Spørgsmål om kreditorbeskyttelse efter retsplejelovens § 513 var opretholdt og om bankens forpligtelse til at rådgive om bestemmelsen.

Sagsnummer:1230/2009
Dato:31-01-2011
Ankenævn:John Mosegaard, Jesper Claus Christensen, Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg, Bent Olufsen
Klageemne:Modregning - øvrige spørgsmål
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om kreditorbeskyttelse efter retsplejelovens § 513 var opretholdt og om bankens forpligtelse til at rådgive om bestemmelsen.
Indklagede:Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:



Indledning.

Denne sag vedrører, om Jyske Bank var berettiget til at foretage modregning i indestående på klagerens konto, der stammede fra en erhvervsevnetabserstatning.

Sagens omstændigheder.

Klageren var kunde i Jyske Bank.

I forbindelse med optagelse af et lån i banken tegnede klageren via banken en erhvervsevnetabsforsikring hos forsikringsselskabet S.

Den 14. september 2009 meddelte S, at klagerens erhvervsevne var vurderet til at være nedsat til mellem halvdelen og en tredjedel, og at klageren derfor var berettiget til at få invalidepension pr. den 9. marts 2009. Ved brev af 24. september 2009 meddelte S, at man den 28. september 2009 ville indsætte 59.758 kr. på klagerens konto (-075) i Jyske Bank.

Den pågældende konto havde klageren brugt til betaling af driftsudgifter vedrørende to udlejningsejendomme.

Den 28. september 2009 blev erstatningsbeløbet indsat på kontoen, hvor der i forvejen stod 14.885,38 kr.

Der blev herefter foretaget følgende betalinger/overførsler:

30. september

Terminsydelse Totalkredit

38.078,45 kr.

30. september

Modregning, konto nr. (-080)

2.641,17 kr.

30. september

Lån nr. (-900)

2.200,00 kr.

30. september

Rente

9,50 kr.

1. oktober

Slb. Forsyning A/S

1.493,34 kr.

1. oktober

G Vandværk I/S

1.170,00 kr.

1. oktober

EnergiMidt A/S

5.738,00 kr.

2. oktober

(-080)

1.612,63 kr.

2. oktober

(-851)

17.676,75 kr.

2. oktober

(-968) [Klagerens selskab]

7.250,00 kr.

Hvorefter saldoen på kontoen var 0 kr.

Den 8. oktober 2009 henvendte klagerens advokat sig til banken, da klageren var blevet opmærksom på, at Jyske Bank havde anvendt det indbetalte erstatningsbeløb til nedbringelse af klagerens gældsposter.

Den 12. oktober 2009 sendte Jyske Bank en kontooversigt til klagerens advokat, hvor det fremgik, at erstatningsbeløbet bl.a. var blevet anvendt til dækning af forfaldne termins- og låneydelser. Banken opgjorde sit resterende krav mod klageren til 1.904.180,95 kr.

Den 27. november 2009 indgav Jyske Bank konkursbegæring mod klageren.

Parternes påstande.

Klageren har den 23. november 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal betale 59.758 kr.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han allerede i januar 2009, hvor han indgav skadesanmeldelse til S orienterede Jyske Bank om, at han havde ansøgt om erhvervsevnetabserstatning. Forsikringen var tegnet via Jyske Bank og på bankens foranledning i forbindelse med, at han optog et lån i banken.

Han holdt et møde med banken den 12. maj 2009, hvor banken spurgte om status på erhvervsevnetabssagen.

Efterfølgende forholdt banken sig passivt med hensyn til sagen, da banken kalkulerede med muligheden for at oppebære en eventuel erstatning til nedbringelse af klagerens engagement med banken.

På trods af, at banken har været bekendt med, at der var tale om kreditorbeskyttede midler, har banken indsat erhvervsevnetabserstatningen på klagerens private hævekonto.

Jyske Bank har været i ond tro ved erhvervsevnetabserstatningens betaling til banken.

Konkursbegæringen mod ham kan alene ses som en hævnakt fra bankens side.

Jyske Bank har anført, at invalidepensionen ikke blev indsat på en særskilt konto og allerede fra indsættelsen må anses for sammenblandet med klagerens øvrige formue.

Erstatningen blev senest ved posteringerne den 30. september 2009 sammenblandet med klagerens øvrige formue.

Indbetalingen af 59.758 kr. fra S fandt sted på foranledning af klageren. Klageren vidste at beløbet ville blive indsat på konto (-075), men gjorde ikke noget for at sikre kreditorbeskyttelse af midlerne. Banken har ikke på noget tidspunkt været i kontakt med S og vidste ikke, at der var en erstatning på vej.

På et møde med klageren havde banken spurgt til erhvervsevnetabssagen, men ikke fået noget entydigt svar. Banken var således ikke bekendt med sagens forløb.

Banken har ikke en generel forpligtelse til at rådgive kunder om muligheden for, at midler fra personskadeerstatninger kan kreditorbeskyttes. Der har ikke i denne sag været en konkret anledning til at give klageren en sådan rådgivning. Det bestrides derfor, at banken har forholdt sig passivt.

Den automatiske kreditorbeskyttelse efter retsplejelovens § 513, stk. 1, 2. pkt. opretholdes kun indtil det tidspunkt, hvor erstatningen udbetales.

Klagerens erstatning blev ikke holdt adskilt fra hans øvrige formue.

Banken har derfor været berettiget til at foretage modregning i midlerne og klageren har i øvrigt ikke lidt noget tab, da modregningen har nedbragt klagerens gæld til banken.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en stillingtagen, til om Jyske Bank ud fra sagens konkrete omstændigheder havde særlig anledning til at rådgive klageren om mulighederne for kreditorbeskyttelse efter retsplejelovens § 513, jf. klagerens udsagn om drøftelse med banken i januar og maj 2009, vil kræve bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, hvorfor sagen afvises i henhold til § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:




Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.