedens forpligtelser over for banken. M anser sig imidlertid for frigjort for sin kaution i forbindelse med indfrielsen af engagementet i august 2007, hvor banken i tillid til klagerens accept af overførslen ikke tog forbehold. Det står derfor nu helt klart for banken, at både klageren og M forsøger at slippe for deres forpligtelse over for banken.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

På baggrund af parternes modstridende opfattelser af hændelsesforløbet finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af nævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.