Rådgivning, investeringsprojekt. Bevis.

Sagsnummer:72/1994
Dato:29-06-1994
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Inge Frølich, Gert Bo Gram, Allan Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Rådgivning, investeringsprojekt. Bevis.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 3. april 1990 overførte klageren 500.000 kr. fra sin konto i indklagedes Overlund afdeling til et investeringsselskab med hovedkontor i Hong Kong, med hvilket han havde indgået aftale om porteføljestyring. Ifølge aftalen med selskabet kunne beløbet investeres i enhver form for værdipapirer samt marginforretninger på valuta m.v.

Klageren har oplyst, at selskabets leder, L, anbefalede ham at blive kunde i indklagedes Overlund afdeling. Han og en række andre personer blev af den daværende bestyrer i Overlund afdeling anbefalet at investere i selskabet. Indklagede bestrider, at bestyreren anbefalede investeringen.

I juni 1990 overgav klageren L en check på 400.000 kr. trukket på klagerens konto i Overlund Afdeling. Beløbet skulle anvendes til investering i et udstykningsprojekt i Spanien. Ifølge klageren blev også denne investering anbefalet af bestyreren i Overlund Afdeling. Indklagede bestrider dette.

Klageren har oplyst, at han af det samlede investerede beløb på 900.000 kr. alene har modtaget 100.000 kr., og at han forgæves har søgt at få det resterende beløb udbetalt fra L og selskabet.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 800.000 kr., subsidiært et mindre beløb.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagedes bestyrer anbefalede klageren at foretage investeringen på de 500.000 kr., ligesom bestyreren anbefalede deltagelse i udstykningsprojektet i Spanien. Klageren blev af bestyreren direkte tilskyndet til at foretage investeringerne, efter at bestyreren havde gennemgået og vurderet projekterne. Forud for investeringen af de 400.000 kr. havde han deltaget i en rejse med L til Spanien og fået forevist investeringsobjektet.

Indklagede har anført, at den daværende bestyrer har oplyst, at han opfattede det således at der bestod et nært personligt forhold mellem klageren og L. Bestyreren har ikke rådgivet klageren vedrørende de to investeringer, endsige anbefalet dem, og det er således heller ikke korrekt, at bestyreren for klageren gennemgik og vurderede projekterne.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført, at den daværende bestyrer i indklagedes Overlund afdeling anbefalede ham at foretage de omhandlede investeringer på henholdsvis 500.000 kr. og 400.000 kr., medens indklagede har bestridt dette. Ankenævnet finder på denne baggrund, at en stillingtagen til sagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.