Indsigelse om ugyldighed.

Sagsnummer:376/1999
Dato:17-02-2000
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Allan Pedersen
Klageemne:Kaution - stiftelse
Ledetekst:Indsigelse om ugyldighed.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod en kautionsforpligtelse for en driftskredit.

Sagens omstændigheder.

Den 29. november 1995 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for en driftskredit på 650.000 kr., som indklagede ydede klagerens søn. Sønnen skulle anvende kreditten til driften af en nyetableret forretning.

I sommeren 1998 blev sønnen bevilget et overtræk på 250.000 kr. på driftskreditten. I den forbindelse underskrev klageren den 13. juli 1998 et nyt kautionsdokument, hvorefter kautionen omfattede dels driftskreditten med maksimum på 650.000 kr., dels det bevilgede overtræk på 250.000 kr., dog begrænset til maksimalt 800.000 kr.

Umiddelbart inden forhøjelsen af kautionen havde indklagede indhentet soliditetsoplysninger hos klagerens pengeinstitut. Heraf fremgik følgende:

"Forespørgsel om: ubetinget god for kaution 750.000,-

Kapital- og indtjeningsforhold: Omspurgte - der er 68 år - solgte for år tilbage landejendom og købte nuværende parcelhus i [...].

Vi er ikke i besiddelse af årsopgørelse o.lign., men vil i kraft af friværdier i parcel- og sommerhus vurdere den totale formue til at være af beskeden størrelse, såfremt realisation skal ske hurtigt, hvilket vil være nødvendig, såfremt førnævnte kautionsforpligtelse gøres gældende.

Konklusion: Med baggrund i ovennævnte er det vort skøn, at omspurgte ikke bør påtage sig en forpligtelse som forespurgt."

Overtrækket blev efterfølgende inddækket, således at kreditten og kautionen igen blev nedbragt til 650.000 kr.

I foråret 1999 ønskede indklagede at få sekundær håndpanteret i et ejerpantebrev på 375.000 kr. med pant i tre ejendomme, en beboelsesejendom, en erhvervsejendom og et sommerhus, som tilhørte klageren. Pantsætningen skulle ske til sikkerhed for driftskreditten med maksimum på nu 650.000 kr. Ejerpantebrevet var primært håndpantsat til klagerens pengeinstitut.

Ved skrivelse af 28. juni 1999 meddelte klagerens advokat, at indklagede kunne opnå primær håndpanteret i ejerpantebrevet for så vidt angik erhvervsejendommen og sommerhuset, såfremt indklagede frafaldt kautionen.

Ved skrivelse af 29. juni 1999 til advokaten meddelte indklagede, at det var en forudsætning for fortsættelsen af engagementet, at man ud over kautionen fik pant i sommerhuset og erhvervsejendommen senest den 1. juli 1999.

Ved skrivelse af 2. juli 1999 til sønnen opsagde indklagede engagementet til indfrielse pr. 16. juli 1999. Klageren blev samtidig orienteret om opsigelsen.

Under sagen har klageren fremlagt en lægeerklæring dateret den 6. september 1999, hvoraf det bl.a. fremgår, at klageren i 1963 fik tilkendt invalidepension på grund af psykisk sygdom.

Parternes påstande.

Klageren har den 9. september 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionen er ugyldig.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede pressede ham til at påtage sig kautionen, uden at han fik at vide, at indklagede ville kræve, at han skulle sælge sit og sin ægtefælles hjem for at betale sønnens gæld.

Det bestrides, at der forelå en aftale om, at indklagede skulle have pant i hans ejendom i forbindelse med kautionsforholdet. I givet fald burde der være etableret en pantesikkerhed i stedet for kaution.

Indklagede var bekendt med hans sygdom. På de seneste møder med indklagede måtte ægtefællen give møde på hans vegne, idet han ikke kunne klare det stadigt stigende nervepres, som indklagede udsatte ham for.

Han har på foranledning af indklagede forsøgt at sælge ejendommene, som imidlertid hidtil har været usælgelige, og som ikke forventes at indbringe overskud.

Kautionen er opnået ved tilsidesættelse af god bankskik henset til hans alder og sygdom sammenholdt med, at indklagede af hans pengeinstitut blev oplyst om, at han ikke var egnet som kautionist.

Kautionsforholdet er ugyldigt i henhold til aftalelovens regler herom.

Indklagede har anført, at klageren var bekendt med, at engagementet blev vurderet som risikofyldt. Det var klagerens opfattelse, at engagementet ikke indebar en nævneværdig risiko for indklagede og således heller ikke for ham selv.

Klageren deltog løbende i møder vedrørende udviklingen i sønnens økonomi, ligesom klageren ved flere lejligheder pressede på for, at man skulle yde sønnen de kreditfaciliteter, han havde brug for.

I forbindelse med udvidelsen af kreditten undersøgte man klagerens økonomi og fik oplyst, at der var betydelig friværdi i klagerens tre ejendomme. Så længe denne friværdi var til stede, ville der ikke være behov for at sælge ejendommene, hvis kautionen skulle blive aktuel, idet der var mulighed for at optage lån på baggrund af friværdien.

I foråret 1999 blev man bekendt med, at klageren havde pantsat ejendommene til sit pengeinstitut, P, hvilket man anså for et brud på aftalen med klageren. Under et møde i den forbindelse tilbød klageren pant i erhvervsejendommen og sommerhuset, idet han oplyste, at alene beboelsesejendommen var pantsat til P. Det var indklagedes klare opfattelse, at der blev indgået aftale om pantsætningen. Da der imidlertid efterfølgende ikke kunne opnås enighed herom, blev engagementet opsagt.

Man var ikke bekendt med klagerens sygdom.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen og Allan Pedersen - udtaler:

Efter det foreliggende finder vi det ikke godtgjort, at der den 29. november 1995 forelå særlige omstændigheder, der kan medføre, at den af klageren afgivne kaution for sønnens driftskredit på 650.000 kr. kan tilsidesættes som ugyldig.

2 medlemmer - Lisbeth Baastrup og Leif Nielsen - udtaler:

Efter de oplysninger, der foreligger om klagerens psykiske helbredstilstand, finder vi ikke, at indklagede tilstrækkeligt har godtgjort, at man hverken vidste eller burde vide, at klageren i det højeste efter en mere indgående vejledning end sædvanligt burde accepteres som kautionist. Da det ikke foreligger oplyst, at en vejledning som nævnt er blevet givet, stemmer vi for at tage klagerens påstand til følge.

Ankenævnet finder det ufornødent at tage stilling til omstændighederne i forbindelse med forhøjelsen af kautionen i sommeren 1998, allerede fordi denne forhøjelse efterfølgende blev inddækket og bortfaldt.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at klagerens påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionen er ugyldig, ikke tages til følge.

Der er ikke herved taget stilling til, hvorvidt indklagedes opsigelse af det kautionssikrede engagement var berettiget.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.