Visa/dankort, misbrug.

Sagsnummer:434/1991
Dato:19-03-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Visa/dankort, misbrug.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

På et tidspunkt mellem den 22. december og 24. december 1990 mistede klageren sit Visa/dankort. Den 31. december 1990 kontaktede PBS på foranledning af Visa International i London indklagedes kontoførende afdeling, og Visa/dankortet blev herefter spærret.

Den 21. januar 1991 underskrev klageren en indsigelsesblanket, hvorefter klageren oplyste at Visa/dankortet var stjålet i Tyskland og spærret hos Visa i London den 24. december 1990. Efter brevveksling mellem klageren og afdelingen meddelte afdelingen den 27. august 1991 klageren, at man efter samtale med kriminalpolitiet i Vejle havde erfaret, at der ikke var afgivet de nødvendige oplysninger til brug for belysning af sagen herunder bl.a. opbevaring af PIN-koden, hvorfor man anmodede klageren om inden den 15. september 1991 at indbetale det beløb på 17.637 kr., som den til Visa/dankortet knyttede konto var overtrukket med. Det fremgår af en af indklagede fremlagt transaktionsliste, at der i perioden 23.-27. december 1990 er hævet ialt 17.873,95 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke er forpligtet til at indbetale nogen del af det på kontoen uretmæssigt hævede beløb.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at kortet blev stjålet natten til den 23. december 1990 på et diskotek i Vejle. Klageren kontaktede straks Visa i Danmark, der stillede ham om til et kontor i England, hvor han anmodede om at få kortet spærret. Klageren havde ikke mulighed for at oplyse kortnummeret, men den ekspederende person på kontoret i London oplyste, at han ikke hæftede for de transaktioner, der herefter ville blive foretaget med kortet.

Indklagede har anført, at Visa International i London har oplyst, at man den 24. december 1990 telefonisk blev kontaktet af klageren, der oplyste at kortet var mistet i England. Klageren oplyste i den forbindelse navn og adresse samt et telefonummer i Danmark, hvor han kunne kontaktes, men kunne ikke oplyse hverken kontonummer, kortnummer eller navnet på udstedende pengeinstitut. Visa International i London informerede herefter klageren om, at han straks skulle kontakte kortudsteder. Visa i London videregav disse oplysninger til PBS Danmark, som imidlertid ikke kunne spærre kontoen på dette grundlag, idet der hverken var oplyst kontonummer, kortnummer eller navnet på udstedende pengeinstitut. PBS forsøgte derpå forgæves at kontakte klageren på det opgivne telefonnummer, som tilhørte klagerens forældre. Den 27. december 1990 fik PBS kontakt med klagerens moder, der oplyste, at klageren ikke befandt sig på dette nummer, hun opgav 2 forskellige numre i Tyskland, hvor klageren kunne kontaktes, hvilket PBS herefter forgæves forsøgte flere gange. Den 29. december 1990 lykkedes det PBS at få telefonisk kontakt med klageren, der oplyste, at han havde fremsendt forklaring til indklagede, og at PBS ikke behøvede at foretage sig yderligere i sagen. Mandag den 31. december 1990 kontaktede PBS indklagede og foranledigede Visa/dankortet spærret. PBS har ikke registreret nogen telefonsamtale fra klageren, hverken den 23. december eller 24. december 1990, og det fremgår af indklagedes regler for Visa/dankort, at kunden, hvis kortet mistes uden for indklagedes åbningstid, skal underrette PBS på et nærmere angivet telefonnummer, der svarer døgnet rundt. Klageren havde ikke orienteret indklagede om bortkomsten af Visa/dankortet, og da klagerens konto den 28. december 1990 udviste et væsentligt overtræk, anmodede indklagede klageren om at inddække dette hvilket klageren ikke efterkom. Klageren rettede i begyndelsen af januar 1991 henvendelse til indklagede og forklarede baggrunden for overtrækket. I den forbindelse gav klageren udtryk for, at kortet var mistet i Tyskland, hvilket er i strid med de oplysninger, klageren har givet såvel overfor Visa i London som i klageskemaet. Klageren har således ikke opfyldt sin pligt i henhold til betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 2, idet han ikke kontaktede PBS; det har ikke været muligt for kortudsteder at spærre kortet på grundlag af klagerens mangelfulde og fejlagtige oplysninger. På baggrund heraf hæfter klageren i medfør betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 2 for 5.000 kr., idet klageren har handlet groft uagtsomt.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført at han den 22. - 23. december 1990 rettede henvendelse til Visa i London, som herefter gav klageren det indtryk at kortet var spærret. Indklagede har bestridt, at dette er sket.

En stillingtagen, til hvad der nærmere er passeret i forbindelse med bortkomsten af klagerens Visa/dankort, findes at ville forudsætte en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage Klagegebyret tilbagebetales klageren.