Spørgsmål om ordre om salg af aktier blev annulleret.

Sagsnummer:476/2002
Dato:03-06-2003
Ankenævn:Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Jørn Ravn, Astrid Engel Thomas
Klageemne:Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om ordre om salg af aktier blev annulleret.
Indklagede:BG Bank (Danske Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med annullation af ordre om salg af aktier.

Sagens omstændigheder.

I sommeren 2001 havde klageren et engagement med indklagede, der bestod af bl.a. et frit værdipapirdepot, et ratepensionsdepot og et valutalån i schweiziske franc (CHF). For så vidt angår depoterne var der indgået aftale om formuepleje.

Den 9. juli 2001 blev der afholdt møde hos indklagede med deltagelse af klageren, dennes rådgiver, R, og indklagedes investeringsrådgiver. Under mødet blev det aftalt at omlægge samtlige aktier i klagerens ratepensionsdepot til obligationer, og at sælge hovedparten af aktierne i klagerens frie depot. Provenuet ved salget af aktierne i det frie depot skulle primært anvendes til indfrielse af CHF-lånet. Klageren, der primært havde investeret i udenlandske aktier i teknologi- og telesektoren, ønskede nu en mere forsigtig investeringsstrategi. Ifølge klageren blev det endvidere aftalt, at alle beslutninger vedrørende hendes aktieportefølje i fremtiden skulle træffes i enighed mellem indklagede, klageren og R. Indklagede har bestridt dette. Indklagede gennemførte samme dag 15 aktiesalg, mens 14 aktiehandler ikke nåede at blive gennemført.

Klageren har anført, at hun den 10. juli 2001 kl. ca. 10 var til møde i en anden af indklagedes afdelinger vedrørende indfrielse af CHF-lånet. Det blev i forbindelse hermed konstateret, at lånet ikke kunne førtidsindfries, da der var en bindingsperiode frem til november 2001. Umiddelbart efter mødet rettede hun telefonisk henvendelse til investeringsrådgiveren, idet denne på mødet dagen før havde givet udtryk for, at lånet kunne indfries. Der var ikke tale om at annullere de tidligere givne salgsordrer.

Indklagede har anført, at klageren den 10. juli 2001 rettede telefonisk henvendelse til investeringsrådgiveren for at spørge, om hun kunne stoppe handlerne, idet hun alligevel ikke ønskede at sælge værdipapirerne med det samme, da hun ikke kunne indfri valutalånet før tid. Investeringsrådgiveren forklarede, at en del af handlerne allerede var gennemført, men at det var muligt for de aktier, som endnu ikke var solgt. Det blev aftalt, at rådgiveren skulle undlade at sælge de resterende aktier. Salgsordrerne skulle udskydes til et senere tidspunkt tæt på indfrielsestidspunktet for CHF-lånet i november måned.

Klageren har oplyst, at hun i begyndelsen af august 2001 blev opmærksom på, at indklagede ikke havde gennemført alle de ordrer om aktiesalg, der var blevet aftalt på mødet den 9. juli 2001.

Indklagede har oplyst, R i slutningen af juli 2001 rettede telefonisk henvendelse med henblik på at tale med investeringsrådgiveren, der imidlertid var på ferie. Under telefonsamtalen tilkendegav R ikke, at indklagede skulle have undladt salg mod klagerens ønske. Den 30. august 2001 ringede R igen og forespurgte investeringsrådgiveren, hvad der var sket. Investeringsrådgiveren forklarede, at der ikke var sket yderligere, siden klageren ringede den 10. juli 2001 og stoppede salget af de aktier, som endnu ikke var solgt. R meddelte, at klageren ikke havde bedt om at få stoppet aktiesalgene.

Ved skrivelse af 4. september 2001 foreslog indklagede, i hvilken rækkefølge klageren kunne vælge at sælge de omhandlede aktier.

Ved skrivelse af 20. september 2001 gjorde R på vegne klageren et erstatningsansvar gældende over indklagede.

Den 24. september 2001 solgte klageren de omhandlede aktier.

Ved skrivelse af 2. oktober 2001 anerkendte indklagede, at det var en fejl, at salget af aktierne i ratepensionsdepotet var blevet stoppet. Indklagede var derfor indstillet på at stille klageren, som om disse aktier var blevet solgt i overensstemmelse med aftalen på mødet den 9. juli 2001. Indklagede afviste derimod at godtgøre tabet for så vidt angik aktierne i det frie depot, som af klageren blev opgjort til 199.191 kr.

Parternes påstande.

Den 6. december 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 199.191 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede har handlet ansvarspådragende ved at undlade at gennemføre de aktiesalg, der blev aftalt på mødet den 9. juli 2001.

Aktierne skulle sælges samme dag. Det beror på indklagedes forhold, at aftalen herom ikke blev opfyldt.

Det bestrides, at hun den 10. juli 2001 annullerede de salgsordrer, der ikke var gennemført. Hovedformålet med salget af aktierne var ikke at indfri CHF-lånet, men en generel frygt for yderligere afmatning på aktiemarkederne. Hovedparten af hendes beholdning af aktier lå før juli 2001 i IT-virksomheder, der opererede med store underskud, og det var i juli 2001 klart, at risikoen ved disse aktier var for stor i forhold til hendes risikoprofil og alder. Det forhold, at CHF-lånet ikke umiddelbart kunne afvikles, ændrer ikke ved dette forhold; tværtimod ville det være uansvarligt fortsat at investere i højrisikable IT-aktier med en investeringshorisont fra juli til november. Baggrunden for ønsket om en hurtig indfrielse af CHF-lånet var det fordelagtige i at spare renterne på lånet ved en hurtig indfrielse i forhold til at have provenuet fra salget af aktierne stående på en almindelige indlånskonto.

Såfremt indklagede var af den opfattelse, at aktiesalgsordrerne blev annulleret under telefonsamtalen den 10. juli 2001, burde indklagede have bekræftet dette skriftligt, jf. Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning, pkt. 11, hvorefter pengeinstituttet skal sørge for, at alle væsentlige aftaler indgås eller bekræftes skriftligt. Fremsendelse af fondsnotaer kan ikke træde i stedet for en aftale om enten gennemførelse eller annullering af salg af værdipapirer.

Indklagede burde endvidere have orienteret R om annulleringen af ordrerne under hensyn til den aftale herom, der blev indgået under mødet, og som indklagede var forpligtet til at respektere.

Da hun i begyndelsen af august 2001 konstaterede, at aktierne ikke var solgt, var det hendes umiddelbare opfattelse, at dette var indklagedes problem, hvilket blev meddelt indklagede telefonisk.

I perioden efter den 11. september 2001 faldt aktiekurserne betydeligt. Hun valgte derfor i samråd med R at realisere aktierne af frygt for yderligere kurstab. Dette skete dog med et væsentligt mindre provenu, end hun ville have opnået, såfremt aktierne som aftalt var blevet solgt den 9. juli 2001.

Indklagede har anført, at klageren den 10. juli 2001 ringede for at stoppe aktiesalgene, da hun ikke kunne indfri valutalånet før tid. Det blev aftalt at annullere de handler, som endnu ikke var gennemført. Aftalen den 10. juli 2001 erstattede aftalen den 9. juli 2001, hvorfor det er uden betydning, hvorvidt alle handler burde have været gennemført den 9. juli 2001.

Man var ikke forpligtet til at indhente R's godkendelse. Der var ikke indgået aftale herom, og i øvrigt ville der ikke være noget i vejen for, at klageren uden om sin rådgiver traf aftaler med indklagede.

Man var heller ikke forpligtet til særskilt at bekræfte annulleringen af ordrerne. Såvel afgivelse af ordrer som tilbagekaldelser foretages dagligt pr. telefon, og disse bekræftes ikke skriftligt, bortset fra fremsendelse af notaer for gennemførte handler, hvilket er i overensstemmelse med sædvanlig praksis. Klageren, der var fuldt bekendt med sin annullering af salgsordrerne, og med, at ordrerne kun var delvis gennemført, anmodede ikke om gennemførsel af de resterende ordrer.

Klageren burde have reageret tidligere og ikke have ventet til den 24. september 2001 med at sælge aktierne.

Klageren har ikke opfyldt sin tabsbegrænsningspligt.

Klageren bærer selv kursrisikoen og dermed det kurstab, der har været på aktierne, indtil klageren valgte at sælge den 24. september 2001.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede har anført, at klageren under telefonsamtalen den 10. juli 2001 med henvisning til, at valutalånet ikke som forudsat kunne indfries før tid, gav ordre om at annullere de salg af aktier fra det frie depot, som endnu ikke var gennemført. Dette har klageren bestridt. Ankenævnet finder på denne baggrund, at en stillingtagen til sagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for nævnet, men i givet fald må finde sted for en domstol. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.