Kaution. Omfang.

Sagsnummer:306/1990
Dato:06-05-1991
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution. Omfang.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I september måned 1984 solgte klageren et fiskefartøj til sin bror. I samme forbindelse fik klageren håndpant i et ejerpantebrev med pant i fartøjet næst et pantebrev til Fiskeribanken på 378.000 kr. og et ejerpantebrev på 200.000, der var håndpantsat til indklagede.

Klagerens bror havde hos indklagedes Stubbekøbing afdeling en kassekredit på 100.000 kr., og ved kautionsdokument af 22. maj 1987 kautionerede klageren som selvskyldnerkautionist for enhver forpligtelse i forbindelse med denne kredit.

Broderen havde endvidere et gældsbrevslån, der i september måned 1987 forhøjedes med 10.400 kr. til 326.871,07 kr. og i september måned 1988 med 27.600 kr. til 362.116,19 kr. Ifølge de gældsbreve, der blev udstedt i anledning af forhøjelserne, har klageren tillige med en tredie person kautioneret for lånet ved særskilte kautionsdokumenter. Disse er dog ikke fremlagt i-Ankenævnet.

I efteråret 1988 solgtes det omhandlede fiskefartøj som lystfartøj for 220.000 kr., og i forbindelse med ophøret som erhvervsfartøj udbetaltes af det offentlige en ophugningsstøtte på 634.000 kr., således at det samlede provenu udgjorde 854.000 kr. med fradrag af omkostninger. Broderens engagement udviste herefter en negativ saldo på ca. 350.000 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse maksimalt udgør 75.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning subsidiært frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han i forbindelse med realisationen af fiskefartøjet blev kontaktet af indklagede, som oplyste, at et endeligt regnskab ville medføre, at klagerens kaution maksimalt ville kunne gøres gældende for ca. 50.000 kr.

Senere blev beløbet dog reguleret til ca. 75.000 kr. Dette udsagn er bekræftet af klagerens revisor, som tillige havde et tilgodehavende, og som havde fået oplyst af indklagede, at en underbalance ikke ville overstige ca. 65.000 kr. Klageren gør herefter principalt gældende, at indklagede ifølge aftale har begrænset kautionstilsagnets maksimum. Subsidiært gør klageren gældende, at han har lidt tab som følge af indklagedes fejlagtige oplysning, idet han som følge af denne accepterede at aflyse sit ejerpantebrev, og idet han selv ville have overtaget fartøjet, hvis han havde fået korrekte oplysninger af indklagede. Klageren har endvidere anført, at Ankenævnet må anses for kompetent, idet klagerens kaution ikke vedrører et erhvervsforhold, men er stillet i kraft af en familierelation og således er af privat karakter.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren i sin egenskab af erhvervsdrivende har kautioneret for et erhvervsforhold, hvorfor Ankenævnet efter sine vedtægters § 2, stk. 3, bør afvise at behandle klagen. Hertil kommer, at sagens behandling vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer m.v., som ikke kan finde sted for Ankenævnet, hvorfor sagen subsidiært bør afvises efter vedtægternes § 7, stk. 1.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at der ikke har været indgået nogen aftale om begrænsning af kautionserklæringen. Afdelingen kunne i sommeren 1988 ikke med sikkerhed vide, om det var muligt at opnå ophugningsstøtte eller størrelsen heraf. Endvidere var det uvist, om der kunne findes en køber til fartøjet, og hvilken salgspris, der i så fald kunne opnås. Såfremt afdelingen ikke havde kunnet opnå klagerens tilsagn om at medvirke til den anvendte realisationsmetode, ville indklagede uden klagerens medvirken kunne have foretaget tvangsrealisation af fartøjet, hvilket ville have medført en større negativ saldo. Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at klageren har påtaget sig kautionsforpligtelsen i sin egenskab af broder til skyldneren, og klagen findes herefter at vedrøre et privat kundeforhold.

En stillingtagen til parternes anbringender findes imidlertid at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 5.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.