Indsigelse om mangelfuld rådgivning om kurssikring og for lang ekspeditionstid. Krav om erstatning i forbindelse med kursfald.

Sagsnummer:718/2023
Dato:19-08-2024
Ankenævn:Henrik Waaben, Inge Kramer, Nanna Vetter Viberg Nielsen, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen.
Klageemne:Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Realkreditbelåning - kurssikring
Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse om mangelfuld rådgivning om kurssikring og for lang ekspeditionstid. Krav om erstatning i forbindelse med kursfald.
Indklagede:Lån & Spar Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

 

Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning om kurssikring og for lang ekspeditionstid. Krav om erstatning i forbindelse med kursfald.

Sagens omstændigheder

I juni 2023 underskrev klagerne M og H en købsaftale om køb af en ejendom med overtagelse den 1. december 2023.

Den 29. juni 2023 blev klagerne godkendt til et lån i Lån & Spar Bank og til 80 % realkreditbelåning hos realkreditinstitut R formidlet af banken.

Banken har oplyst, at klagerne den 3. juli 2023 elektronisk underskrev bankens Aftale vedr. fast ejendom, Køb af fast ejendom. Klagerne fik herved en kreditramme på 1.700.000 kr. i banken.

Banken har oplyst, at klagerne samtidig blev oplyst om kurssikring og mulighederne for at kurssikre det tilbudte lån, og at banken og klagerne i slutningen af august 2023 korresponderede via netbankbeskeder om blandt andet prisen for at indgå aftale om kurssikring.

Ved netbankbesked af 30. august 2023 skrev banken til M, at kurssikring frem til den 29. november 2023 ville koste 6.619 kr.

Ved netbankbesked af 31. august 2023 spurgte M banken, om prisen var, hvis han og H splittede lånet mellem afdrag og afdragsfrihed.

Banken svarede samme dag, at prisen var på et samlet lån med afdrag.

Fredag den 6. oktober 2023 var M i telefonisk kontakt med banken, hvor M gav udtryk for, at han og H var interesserede i at indgå en kurssikringsaftale. Klagerne har fremlagt en transskription af samtalen, hvoraf blandt andet fremgår:

[M]:

Jeg vil bare høre om, hvor lang tid kan det tage at gøre det [kurssikring]?

Lån og Spar:

Altså det kan man gøre på en dag. Altså så men men det kræver jo. Altså, jeg kan jo ikke love, at jeg ikke har 4 møder den dag jeg ikke kan nå at gøre det. Det giver det mening?

[M]:

Det giver mening, men men normalt praktisk. Hvad er det når man skal gøre det?

Lån & Spar:

Jamen så kunne i for eksempel skrive hej [medarbejder i banken], Vi ønsker at kurssikre og vi ønsker at kurssikre til en kurs der er bedre end det her.

Og så har vi jo en aftale om, at jamen jeg skal bare kurssikre, og så længe den er bedre end det her.

[M]:

Okay.

Lån & Spar:

Super og den kurs jeg kigger på. Det er jo kursen efter termins fradrag og og efter det det koster at kurssikre.

Og det vil det være lige meget hvad og så afhængig af hvor lang tid frem Vi skal kurssikre. Så bliver der beregnet et fradrag på.

Afhængig af hvor lang tid fra man skal. Hvornår er det her overtagelse?

Ja nej, Det er jo ikke. Det er jo ikke så lang tid.

[M]:

Nej.

Lån & Spar:

Men, men Jeg vil i hvert fald give mig et halv et et halvt kurspoint.

For Jeg er ikke ked af, og hvis nu er 0,10 under eller noget, så så kan jeg jo ikke så det bryder jo Vores aftale i realiteten ikke.

[M]:

Okay så når jeg siger, at det skulle være det her kurspoint, så er det med alt fratrukket, at det er den det bygger på.

Lån og Spar:

Ja. Så er det må du godt trække i hvert fald et halvt point fra den pågældende kurs.

[M]:

Vi vender den lige her på hjemmefronten og så kan det være vi snakker sammen i løbet af næste uge.

Banken har ikke anfægtet transskriptionen.

Banken har oplyst, at der allerede er sket et kursfradrag på 0,2 procentpoint fra den kurs, der oplyses på R’s hjemmeside. Der er ikke sket dette kursfradrag fra den kurs, der oplyses på Nasdaq Copenhagen. Fra de oplyste kurser skal der også fratrækkes et terminsfradrag beregnet på grundlag af det antal dage, som en aftale om kurssikring skal løbe. I klagernes tilfælde fra dagen for aftaleindgåelse til to dage før overtagelsen, dvs. den 29. november 2023

Ved netbankbesked af 11. oktober 2023 skrev M til banken, at banken gerne måtte kurssikre et 5 % fastforrentet realkreditlån til kurs 98,00.

Banken har oplyst, at der den 11. oktober 2023 endnu ikke forelå et tilbud på det omtalte 5 % fastforrentede obligationslån hos R, da ejendommen ikke var vurderet, og at der derfor ikke kunne indgås en kurssikringsaftale.

Torsdag den 12. oktober 2023 ringede banken til M og meddelte, at kurssikring ikke kunne ske før mandag den 16. oktober 2023. Klagerne har fremlagt en transskription af samtalen, hvoraf blandt andet fremgår:

Lån og Spar:

OK jeg, jeg sad i dag jeg skulle lave jeres kurssikring. Og og så da jeg når til steppet med kursekspedering, hedder det der hvor vi, vi laver dem inde, så kan jeg simpelthen ikke få den til at gå igennem, og jeg forstår ikke rigtig hvorfor.

Så jeg ringer til vores partners support som sidder med det og får fat i ham, som skulle have besigtiget boligen.

Og han siger så, at vi er nødt til at have én ud og besigtige den igen.

Og det forventer jeg så, at de kunne gøre i dag. Men nu er han så vendt tilbage af ham og siger, at de først har kunne få nøglerne på mandag. Så er det først, skal se den mandag kl. 13.

[M]:

Øh ja.

Lån og Spar:

Så det betyder jo, at jeg ikke kan lave kurssikringen før på mandag.

Før jeg har den her, og det er jo selvfølgelig meget beklageligt, fordi der jo godt kan, kan ske noget i mellemtiden.

[M]:

Okay? Hvad gør vi så, fordi det er lidt os der taber på den, fordi I ikke har haft orden i proceduren.

Lån og Spar:

Ja, og det skal vi nok også finde en løsning på. Jeg har vendt den med min chef herinde.

Og vi må lige se, hvordan det udvikler sig, om det bliver et tab for jer, og så må vi lige tage den derfra.

[M]:

Okay ja men jeg håber I lige finder ud af hvad vi gør, hvis vi kommer til at få et tab så.

Lån og Spar:

Ja, det skal vi nok finde en løsning på i hvert fald. Fordi det er jo ikke jeres skyld.

lige meget hvad, så så står der i hvert fald 2 flasker vin til jer, hvis I kommer forbi [stedsangivelse].

[M]:

Det er meget fint [navn på medarbejder i banken], men man kan sige, at 2 flasker er ikke kompensation oppe i de summer.

Lån og Spar:

Nej nej. Det er ikke. Nej nej nej der er bare for besværet for det altså lige meget hvad skal vi nok finde en anden løsning.

Det er bare fordi, det er jo irriterende for jer og bare at skulle have den tanke så, men det, det skal nok, nok ikke, eller det skal ikke gå ud over jer, at det her er sket.

Lån og Spar:

Ja, jeg tænker at give dig et kald mandag, når jeg har fået 98, så skal vi finde en løsning af den over 98. Jamen så er alt jo godt, og først kører vi bare videre derfra.

Banken har ikke anfægtet transskriptionen.

Den 13. oktober 2023 talte banken og M igen sammen over telefonen. Banken har oplyst, at den igen meddelte klagerne, at der altid må påregnes en vis ekspeditionstid ved indgåelse af kurssikringsaftaler. Klagerne har oplyst, at banken under samtalen meddelte, at det ikke på noget tidspunkt havde været muligt at optage lånet til kurs 98,0, og at banken bad dem sende bevis på, at kursen, fratrukket realkreditbidrag, oversteg 98,3 den 12. oktober 2023. Klagerne har endvidere oplyst, at banken oplyste, at ekspeditionstiden på kurssikring var én til to arbejdsdage.

Ved e-mail samme dag sendte klagerne et screenshot fra R’s hjemmeside til banken, hvoraf fremgik, at kursen på den bagvedliggende obligation den 12. oktober 2023 kl. 11:36 udgjorde 98,33. 

Ved e-mail af 15. oktober 2023 skrev klagerne til banken, at de over de seneste fire måneder var blevet vejledt til at kurssikre deres lån, og at de var blevet oplyst, at kurssikring kunne ske samme dag, som de tilkendegav deres ønske derom.

Klagerne har oplyst, at de samme dag ringede til en filialdirektør i banken, da de var utilfredse med forløbet, og at de i den forbindelse gjorde opmærksom på, at de ønskede at modtage kompensation for deres tab.

Mandag den 16. oktober 2023 blev klagernes kommende ejendom besigtiget og vurderet.

Klagerne har oplyst, at filialdirektøren i banken ringede til dem den 17. oktober 2023 og meddelte, at de ikke kunne blive kompenseret for deres fulde tab, men at banken kunne tilbyde en kompensation på 10.000 kr.

Ved netbankbesked af 17. oktober 2023 skrev M til banken, at banken gerne måtte kurssikre på et 5 % fastforrentet realkreditlån til en kurs, som minimum var på 97,00 efter alle fradrag var fratrukket.

Ved netbankbesked af samme dag skrev banken til M, at afregningskursen var 96,7824, hvis der blev kurssikret til den 29. november 2023, og at klagerne skulle give besked inden for de følgende ti minutter, hvis de ønskede at låse kursen.

Ved netbankbesked af 18. oktober 2023 spurgte M banken, om ikke kursen var steget sidst på dagen den 17. oktober 2023, og om det ikke var positivt for ham og H i forhold til at kurssikre lånet.

M forsøgte forgæves at kontakte banken over telefon, og ved netbankbesked af 18. oktober 2023 bad M banken om at ringe tilbage.

Umiddelbart herefter svarede banken over netbanken, at afregningskursen var 96,9383, og at klagerne skulle give besked inden for de følgende ti minutter, hvis de ønskede at låse kursen.

Inden for ti minutter svarede M bekræftende på, at han og H ønskede at låse kursen.

Den 18. oktober 2023 kl. 11:55 indgik klagerne aftale om kurssikring, hvorefter klagerne indtil den 29. november 2023 sikrede deres 30-årige 5 % obligationslån på 6.928.000 kr. hos R til Nasdaq Copenhagens bruttokurs 97,35. Efter kurs- og terminsfradrag udgjorde nettokursen 96,9383.

Ved fondsnota af 18. oktober 2023 sendt til M i e-Boks fremgår blandt andet:

”…

Deres salg på kurskontrakt i kommission, Markedskurshandel

DK [-981] DK 5,00 % [R]                            Rentetermin 01.10.2023

Nominelt

Kurs

 

 

 

6.928.000,00

97.3500000

 

DKK

6.744.408,00

Terminsfradrag

-0,2117000

 

DKK

-14.666,58

Handelskurs

97,1383000

 

DKK

6.729.741,42

Kursfradrag

-0,2000000

 

DKK

-13.856,00

Afregningskurs

96,9383000

 

DKK

6.715.885,42

VP gebyr ved beholdningsændring

 

DKK

-7,50

KURTAGE

 

0,1000 %

DKK

-6.715,89

Handelsrente +59 dage

 

DKK

55.536,96

I alt

 

 

DKK

6.764.698,99

[…]

 

 

 

 

Direkte handelsomkostninger i alt

 

DKK

20.579,39

…”

Banken har oplyst, at klagerne på et ikke oplyst tidspunkt skrev følgende til banken:

”Vi ønsker dermed kompensation på kursen fra 96,93 til 98,0 og dertilhørende rentetilskrivninger over 30 år på forskellen mellem den optagede hovedstol til en kurs på 96,93 og 98,0 – kontant.”

Banken har oplyst, at banken pr. kulance tilbød klagerne 10.000 kr. til fuld og endelig afregning, og at beløbet blev overført til klagernes konto, men at klagerne afslog.

Klagerne indbragte sagen for Ankenævnet den 28. november 2023.

Banken har oplyst, at banken den 10. januar 2024 pr. kulance overførte 10.000 kr. til klagerne.

Parternes påstande

Klagerne har nedlagt påstand om, at Lån & Spar Bank skal kompensere dem for forskellen i kurspoint fra 96,3 til 98,0 og dertilhørende rentetilskrivninger over 30 år på forskellen mellem hovedstolen til en kurs på 96,93 og 98,0.

Lån & Spar Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken ydede mangelfuld rådgivning og betjening i forbindelse med kurssikring af deres lån. Banken havde som den professionelle part ansvaret for at rådgive og vejlede dem, så de kunne træffe de økonomisk mest gunstige valg på baggrund af deres privatsituation og ud fra de eksisterende markedsvilkår.

Under telefonsamtalen den 6. oktober 2023 oplyste banken, at de kunne kurssikre samme dag, hvis de ønskede det. Banken oplyste endvidere, at de ved kurssikring accepterede et samlet kurstab på 0,5 kurspoint i forhold til gældende kurs. Banken oplyste dem ikke om, at de måtte forvente længere ekspeditionstid, hvis de blot sendte en e-mail med ønske om kurssikring.

Banken godkendte deres køb af ejendommen i juni 2023, men den nødvendige besigtigelse af ejendommen var ikke på plads til optagelse af de lånevilkår, som banken tilbød. Banken oplyste dem ikke om, at der skulle foretages en yderligere besigtigelse af ejendommen, hvis de ønskede at indgå en kurssikringsaftale. Besigtigelsen af ejendommen burde have været på plads i oktober 2023, da de allerede i juni 2023 var i dialog med banken omkring kurssikring.

Under telefonsamtalen den 12. oktober 2023 oplyste banken, at den manglende besigtigelse skyldtes, at den ikke havde haft orden i sin procedure, og at den nok skulle finde en løsning på det økonomiske tab, som de risikerede. Banken oplyste endvidere, at hvis kursen kunne låses til over 98 den 16. oktober 2023, så var alt godt. Hvis ikke, måtte de finde en løsning. Banken bekræftede dermed, at de blev påført et tab, hvis kursen ikke kunne låses til minimum 98,00.

Under telefonsamtalen den 13. oktober 2023 oplyste banken, at det ikke på noget tidspunkt havde været muligt at optage lånet til kurs 98,0, hvilket stred imod den besked, de modtog fra banken dagen forinden. Banken oplyste endvidere, at ekspeditionstiden på kurssikring er én til to arbejdsdage, hvilket stred imod den besked, de fik af banken under telefonsamtalen den 6. oktober 2023.

Banken har ikke taget ansvar for hændelsen og de deraf følgende konsekvenser for deres økonomi.

Den sene besigtigelse af ejendommen påførte dem et stort økonomisk tab, som har betydning for deres økonomi. Deres ønskede lånebeløb var 6.675.251 kr. Banken skal kompensere dem for forskellen i kursen fra 96,93 til 98,00 og dertilhørende rentetilskrivninger over 30 år på forskellen mellem den optagede hovedstol til en kurs på 96,93 og den ønskede kurs på 98,00.

Lån & Spar Bank har anført, at banken rådgav klagerne korrekt om kurssikring, og at banken behandlede klagernes anmodning om kurssikring inden for rimelig ekspeditionstid.

Klagerne har ikke dokumenteret, at banken skulle have handlet ansvarspådragende.

Klagerne kunne ikke have en berettiget forventning om, at banken kunne indgå en aftale om kurssikring, uden at der forelå et lånetilbud, der var accepteret af klagerne.

Der skal fratrækkes et terminsfradrag fra kursen. Beregningen af terminsfradraget sker på baggrund af det antal dage, kurssikringen skal løbe. Under telefonsamtalen den 6. oktober 2023 oplyste banken til M, at terminsfradraget ville udgøre 0,5 procentpoint. Banken gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at klagerne ikke kunne forvente, at banken straks kunne indgå aftale om kurssikring, hvis de blot sendte en e-mail, da de måtte forvente nogen ekspeditionstid.

Klagerne er ikke blevet påført et tab.

Klagerne blev skuffede i deres forventninger til ekspeditionstiden og ekspeditionsmåden ved indgåelse af en aftale om kurssikring og forventninger til kursen på lånet hos R, et 30-årigt fastforrentet, 5 % med afdrag, 6.928.000 kr. Skuffede forventninger erstattes ikke.

Klagerne kunne ikke have en berettiget forventning om, at indholdet af telefonsamtalerne var udtryk for, at de indgik en særaftale om, at banken tilsikrede dem, at banken ville overvåge kursen og uden forudgående henvendelse til dem på eget initiativ ville kurssikre, hvis kursen blev noteret til over kurs 98.

Ankenævnets bemærkninger

I juni 2023 blev klagerne M og H godkendt til et lån i Lån & Spar Bank og til realkreditbelåning hos realkreditinstitut R til brug for køb af en ejendom med overtagelse den 1. december 2023.

Under en telefonsamtale den 6. oktober 2023 oplyste banken til M, at kurssikring kunne foretages på én dag, når klagerne fremsatte ønske herom, forudsat den pågældende medarbejder havde tid.

Den 11. oktober 2023 bad M banken om at kurssikre et 5 % fastforrentet realkreditlån til kurs 98,00. Banken har oplyst, at der den 11. oktober 2023 endnu ikke forelå et tilbud på det 5 % fastforrentede realkreditlån, fordi ejendommen ikke var vurderet.

Den 12. oktober 2023 svarede banken M, at kurssikring ikke var muligt, før ejendommen blev besigtiget og vurderet, hvilket den blev den 16. oktober 2023.

Den 17. oktober 2023 tilbød banken klagerne at kurssikre, og den 18. oktober 2023 indgik klagerne kurssikringsaftale, hvorefter de indtil den 29. november 2023 sikrede deres 30-årige 5 % obligationslån på 6.928.000 kr. hos R til kurs 96,9383 efter kurs- og terminsfradrag.

Banken tilbød klagerne at betale kompensation på 10.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af sagen, hvilket klagerne afviste. Efter sagens indbringelse for Ankenævnet betalte banken pr. kulance 10.000 kr. til klagerne.

Tre medlemmer – Henrik Waaben, Rolf Høymann Olsen og Poul Erik Jensen – udtaler:

Klagerne har anført, at banken i forbindelse med rådgivningen om kurssikring ikke oplyste dem om, at der skulle ske en ny besigtigelse og vurdering af deres kommende ejendom, før de kunne modtage lånetilbud og kurssikre.

Banken har anført, at den rådgav klagerne korrekt om kurssikring.

Vi finder, at en afklaring af, om bankens rådgivning af klagerne om kurssikring i perioden juni 2023 til november 2023 var ansvarspådragende, forudsætter en nærmere bevisførelse i form af blandt andet parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene.

Vi stemmer derfor for at afvise sagen i medfør af nævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

To medlemmer – Inge Kramer og Nanna Vetter Viberg Nielsen – udtaler:

Vi finder, at bankens oplysning om, at lån kan kurssikres i løbet af en dag, var en generel information og ikke en tilsikring af, at klagernes lån kunne kurssikres samme dag, som klagerne anmodede herom. 

Vi bemærker, at der gik fire bankdage fra klagernes anmodning om kurssikring den 11. oktober 2023, og indtil banken tilbød at kurssikre lånet den 17. oktober 2023.

Vi finder, at bankens indhentelse af vurdering af ejendommen, hjemtagelse af lånetilbud og kurssikring af realkreditlånet skete uden unødig forsinkelse, hvorfor det ikke er godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med ekspederingen af kurssikringen.

Vi finder, at banken ikke gav klagerne et bindende løfte om at holde dem skadefri, og at banken ikke i øvrigt har handlet ansvarspådragende.

Vi stemmer derfor for, at klagerne ikke får medhold i klagen. 

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage.