| Sagsnummer: | 56/2025 |
| Dato: | 10-10-2025 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Bjarke Levinsky Svejstrup, Iben Leisner, Elizabeth Bonde og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: | Rådgivning - øvrige spørgsmål Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner |
| Ledetekst: | Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med kontooverførsel for leje af sommerhus på Gran Canaria, der viste sig at være svindel. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med kontooverførsel for leje af sommerhus på Gran Canaria, der viste sig at være svindel.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en konto -439 og netbankadgang.
I perioden fra 28. november 2024 til 10. december 2024 foretog klageren to kontooverførsler på i alt 2.080 EUR fra sin konto via netbank til tredjemands konto i en tysk bank.
|
Købsdato |
Overførselstype |
Transaktionsbeløb |
Afregnet beløb |
Modtager konto |
|
28.11.2024 |
Kontooverførsel |
1.040,00 EUR |
7.787,10 DKK |
-855 |
|
10.12.2024 |
Kontooverførsel |
1.040,00 EUR |
7.787,21 DKK |
-855 |
Om baggrunden for transaktionerne har klageren oplyst, at han blev svindlet af en tysk mand, som påstod, at han ejede et sommerhus på Gran Canaria. Da han ankom til sommerhuset på Gran Canaria, opdagede han, at manden ikke ejede huset, og at den rigtige ejer boede i huset.
Klageren har oplyst, at han forud for den første overførsel kontaktede banken telefonisk for at få rådgivning om den sikreste betalingsmetode. Banken anbefalede ham i den forbindelse en almindelig bankoverførsel.
Banken har oplyst, at den ikke har foretaget nogen notater vedrørende opkaldet klageren har henvist til.
Klageren har anført, at banken nægtede at yde hjælp, da det viste sig at være svindel. Banken har oplyst, at klageren kontaktede banken, efter overførslen var gennemført, for at stoppe betalingen, men dette var ikke muligt, da betalingen allerede var gennemført. Banken forsøgte at få de overførte midler retur fra den modtagende bank. Det var ikke været muligt, da pengene allerede var væk fra den pågældende konto.
Klageren har oplyst, at han har politianmeldt sagen.
Parternes påstande
Den 30. januar 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbagebetale de overførte beløb.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han blev udsat for bedrageri efter at have fulgt bankens rådgivning. Banken anbefalede specifikt en bankoverførsel som den sikreste metode og forsikrede ham om, at dette var en pålidelig løsning. På baggrund af bankens rådgivning overførte han beløbet til en mand, der påstod at være udlejer. Banken advarede ikke om risikoen ved at sende penge til ukendte modtagere.
Da bedrageriet blev opdaget, nægtede banken at yde assistance, selvom den havde et medansvar for at rådgive ham korrekt.
Der var ingen beskyttelse mod svindlen. Banken burde have informeret ham om risici ved internationale overførsler til private modtagere eller tilbudt sikre betalingsmetoder, f.eks. escrow eller kreditkort med chargeback.
Banken bør overveje sin rådgivningspraksis for internationale betalinger.
Han har handlet i god tro efter bankens anbefaling og banken bør erstatte det tabte beløb.
Banken anbefalede bankoverførsel via IBAN og nævnte ikke på noget tidspunkt alternativer som betaling med kreditkort. Havde han fået rådgivning om, at betaling med kreditkort kunne have givet ham en stærkere beskyttelse i tilfælde af svindel, ville han have valgt dette i stedet. Banken rådgav ikke i tilstrækkelig grad om risiciene ved bankoverførsel sammenlignet med andre betalingsformer.
Den person, som udgav sig for at være udlejer, havde alle relevante og nødvendige oplysninger, herunder billeder, adresse og kontraktudkast, hvilket gjorde det vanskeligt at gennemskue svindlen. Han handlede i god tro på baggrund af den information, han havde til rådighed. Det er netop i sådanne tilfælde, man som kunde søger rådgivning hos sin bank. Rådgivning, som desværre viste sig ikke at tage højde for potentielle svindelrisici.
Banken har ikke blot rådgivet om muligheden for at foretage en overførsel, men derimod direkte anbefalet, at han skulle overføre pengene via bankoverførsel. Det blev oplyst, at dette var en sikker metode, idet modtagerens identitet ville være kendt og dermed kunne spores i tilfælde af problemer.
Bankens anbefaling og forsikring gav ham en følelse af tryghed, som senere viste sig at være falsk. Havde banken ikke givet ham denne forsikring, ville han ikke have overført pengene. Han blev dermed indirekte vildledt til at handle, som han gjorde, på baggrund af sin tillid til bankens udtalelser og rådgivning.
Banken har svigtet sin rådgivningspligt og sit ansvar for at hjælpe en kunde, der er blevet vildledt til at handle i tillid til banken.
Danske Bank har anført, at transaktionerne blev gennemført af klageren selv og i overensstemmelse med den betalingsordre, klageren afgav til banken. Banken har ikke handlet ansvarspådragende i denne sag, da det er klageren selv, der har stået for alt i forbindelse med fremsøgning af sommerhuset, kontakt med udlejeren samt efterfølgende selv har foretaget de pågældende transaktioner.
Klageren havde selv fundet det pågældende sommerhus og havde kontakt med den påståede udlejer og havde dermed accepteret risikoen ved at booke et sommerhus hos en privatperson fremfor gennem et mere etableret bookingbureau.
Det er i overensstemmelse med god rådgivning at anbefale brug af kontooverførsler ved handel mellem privatpersoner, der handler over afstand, da man derved har både kontonummer og kontohavers navn ved overførslen.
Betalingslovens § 100 finder ikke anvendelse, da der ikke er tale om uautoriserede betalinger, hvorfor banken ikke har pligt til at godtgøre klageren.
Betalingslovens § 112 finder heller ikke anvendelse, da der dels er tale om overførsler mellem privatpersoner og dels er tale om kontooverførsler, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for § 112, jf. bemærkningerne til bestemmelsen.
Det er klagerens egen manglende undersøgelse og sikring af risici, der har muliggjort svindlen og ikke bankens rådgivning. Det må stå klart for enhver, at der er risici forbundet med at overføre penge til en ukendt tredjemand i forbindelse med leje af et sommerhus, som klageren alene har set billeder af på internettet. Det kan på ingen måde være bankens ansvar at undersøge, om udlejeren er den, han udgiver sig for at være, eller afdække de risici, klageren løber ved at indgå en sådan aftale.
Banken har forsøgt at få pengene retur, men dette har ikke været muligt, da beløbet var fjernet fra beløbsmodtagers konto ved bankens henvendelse til den modtagende bank. Banken skal derfor afvise, at den ikke har ønsket at hjælpe klageren.
Det er ikke bankens ansvar, at den udlejer, som klageren har indgået aftale med, ikke har opfyldt sin del af aftalen og dermed har snydt klageren.
Banken har ikke efter betalingsloven eller på noget andet erstatningsretligt grundlag pligt til at godtgøre klageren.
Banken har ikke foretaget nogen notater vedrørende det opkald, som klageren har henvist til, og banken eftersøger stadig, om den kan finde den pågældende samtale for at fastslå, hvad der var rådgivet om. Banken bestrider, at der er sket nogen vildledning af klageren.
Det er bankens opfattelse, at klageren ikke har godtgjort, at der foreligger et ansvarsgrundlag for banken i denne sag. Hvis Ankenævnet måtte finde, at der foreligger et sådant grundlag, så har klageren udvist en sådan grad af egen skyld, at banken ikke er erstatningspligtig.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en konto -439 og netbankadgang.
I perioden fra 28. november 2024 til 10. december 2024 foretog klageren to kontooverførsler på i alt 2.080 EUR fra sin konto via netbank til tredjemands konto i en tysk bank.
Om baggrunden for transaktionerne har klageren oplyst, at han blev svindlet af en tysk mand, som påstod, at han ejede et sommerhus på Gran Canaria. Da han ankom til sommerhuset på Gran Canaria, opdagede han, at manden ikke ejede huset, og at den rigtige ejer boede i huset.
Klageren har oplyst, at han forud for den første overførsel kontaktede banken telefonisk for at få rådgivning om den sikreste betalingsmetode. Banken anbefalede ham i den forbindelse en almindelig bankoverførsel.
Banken har oplyst, at den ikke har foretaget nogen notater vedrørende opkaldet klageren har henvist til.
Klageren har anført, at banken nægtede at yde hjælp, da det viste sig at være svindel. Banken har oplyst, at klageren kontaktede banken, efter overførslen var gennemført, for at stoppe betalingen, men dette var ikke muligt, da betalingen allerede var gennemført. Banken forsøgte at få de overførte midler retur fra den modtagende bank. Det var ikke været muligt, da pengene allerede var væk fra den pågældende konto.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken handlede ansvarspådragende over for klageren i forbindelse med klagerens kontooverførsler. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at der forelå omstændigheder, der tilsagde, at det påhvilede banken af egen drift at rådgive klageren om risici ved kontooverførslerne og om alternative betalingsmetoder.
Ankenævnet finder heller ikke, at banken på andet grundlag kan gøres ansvarlig for klagerens tab.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.