Investering, rådgivning.

Sagsnummer:214/1989
Dato:28-08-1989
Ankenævn:Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Per Overbeck, Jørn Ravn
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Investering, rådgivning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I forbindelse med, at han blev udstationeret i Brasilien, overførte klageren i september 1986 sin formue, der hovedsagelig bestod af en obligationsbeholdning, til indklagedes Svendborg afdeling.

I oktober 1986 optog klageren et udlandslån i US$ for modværdien af ca. 500.000 dkr. Provenuet heraf blev investeret i udenlandske værdipapirer, der blev stillet som sikkerhed for lånet. I marts 1987 blev engagementet forhøjet til 1 mio. kr. og i august 1987 til 3 mio. kr.

Den 7. august 1987 indgik klageren og indklagede en skriftlig aftale om portfoliomanagement af udenlandske værdipapirer indenfor en samlet investeringsramme på 2,6 mio kr. i indskudt kapital.

I aftalen hedder det bl.a.: "... påtager sig på kundens vegne at foretage køb, salg og pleje af værdipapirbeholdningen .... Al udenlandsk kurtage afholdes af kunden og kurtagen udgør for aktier 1% af kursværdien og for obligationer 1/4 % af kursværdien. Eventuelle omkostninger afholdes ligeledes af kunden."

Den 12. august 1987 blev oprettet et tillæg til aftalen, således at denne udvidedes til at omfatte en samlet investeringsramme på 5,25 mio. kr., hidrørende fra en egenkapital på 2,25 mio. kr. samt en lånekapital på 3 mio. kr. Samtidig oprettedes en aftale om finansiering af køb af udenlandske værdipapirer. Ifølge aftalens pkt. 2.1. og 2.2. skulle indeståendet på klagerens investeringskonto og værdipapirbeholdningen udgøre 150% af trækket på udlandslånene. Såfremt denne sikkerhedsmargin ikke blev overholdt, var indklagede afhængig af størrelsen af underdækningen berettiget til på anfordring at kræve yderligere sikkerhedsstillelse, kontant indbetaling eller realisering af den stillede sikkerhed.

Efter at værdipapirkurserne den 19. oktober 1987 var faldet brat, påbegyndte indklagede den 28. oktober 1987 realisationen af værdipapirerne, og den 26. november 1987 fremsendte indklagede en opgørelse, ifølge hvilken klagerens gæld til indklagede udgjorde 167.437,08 kr.

I skrivelse af 4. november 1988 opgjorde indklagede restgælden på lånet til 263.409,50 kr., som blev foreslået afviklet over en 10-årig periode. Den 8. december 1988 meddelte indklagede, at lånet ville blive opsagt, såfremt klageren ikke inden 14 dage kontaktede indklagede med henblik på indgåelse af en afviklingsaftale.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede principalt tilpligtes at erstatte ham det tab, han har lidt som følge af de foretagne investeringer og realisationer, og subsidiært at afstå fra at kræve restgælden indfriet, samt tilbagebetale ham de med investeringerne forbundne handelsomkostninger, som udgør 3-01-.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede ikke har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt, idet indklagede enten straks efter kursfaldet den 19. oktober 1987 burde have afhændet hans værdipapirbeholdning eller afventet en bedring af markedet. I stedet afhændede indklagede værdipapirerne i november 1987.

Han indgik portfolioaftalen i tillid til, at tabsrisikoen var begrænset, henset til at indklagedes sikkerhedsmargen var 150%. Ifølge portfoliomanagementaftalen kunne indklagede, da sikkerhedsdepotet reduceredes til mellem 131 1/4 % og 125%, have krævet yderligere sikkerhed, og da sikkerhedsdepotet udgjorde mindre end 125% have realiseret hele beholdningen. Indklagede reagerede dog først, da depotet udgjorde 90%, hvilket må opfattes således, at indklagede accepterede risikoen for tab.

De debiterede handelsomkostninger på 301.000 kr. er åbenlyst urimelige i betragtning af, at de er påført klageren i løbet af 3 måneder.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at en begrænsning af tabsrisikoen aldrig er stillet klageren i udsigt. Den ret, som indklagede ifølge aftalegrundlaget har til at kræve supplerende sikkerhed, kan ikke betragtes som en pligt for indklagede til udfra et tabsbegrænsningssynspunkt at kræve yderligere sikkerhed, men alene en aftalt ret, såfremt indklagede fandt det nødvendigt.

Indklagede har på intet tidspunkt anbefalet optagelse af udlandslån eller investering i udenlandske værdipapirer, men har alene orienteret klageren om disse muligheder. Klageren har endvidere ved indgåelse af portfoliomanagementaftalen accepteret indklagedes gebyrer og realiserede i tiden forud for den 19. oktober 1987 betydelige kursgevinster.

Afhændelsen af værdipapirbeholdningen påbegyndtes den 28. oktober, efter at sikkerhedsmarginen, der den 23. oktober 1987 udgjorde 125%, den 26. oktober 1987 var reduceret til 115%. Provenuet fra afhændelsen er først krediteret den 2. november 1987 og senere, hvilket skyldes de lange afviklingstider, der er i handlen med de udenlandske børser.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren gør gældende, at portfoliomanagementaftalens bestemmelse om størrelsen af sikkerhedsmargin og indklagedes beføjelser ved fald i den stillede sikkerhed, indebærer en pligt for indklagede til at påse, at sikkerhedsmargenen ikke faldt til under 150%, og at indklagede ved sin undladelse heraf ikke har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt.

En stillingtagen til klagerens anbringender findes at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Den indgivne klage kan ikke behandles af Ankenævnet. Klagegebyret tilbagebetales klageren.