Spørgsmål om tilsidesættelse af kautionsaftale.

Sagsnummer:332/1999
Dato:16-02-2000
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Allan Pedersen
Klageemne:Kaution - stiftelse
Kaution - forhold til pant
Ledetekst:Spørgsmål om tilsidesættelse af kautionsaftale.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om tilsidesættelse af en kautionsaftale.

Sagens omstændigheder.

I januar 1993 ydede indklagede klagerens søn og svigerdatter et billån på 245.000 kr. Endvidere blev sønnens og svigerdatterens kredit hos indklagede forhøjet til 75.000 kr.

Til sikkerhed for engagementet fik indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev på 120.000 kr. i sønnens bil og et ejerpantebrev på 300.000 kr. i klagerens landbrugsejendom.

Ejerpantebrevet på 300.000 kr. respekterede en pantebrevsrestgæld til Nykredit på 14.980 kr. Den offentlige vurdering af klagerens ejendom var pr. 1. januar 1992 760.000 kr.

Den 1. september 1993 underskrev klageren, som er født i 1919, et kautionsdokument, hvorefter hun påtog sig selvskyldnerkaution for billånet, som nu var nedbragt til 240.712 kr., og kassekreditten, som samtidig blev forhøjet med 100.000 kr. til 175.000 kr.

Ved skrivelse af 2. november 1994 meddelte indklagede klageren, at engagementet var blevet opsagt til indfrielse pr. den 31. oktober 1994.

Den 8. november 1994 underskrev klageren en erklæring, ifølge hvilken hun som kautionist for lånet og kassekreditten anmodede om, "at min forpligtelse ikke gøres gældende nu, men afventer udfaldet af igangværende salgsbestræbelser, som forventes afklaret inden 31.12.1994".

I april 1995 hjemtog klageren via sit eget pengeinstitut et kontantlån på 500.000 kr. i DLR. Lånet blev anvendt til indfrielse af kautionsforpligtelsen, som pr. den 25. april 1995 blev opgjort til 434.409,06 kr. incl. renter.

Ved indfrielsen af kautionen udleverede indklagede ejerpantebrevet på 300.000 kr. i klagerens ejendom og løsøreejerpantebrevet på 120.000 kr. i sønnens bil.

Klageren har indgivet klage til Ankenævnet ved en repræsentant.

Parternes påstande.

Den 5. august 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale de 434.409,06 kr. med tillæg af renter fra den 24. april 1995.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerens repræsentant har anført, at klageren er mindre begavet, og at hun i blind tillid til sønnen har stillet sikkerhed for dennes engagement. Klageren har ikke været "ved sine fulde fem", da hun underskrev dokumenterne og har ikke haft fuld forståelse for de forpligtelser, som hun herved påtog sig, hvilket indklagede burde have indset.

Erklæringen af 8. november 1994 må være kommet til veje på foranledning af sønnen.

Klageren har på intet tidspunkt oplyst om et salg af sin ejendom. Ejendommen har ikke været sat til salg, og hun har ikke ønsket at flytte. Såfremt indklagede havde fået oplyst, at ejendommen skulle være blevet sat til salg den 1. september 1993, må det have undret indklagede, at salget ikke var gennemført i november 1994, da ejendommen blev anset for at være let at sælge.

Af billånet på 245.000 kr. blev kun 120.000 kr. anvendt til køb af bil, og debitorernes kassekredit blev allerede efter 8 måneder forhøjet med 100.000 kr. Indklagede har herved ydet en uansvarlig långivning, idet man undlod at undersøge debitorernes mulighed for at afvikle gælden.

Ud over sønnen har klageren tre døtre, hvoraf den ene er retarderet og bor hjemme.

Klageren, der alene modtager en pension på 6.566 kr. pr. måned, er som følge af kautionen nu forpligtet til at afvikle DLR-lånet med 15.268 kr. pr. kvartal.

Da det var urimeligt at lade klageren kautionere, bør indklagede tilbagebetale de 434.409,06 kr. med tillæg af renter.

Klageren har ikke tidligere været bekendt med muligheden for at klage til Ankenævnet.

Indklagede har anført, at engagementet med sønnen og svigerdatteren oprindeligt blev etableret i tillid til, at sønnens forretningside var bæredygtig og kunne give et afkast, der muliggjorde afvikling af engagementet. Da sønnen og svigerdatteren i etableringsfasen ønskede at udvide engagementet, inden det var dokumenteret, at indtægterne var tilstrækkelige til at afvikle det forhøjede engagement, stillede man krav om sikkerhed fra tredjemand og blev tilbudt sikkerhedsstillelse af klageren.

Det er sandsynligt, at ikke hele provenuet af lånet på 245.000 kr. blev anvendt til anskaffelse af bilen, men at det overskydende provenu blev anvendt til anskaffelse af teknisk udstyr, som sønnen skulle videresælge. Sønnen afholdt i etableringsfasen endvidere betydelige omkostninger til markedsundersøgelser og til at opnå eneforhandling i Danmark.

I forbindelse med forhøjelsen af kassekreditten til 175.000 kr. tilbød klageren under et møde den 1. september 1993 at kautionere dels for kassekreditten, dels for billånet, som nu var nedbragt til 240.712 kr. Under mødet fik klageren forklaret betydningen af kautionen. Medarbejderne, der deltog i mødet, er af den klare opfattelse, at klageren fuldt ud forstod såvel omfanget af engagementet som konsekvenserne af sikkerhedsstillelsen, ligesom hun havde kendskab til sønnens forretninger. Klageren oplyste, at ejendommen var sat til salg og forventedes at ville indbringe et betragteligt provenu. På forespørgsel oplyste klageren og sønnen, at sønnens søster, som var klagerens eneste anden arving, var orienteret.

I forbindelse med aftalerne om afvikling af forpligtelserne optrådte klageren ligeledes på en måde, der gav indtryk af, at hun forstod, hvad der foregik. Klageren anmodede selv om, at indfrielsen af hendes forpligtelser blev udskudt, indtil hun havde solgt ejendommen.

Klageren har ikke lidt noget tab ved at påtage sig kautionsforpligtelsen, idet engagementet kunne være dækket ind via pantsætningerne. Alene værdien af bilen kunne have inddækket en betydelig del af engagementet.

Endvidere gøres det gældende, at klageren har fortabt sin indsigelse ved passivitet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder ikke, at der er oplyst sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse klagerens forpligtelser som kautionist og håndpantsætter for uforbindende som følge af manglende kendskab til forpligtelsernes karakter og mulige konsekvenser.

Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede ved sin rådgivning af klageren har udvist fejl eller forsømmelser, der kan medføre et ansvar, hverken i forbindelse med håndpantsætningen af ejerpantebrevet eller ved stiftelsen af kautionen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.