VISAdankort, notaløsning, spørgsmål om misbrug.

Sagsnummer:233/1994
Dato:21-11-1994
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:VISAdankort, notaløsning, spørgsmål om misbrug.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klageren var i dagene 25.-26. november 1993 med et rejseselskab i London. Den 25. november 1993 var han om aftenen sammen med selskabet i teater. Kl. ca. 22.45 tog selskabet til en restaurant for at spise. Bagefter besøgte klageren sammen med andre rejsedeltagere forskellige restauranter og pubs i Londons Soho-kvarter. Et enkelt sted blev klageren afkrævet legitimation, og i denne forbindelse foreviste han sit VISA-dankort.

Efter hjemkomst til Danmark opdagede klageren den 28. november 1993, at han ikke kunne finde dankortet, som han herefter spærrede den følgende dag hos indklagede 1.

Klageren har oplyst, at han aldrig har anvendt dankortet som betalingsmiddel, men har anskaffet det for at have en ekstra betalingsmulighed på udlandsrejser.

Den 3. december 1993 debiteredes på klagerens kassekredit hos indklagede 1 to betalingstransaktioner foretaget i London den 26. november 1993 på henholdsvis 834 GBP og 240 GBP eller omregnet til DKK ialt 10.926,48 kr.

Den 8. december 1993 underskrev klageren indsigelsesblanket vedrørende de to betalingstransaktioner, idet han oplyste, at han ikke havde foretaget disse.

Under klagesagen er fremlagt kopi af to notaer vedrørende de omstridte betalinger. Af notaerne fremgår kortnummeret svarende til klagerens VISA-dankortnummer og klagerens navn. Klageren bestrider, at det er ham, der har underskrevet notaerne. Betalingsmodtageren er en natklub.

Efter at klageren havde gjort indsigelse, forelagde indklagede 1 denne for indklagede 2, som på vegne samtlige pengeinstitutter varetager indsigelsesfunktion med hensyn til anvendelse af kort i udlandet.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at begge indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for de omstridte køb.

Begge indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Under sagen er fremlagt kopi af stamkort underskrevet af klageren den 20. marts 1992. Klagerens underskrift er anført med både fornavn og efternavn. Under sagen er endvidere fremlagt andre eksempler på klagerens sædvanlige underskrift; i disse tilfælde er alene første bogstav i klagerens fornavn medtaget i underskriften.

Klageren har anført, at han, før han den pågældende aften forlod sit hotel, underskrev en bestillingsseddel vedrørende morgenmad til næste dag. Sedlen skulle afleveres med underskrift i receptionen, og han beholdt selv en kopi, som han antager, at han havde på sig, da han forlod hotellet. Han besøgte forskellige pubs og danseetablissementer, hvor der var mange mennesker. Han har ikke brugt penge på hverken damer eller spiritus og var ikke beruset. Han har ikke underskrevet nogen af de to notaer.

Indklagede 2 har anført, at det af notakopierne kan konstateres, at det med en til vished grænsende sandsynlighed er det originale kort, der har været anvendt. Der har ikke efterfølgende været forsøgt autorisation af yderligere transaktioner. Såfremt det antages, at kortet har været misbrugt af tredjemand, ville denne forsøge at eftergøre underskriften som anført i underskriftsfeltet på kortet, således at betalingsmodtager ikke fattede mistanke til ægtheden. Underskriften, som den så ud på kortet, fremgår af stamkortet; ved en sammenligning af denne underskrift med underskriften på notaerne, er der markante forskelle. Men sammenlignes underskriften på notaerne med klagerens sædvanlige underskrift, er der stor lighed. Det forekommer også usandsynligt, at en misbruger, der måtte have kendskab til klagerens sædvanlige underskrift, ville forsøge at eftergøre denne, da ligheden med kortets underskrift ikke er til stede. Kortet må antages at være blevet accepteret på grund af billedets lighed med kortindehaveren. Det må derfor anses for overvejende sandsynligt, at det er klageren selv, der har foretaget transaktionerne.

Indklagede 1 har tilsluttet sig det af indklagede 2 anførte.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at de omhandlede køb er foretaget under anvendelse af klagerens VISA-dankort, og sagens afgørelse beror på, hvorvidt der må antages at være tale om misbrug eller om køb foretaget af klageren selv. På denne særlige baggrund finder Ankenævnet, at en stillingtagen ville forudsætte yderligere bevisførelse af en karakter, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.