Kaution, underretning.

Sagsnummer:217/1989
Dato:28-08-1989
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Per Overbeck, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution, underretning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 9. januar 1984 optog klagernes søn som led i opnåelse af en akkordordning med Den Danske Banks Næstved afdeling hos indklagede et lån på 90.000 kr. Klagerne, som også havde kautioneret for lånet i Den Danske Bank, påtog sig ligesom sønnens ægtefælle selvskyldnerkautionsforpligtelse for det af indklagede ydede lån. Lånet skulle afvikles med en fast halvårlig ydelse på 8.500 kr., hvert år den 15. juni og 15. december, første gang 15. juni 1984. I gældsbrevets almindelige vilkår pkt. VI var anført, at indklagede uden tilladelse fra kautionister kunne give skyldneren henstand med afdrag, renter og provision.

På anmodning fra skyldneren blev den halvårlige ydelse med virkning fra 15. juni 1985 nedsat til 7.300 kr. Der blev i den anledning udfærdiget et nyt gældsbrev på samme formular som den tidligere benyttede for lånet, som på dette tidspunkt udgjorde 83.910,55 kr. Klagerne påtegnede dokumentet som selvskyldnerkautionister.

I december 1985 solgte klagernes søn den ham tilhørende faste ejendom, og i den forbindelse blev et af indklagede oprindelig i marts 1983 ydet lån på 83.000 kr., for hvilket alene sønnens ægtefælle havde stillet sikkerhed, indfriet.

Ved skrivelser af 15. december 1986 og 11. februar og 30. april 1987 rettede indklagede henvendelse til klagerne i anledning af, at ydelsen på det kautionssikrede lån pr. 15. juni 1986 ikke var betalt. Alle tre skrivelser blev fremsendt med almindelig post.

Ved anbefalet skrivelse af 12. juni 1987 meddelte indklagede klagerne, at ydelsen fortsat ikke var indgået, og at man ville overgive sagen til inkasso, med mindre ydelsen var betalt inden en uge.

Ved anbefalet skrivelse af 20. juli 1987 til klagerne anmodede indklagede i anledning af, at en med skyldneren indgået afdragsordning ikke var overholdt, dem om inden en uge at indbetale restancen, der opgjordes til 19.900 kr.

Ved skrivelser af 13. oktober og 16. november 1987 fremsendt med almindelig post rykkede indklagede klagerne for indbetaling af restancen på lånet, som opgjordes til henholdsvis 11.900 kr. og 9.930 kr.

Ved skrivelse af 27. november 1987 fremsendt med almindelig post opsagde indklagede over for klagerne det kautionssikrede lån, som opgjordes til 92.340,11 kr. incl. renter til 15. december 1987.

Klagerne har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at deres kautionsforpligtelse er bortfaldet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at indklagede, allerede da deres søn optog det første lån, var klar over, at hans økonomi ikke var særlig god. Man burde derfor ikke havde ydet ham et yderligere lån på 83.000 kr. allerede i marts 1984. Hertil kommer, at indklagede uden at orientere dem indgik aftale med skyldneren om nedsættelse af ydelsen på det kautionssikrede lån. Endelig har de ikke modtaget nogen rykkerskrivelse fra indklagede i anledning af udeblevne ydelser på det kautionssikrede lån før den, som blev fremsendt med indklagedes anbefalede skrivelse af 12. juni 1987.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at det lån, som man i marts 1984 ydede skyldneren, ikke var et nyt lån, men blot en forlængelse af et i 1983 ydet lån, som i øvrigt blev dækket fuldt ud ved salget af hans faste ejendom. Indklagede var i følge lånedokumenterne berettiget til uden samtykke fra klagerne at meddele skyldneren henstand, men det er iøvrigt indklagedes indtryk, at familien til stadighed har talt om afviklingen af lånet. Indklagede mener således ikke at have tilsidesat noget hensyn til klagerne som kautionister hverken med tilladelsen til nedsættelse af den halvårlige ydelse på lånet, som iøvrigt blev bekræftet af klagerne ved deres underskrift af 28. maj 1985 på det i anledning af ydelsesnedsættelsen oprettede gældsbrev, eller ved fremsendelsen af rykkere til klagerne.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter pkt. VI i det af klagerne som selvskyldnerkautionister den 9. januar 1984 underskrevne gældsbrev er indklagede berettiget til uden tilladelse fra dem at give skyldneren henstand med såvel afdrag som renter og provision. Der kan derfor ikke gives klagerne medhold i, at indklagedes tilladelse til, at den halvårlige ydelse på lånet blev nedsat, medfører, at deres kautionsforpligtelse er bortfaldet. Det samme gælder det forhold, at indklagede ca. 2 måneder efter, at det kautionssikrede lån var oprettet, ydede klagerne et nyt lån.

Mod klagernes benægtelse kan det ikke anses for godtgjort, at de har modtaget nogen rykkerskrivelse fra indklagede før ved den som anbefalet skrivelse fremsendte rykker af 12. juni 1987. Da det endvidere ikke kan lægges til grund, at klagerne på anden måde var bekendt med, at ydelsen på det kautionssikrede lån pr. 15. juni 1986 ikke var betalt, har indklagede således tilsidesat sin underretningspligt i medfør af Bank- og Sparekasselovens § 41. En stillingtagen til, om klagernes regreskrav mod låntageren er blevet forringet herved, findes imidlertid at forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke bør ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene, jf. vedtægternes § 7, stk 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.