Kaution underretning.

Sagsnummer:405/1992
Dato:19-02-1993
Ankenævn:Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Lars Pedersen, Søren Geckler, Allan Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution underretning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I august 1986 ydede indklagede klageren og dennes tidligere samlever et boliglån på 124.000 kr. I forbindelse med ophævelsen af samlivet optog klagerens tidligere samlever et lån på 56.000 kr., og provenuet heraf, 54.312 kr., blev i henhold til parternes aftale indbetalt som et ekstraordinært afdrag på det tidligere fælles boliglån, som klageren herefter hæftede for som enedebitor. Til sikkerhed for samleverens lån afgav klageren selvskyldnerkautionserklæring. Dette lån skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 3.000 kr., første gang den 1. april 1990.

Den 12. december 1991 indfriede klageren sit lån. Ved skrivelse af 10. juni 1992 meddelte afdelingen klageren, at den tidligere samlevers lån grundet misligholdelse var opsagt til fuld indfrielse, hvorfor man gjorde kautionsforpligtelsen gældende overfor klageren med 55.368,67 kr. samt påløbne renter fra 30. april 1992.

Efter at klageren ved sin advokat havde rekvireret kontoudskrift, hvoraf fremgik, at lånet gennem længere tid havde været i restance, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende overfor ham.

Indklagede har efter, at sagen var indbragt for Ankenævnet, ved skrivelse af 18. august 1992 til klageren foreslået, at kautionsforpligtelsen indtil videre alene gøres gældende for så vidt angår restancen, der på daværende tidspunkt udgjorde 5.000 kr. Klageren har ikke ønsket at acceptere dette tilbud, hvorefter indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hans regresret er blevet væsentligt forringet som følge af indklagedes manglende underretning om henstand, henholdsvis misligholdelse af kautionslånet, som begyndte allerede i juli 1990. Klageren har i løbet af 1991 adskillige gange rettet henvendelse til afdelingen for at få oplyst, om kautionslånet blev afviklet som stipuleret. Indklagede svarede bekræftende herpå, hvorefter klageren i tillid hertil indfriede sit eget lån. Den tidligere samlever er blevet gift i maj måned 1991, og ægtefællen er senere erklæret konkurs. Af en tingbogsattest vedrørende en fast ejendom, der ejes af den tidligere samlever som særeje, fremgår, at der i juni 1991 blev tinglyst et ejerpantebrev til indklagede, og at der i maj 1992 blev tinglyst et udlæg foretaget af et andet pengeinstitut.

Indklagede har anført, at klagerens stilling ikke kan antages at være blevet forringet som følge af den manglende underretning. Debitor har i et enkelt tilfælde fået bevilget ydelsesudsættelse, som blev tillagt lånets restgæld, og de til lånet overførte ydelser er i enkelte tilfælde blevet tilbageført på grund af manglende dækning på debitors indlånskonto. De pågældende ydelser er imidlertid blevet betalt, inden næste ydelse skulle betales. Det var derfor først i juli 1991, at der opstod en restance på lånet. Debitors økonomi har været uændret i perioden, og det var en forudsætning for opdelingen af det tidligere fælles lån, at klageren kautionerede for det nye lån. Klageren har i begyndelsen af 1992 været vidende om, at der var en restance på lånet, idet klageren rettede telefonisk henvendelse til en medarbejder i indklagedes Hvidovre afdeling og fik oplyst restgæld og restance på lånet. Indklagede bestrider, at klageren på et tidligere tidspunkt skulle have fået oplyst, at lånet ikke var misligholdt.

Ankenævnets bemærkninger:

Det er ubestridt, at indklagede ikke har opfyldt sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41. En stillingtagen til, hvorvidt dette har forringet klagerens muligheder for at gøre regres mod debitor, findes imidlertid at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Det bemærkes, at det kautionssikrede lån ifølge kontoudskriften synes at have været i restance siden juli 1990 som anført af klageren.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.