Udlån, bevilling. Pant, håndpantsætning.

Sagsnummer:157/1993
Dato:09-12-1993
Ankenævn:Niels Waage, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Udlån, bevilling. Pant, håndpantsætning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I august 1991 overførte klageren sit engagement fra et andet pengeinstitut til indklagede. Engagementet i det andet pengeinstitut bestod af et boliglån med en restgæld på overførselstidspunktet på 282.867 kr., som indtil da var afviklet med 3.000 kr. månedligt samt et lån med en restgæld på 74.612,45 kr.

I.

Engagementet overførtes til indklagedes Christiansbjerg afdeling Århus, hvor der oprettedes et boliglån på 208.000 kr., som i henhold til gældsbrev af 16. august 1991 skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 7.157,74 kr.; endvidere etableredes en kassekredit med et maksimum på 175.200 kr. Til sikkerhed for engagementet håndpantsatte klageren et ejerpantebrev på 230.000 kr. med pant i sin faste ejendom, ligesom indklagede modtog transport i provenuet af et ejerskiftelån på 140.000 kr. i Kreditforeningen Danmark samt transport i to øvrige beløb, som klageren havde til gode i henhold til to forskellige skyldforhold.

Forinden engagementets overførsel til indklagede havde klageren i en telefax af den 12. august 1991 til indklagede under henvisning til en skrivelse fra indklagede, hvori indklagede erklærede sig interesseret i at overtage engagementet anført, at aftaler med det andet pengeinstitut "... overtages af [indklagede], således at jeg 1. september 1991 indbetaler 13.000 kr. til [indklagede], og 1. oktober 1991 yderligere 7.000 kr."

Klageren har gjort gældende, at indklagede i forbindelse med overførslen af engagementet i strid med det aftalte undlod at oprette et boliglån af tilsvarende størrelse, som det overførte, men alene oprettede et mindre boliglån, hvorved hans nye kassekredit unødigt blev debiteret beløb til indfrielse af det gamle boliglån; dette har påført klageren en øget renteudgift.

Indklagede har anført, at den skete etablering af engagementet hos indklagede er i overensstemmelse med det mellem parterne aftalte, idet den ydede kassekredit efterfølgende skulle indfries med beløb fra de modtagne transporter samt provenuet af ejerskiftelånet.

II.

Ved skrivelse af 17. september 1991 bekræftede indklagede overfor klageren, at man kunne stille et lån på ca. 80.000 kr. til disposition i forbindelse med klagerens opførsel af en udestue. Den 24. september 1991 udstedte indklagede en garanti på 83.710 kr. overfor den entreprenør, som skulle forestå opførelsen af udestuen. Indklagede honorerede garantien den 29. november 1991 med 78.227 kr., som debiteredes klagerens kassekredit. Klageren protesterede herimod og henviste til indklagedes tilsagn om et lån på 80.000 kr. til finansiering af udestuen. Under klagesagens behandling har indklagede tilbudt at lade beløbet på 78.227 kr. afløse af et boliglån samt godtgøre klageren den forskel i rentebetaling, som er opstået ved, at beløbet blev trukket på kassekreditten fremfor ved etablering af boliglånet.

III.

Klageren indkøbte i foråret/sommeren 1992 forskelligt tv- og fotoudstyr. Ifølge klageren gav indklagede tilsagn om at betale regningerne - ca. 45.000 kr. - hvilket imidlertid ikke skete. Han tilbød derfor at stille yderligere sikkerhed overfor indklagede i form af et løsøreejerpantebrev på nominelt 900.000 kr. med pant i et omfattende video- og radioudstyr samt diverse kontormøbler; i denne forbindelse afleverede han løsøreejerpantebrevet til indklagede. Da han senere modtog indklagedes afslag på lånet, anmodede han om at få tilbageleveret løsøreejerpantebrevet, hvilket indklagede nægtede.

Under sagen er fremlagt en af klageren underskrevet håndpantsætningserklæring. Denne er oprindelig dateret den 9. september 1991, men datoen er med maskinskrift ændret til den 26. november 1992. Ifølge håndpantsætningserklæringen håndpantsættes løsøreejerpantebrevet på nominelt 900.000 kr. til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad klageren til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig.

Klageren har anført, at det er i strid med det aftalte, at løsøreejerpantebrevet blev stillet til sikkerhed for hele klagerens engagement med indklagede. Indklagede har forfalsket datoen på håndpantsætningserklæringen, hvorom han har fået kendskab i forbindelse med sagens overgivelse til inkasso.

Indklagede har anført, at klagerens engagement på et møde i november måned 1992 blev drøftet, og at man stillede krav om at få pant i løsøreejerpantebrevet, hvilket skete jfr. håndpantsætningserklæringens ordlyd. Indklagede bestrider, at løsøreejerpantebrevet alene skulle dække en mulig kreditudvidelse. Datoen den 9. september 1991 skyldes en fejl i forbindelse med afdelingens afskrift af løsøreejerpantebrevet.

IV. I forbindelse med engagementets overflytning til indklagede etableredes en budgetkonto. Ifølge klageren blev hans indbetalinger til budgetkontoen ikke anvendt til betaling af kreditforeningsydelser, men til nedbringelse af hans kassekredit. Indklagede har ikke kommenteret klagerens oplysninger.

V. Af sagen fremgår, at klagerens kassekredit hos indklagede ved udgangen af 1991 havde en saldo på 243.162,94 kr. (negativ). Efter indbetaling af et af de beløb, hvori klageren ved engagementets etablering havde meddelt indklagede transport, 52.488 kr., var kassekredittens saldo den 16. juni 1992 260.029,39 kr. Pr. 20. september 1992 var saldoen 269.151 kr., og frem til den 31. december 1992 er eneste bevægelse på kontoen debitering af renter, således at saldoen pr. 31. december 1992 var 284.001,76 kr.

Ifølge klageren skyldtes udviklingen på kassekreditten, at indklagede ikke etablerede boliglånet vedrørende udestuen som lovet, ligesom det gamle boliglån i det andet pengeinstitut ikke hos indklagede blev oprettet som et boliglån af tilsvarende størrelse. Iøvrigt er baggrunden for debiteringerne på kassekreditten klagerens istandsættelsesudgifter vedrørende hans ejendom.

VI. Ved skrivelse af 17. december 1992 til klageren meddelte indklagedes hovedafdeling i Århus klageren, at overtrækket på klagerens engagement skulle være inddækket senest ved årets udgang. Endvidere skulle stillede sikkerheder, herunder løsøreejerpantebrevet på 900.000 kr., fortsat ligge til sikkerhed for hele mellemværendet. Indklagede stillede endvidere krav om udarbejdelse af regnskaber af anerkendte revisorer, som skulle være indklagede i hænde senest den 1. februar 1993. Klageren protesterede den 31. december 1992 mod indholdet af skrivelsen, som indklagede samme dag fastholdt.

Ved skrivelse af 15. januar 1993 til klageren opsagde indklagede engagementet til fuld indfrielse senest den 22. januar 1993.

Klageren påklagede opsigelsen til indklagedes direktion, som efter yderligere korrespondance mellem parterne ved skrivelse af 10. marts 1993 fastholdt opsigelsen, ligesom det meddeltes at indklagedes krav blev overgivet til retslig inkasso. Ved skrivelser af 22. marts 1993 tog indklagedes advokat engagementet med klageren til inkasso.

Ved klageskema af 15. marts 1993 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Indklagedes advokat indgav ultimo marts 1993 begæring om fogedforretning mod klageren; indklagede har under klagesagens forberedelse oplyst, at fogedforretningen er tilbagekaldt.

Påstande:

Klageren har nedlagt påstand om

1) at indklagede giver ham vilkår svarende til det engagement, der blev overtaget af det andet pengeinstitut. Ankenævnet forstår dette således, at indklagede påstås tilpligtet at anerkende, at boliglånet skal forhøjes til 282.867,67 kr.

2) at løsøreejerpantebrevet returneres til klageren.

3) at betalingsservice genoptages.

4) at indklagede tilpligtes at anerkende, at det var uberettiget at opsige engagementet.

5) at der ikke sker rentetilskrivning på de påklagede konti med virkning fra det øjeblik, da indklagede påviseligt misligholder og undlader at opfylde engagementet.

6) at indklagede forpligtes til skriftligt at besvare spørgsmål stillet af klageren.

7) at indklagede erstatter klageren samtlige omkostninger og udgifter forårsaget af indklagedes fragåelse og manglende opfyldelse, således at erstatningen indgår til nedbringelse af engagementet.

Indklagede har påstået frifindelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Ad påstand 1), 2), 4), 5) og 7):

En stillingtagen til, om indklagede har forpligtet sig til at yde klageren et boliglån på 282.867,67 kr., om klageren eventuelt har accepteret, at lånet blev begrænset til 208.000 kr. ved sin underskrift på gældsbrevet af 16. august 1991, og om det på trods af ordlyden af håndpantsætningserklæringen er uberettiget af indklagede at tilbageholde ejerpantebrevet, findes at forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor behandlingen af påstand 1) og 2) i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Da spørgsmålet om indklagedes berettigelse til at opsige engagementet kan være afhængigt af udfaldet af en stillingtagen til de under påstand 1) og 2) rejste spørgsmål, træffer nævnet samme afgørelse for så vidt angår påstand 4), 5) og 7).

Ad påstand 3) og 6):

Ankenævnet har ikke kompetence til at pålægge indklagede at genoptage betalingsservice eller at besvare klagerens spørgsmål.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.