| Sagsnummer: | 610/2023 |
| Dato: | 19-12-2024 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Jonas Thestrup Nielsen, Andreas Moll Årsnes, Rolf Høymann Olsen og Jørgen Lanng. |
| Klageemne: | Udlån - hæftelse Kreditaftaleloven - øvrige spørgsmål Kaution - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse om at klageren reelt hæftede som kautionist og ikke som meddebitor. Indsigelse om manglende vurdering af kreditværdighed i maj 2021 fremsat over for oprindelig långiver efter, at fordringen i november 2022 var solgt til tredjemand. |
| Indklagede: | Ikano Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om, at klageren reelt hæftede som kautionist og ikke som meddebitor. Indsigelse om manglende vurdering af kreditværdighed i maj 2021 fremsat over for oprindelig långiver efter, at fordringen var solgt til tredjemand i november 2022.
Sagens omstændigheder
Den 10. maj 2021 optog klagerens daværende samlever, M, som låntager sammen med klageren som medlåntager et lån på 300.000 kr. i Ikano Bank. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.465 kr. Renten var variabel og udgjorde for tiden 8,56 % om året. Gældsbrevet blev underskrevet elektronisk af både M og klageren den 10. maj 2021.
Låneprovenuet blev udbetalt til M’s NemKonto.
Der blev afviklet på lånet indtil den 28. september 2022. Herefter blev lånet misligholdt og opsagt til fuld indfrielse.
Banken har oplyst, at lånet den 16. november 2022 blev solgt til et finansieringsselskab, F.
Klageren og M var ikke længere samboende, hvorfor F rettede kravet mod begge låntagere.
Klageren har oplyst, at M ifølge det oplyste har indgået en afdragsordning med F.
F sendte kravet mod klageren i fogedretten, hvor klageren gjorde indsigelse mod fordringen, hvorfor der den 21. august 2023 blev afholdt et fogedretsmøde med en juridisk foged, hvor det skyldige beløb blev opgjort til i alt 306.621,84 kr. Af en udskrift af fogedbogen fra fogedretsmødet fremgik blandt andet:
”[Klagerens advokat] gjorde gældende, at der reelt er tale om et kautionsforhold, og at man godt nok kalder [klageren] for medlåntager, men at man reelt har ønsket et [kautionsforhold]. Dette kan konkluderes dels på baggrund af de oplysninger, man har indhentet, dels på baggrund af de oplysninger långiver har givet [klageren] i forbindelse med lånoptagelsen. De oplysninger, man har indhentet, jf. bilag A, er en afkrydsning med [klagerens] navn og cpr.nr., og [klageren] har kun skrevet under, det er [M], der har udfyldt det. Långiver har ikke dokumenteret at have foretaget en kreditværdighedsvurdering, jf. KAL § 7 c. Retsvirkningen heraf er, at dokumentet ikke kan gøres gældende over for hende, og at det reelt er [M], der er låntager, hvilket han også er angivet som. Subsidiært skal kravet nedsættes med alt bortset fra hovedstolen, da der ikke har været nogen kontakt mellem [klageren] og långiver. Lånet er udbetalt til [M’s] konto, og han har anvendt lånet til at indfri andre lån, som han alene har været låntager på. Der henvises videre til, at [M] betegnes som den primære låntager; långiver har sandsynligvis haft behov for en medlåntager, da han ikke har opfyldt betingelserne. Der er derfor reelt tale om en kautionsforpligtelse, der kræver en individuel høring, hvor man skal sikre sig kautionistens kendskab til alle foreliggende oplysninger, jf. lov om finansiel virksomhed § 48 og § 10. Da der ikke foreligger ret mange oplysninger i sagen i forhold til kreditværdighedsvurderingen, er påstanden tredelt, så sagen principalt nægtes fremme, subsidiært udsættes på behandling i det finansielle ankenævn, mere subsidiært at sagen alene fremmes for et mindre beløb end påstået.
[Klageren] forklarede under strafansvar, at [M] røg ud i et stofmisbrug, og han havde fået en spillegæld. De var nybagte forældre. [M] var presset så meget ud, at han havde taget nogle kviklån til at dække sit forbrug, og han skyldte flere private personer penge for narko og spil. Han bad hende om hjælp til at få styr på sin økonomi og få samlet det hele. Derfor gik hun med til at hjælpe ham med at få lavet et samlet lån, så han kunne få betalt de forskellige lån ud og startet på en frisk med lovning på, at hun aldrig kom til at hænge på noget. Hun regnede med, at hun bare gav ham en sikkerhed for at kunne få styr [på] sin økonomi. Hun tænkte ikke over, at hun stod som medlåntager, hun var så presset på det tidspunkt. Pengene blev brugt til at dække narkogæld og spillegæld, herunder privatgæld. Der blev ikke renoveret noget hus. Hun har ikke modtaget nogen breve overhovedet fra kreditor, før [M] stoppede med at betale i december 2022. Hun husker ikke, om renteudgifterne har stået på hendes årsopgørelse. Hun ved derfor ikke, om hun har fået skattefradrag for dem.
Rekvirenten oplyste, at han er ved at indhente yderligere oplysninger til sagen. Han er indforstået med, at sagen indbringes for nævnet.
[Klagerens advokat] oplyste, at sagen vil blive indbragt for nævnet alene med en skriftlig fremstilling.
Sagen blev udsat til den 11. september 2023 på processkrift fra rekvirenten med fremlæggelse af rekvirentens kreditvurdering af [klageren] i forbindelse med lånoptagelsen.
Der fastsættes endvidere frist til den 25. september 2023 på processkrift fra [klagerens advokat].
Fogedretten meddelte [klageren] fri proces og beskikkede [navn på advokat] som advokat for hende. Beskikkelsen er begrænset til op til 5 timers arbejde.
…”
I et processkrift af 11. september 2023 til fogedretten nedlagde F påstand om, at fogedsagen skulle fremmes og anførte blandt andet:
”Ad oplysninger om kreditværdighed
Da lånet er mere end 2 år gammelt ligger klienten ikke længere inde med oplysninger om rekvisitus økonomi og de opslag der blev foretaget samt beregningerne af rekvisitus og medlåntagers rådighedsbeløb m.v.
Som tidligere oplyst blev der indhentet data fra, eSkatData, KreditStatus og RKI. Det var på baggrund af disse opslag, at lånet blev givet til medlåntager og rekvisitus.
…”
Den 5. oktober 2023 indbragte klageren sagen for Ankenævnet mod Ikano Bank som oprindelig långiver.
Klageren har oplyst, at fogedretten på nuværende tidspunkt ikke har truffet afgørelse, idet fogedsagen er sat i bero, indtil Ankenævnets afgørelse i sagen foreligger.
Klageren har under sagens forberedelse i Ankenævnet blandt andet fremlagt sine årsopgørelser for 2021 og 2022 fra Skat samt svar på indsigt i personoplysninger for M og hende fra Ikano Bank, herunder en kopi af det ansøgningsskema til banken, som klageren og M udfyldte ved ansøgningen om lånet.
Af klagerens årsopgørelse for 2021 fra Skat fremgår, at klageren havde en personlig indkomst på 313.430 kr., en skattepligtig indkomst på 181.824 kr., indestående i pengeinstitutter, obligationer, pantebreve på 13.527 kr., gæld til realkredit, reallån, pengeinstitutter på 960.852 kr., renteudgifter til realkreditinstitut på 16.217 kr. og renteudgifter til pengeinstitut på 28.196 kr. Det fremgår endvidere, at klageren ejede 50 % af en ejendom, der var vurderet til 1,4 mio. kr.
Af klagerens årsopgørelse for 2022 fra Skat fremgår, at klageren havde en personlig indkomst på 327.156 kr., en skattepligtig indkomst på 185.702 kr. indestående i pengeinstitutter, obligationer, pantebreve på 125.611 kr. og gæld til realkredit, reallån, pengeinstitutter på 231.258 kr. Det fremgår endvidere, at ejendommen blev solgt pr. 1. december 2022.
Banken har oplyst, at det desværre ikke systemteknisk har været muligt at genere klagerens og M’s ansøgningsskema med den historiske dato og har beklaget, at der af ansøgningsskemaet fremgår datoangivelsen ”1. januar 2023”. Banken kan dog bekræfte, at der på det oprindelige ansøgningsskema har været angivet datoen 1. januar 2021.
Det fremgår af ansøgningsskemaet til banken, som klageren og M udfyldte ved ansøgning om lånet, at parterne boede i ejerbolig, at de havde boet på adressen siden 2012, og at der var et barn og to biler i husstanden. Det fremgår ligeledes af ansøgningsskemaet, at lånet skulle benyttes til istandsættelse af bolig og indfrielse af anden gæld med 215.000 kr. Herudover fremgår det, at både klageren og M anmodede om tegning af ”Økonomisikring” via det forsikringsselskab, som banken samarbejdede med.
Af en samtykkeerklæring i ansøgningsblanketten fremgik blandt andet:
”Jeg/vi erklærer, at de af mig/os afgivne oplysninger er i overensstemmelse med sandheden samt erklærer at være blevet gjort bekendt med lånebestemmelserne enten på www.ikanobank.dk eller i en papirbaseret udgave, hvilke bestemmelser jeg/vi samtidig hermed accepterer.
…
Endelig er jeg/vi opmærksomme på, at oplysningerne danner grundlag for, at Ikano Bank kan opfylde kravet i kreditaftalelovens § 7c om at vurdere, at om jeg/vi er i stand til at tilbagebetale det ydede lånebeløb.”
Af gældsbrevet underskrevet elektronisk af klageren og M fremgik endvidere, at de erklærede, at de på låneansøgningen afgivne oplysninger var i overensstemmelse med sandheden.
Banken har oplyst, at udover at have indhentet oplysninger fra klageren og M, har banken indhentet oplysninger fra eSkat og KreditStatus. Desuden har banken foretaget opslag i henholdsvis RKI og i DebitorRegistret, og hverken klageren eller M havde nogen anmærkninger i disse registre på ansøgningstidspunktet.
Banken har oplyst, at husstandens månedlige bruttoindkomst på ansøgningstidspunktet androg 103.280 kr., at nettoindkomsten androg 59.234 kr., og at husstandens samlede gæld udgjorde 416.250 kr. på ansøgningstidspunktet.
Parternes påstande
Klageren har nedlagt påstand om, at låneaftalen indgået mellem F (tidligere Ikano Bank) og klageren skal tilsidesættes som ugyldig.
Ikano Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at hun er eneforsørger og bor sammen med sit og M’s eneste barn. M betaler ikke børnebidrag. Samlivsforholdet med M er ophævet som følge af forskellige former for misbrug.
Hun har et arbejde og havde i 2022 en skattepligtig indkomst på 185.702 kr.
Långivers mellemværende med hende er reelt et kautionsforhold, som skal vurderes efter de regler, der gælder for kautioner i forbrugsforhold. Som en følge heraf skal låneaftalen helt tilsidesættes for hendes vedkommende.
Långiver har i lånedokumentet beskrevet hende som ”medlåntager”. Reelt har långiver ønsket et kautionsforhold og har søgt etableret et kautionsforhold.
Det følger af lov om finansiel virksomhed § 48 stk. 1 og stk. 2, at man ikke kan gøre en kautionsforpligtelse gældende, hvis en kautionist ikke er tilstrækkeligt informeret om indholdet af aftalen og konsekvenserne af at påtage sig en kautionsforpligtelse. Det bestrides, at långiver har overholdt denne forpligtelse overfor hende.
Det fremgår supplerende af lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 10, at en kautionsforpligtelse kan tilsidesættes helt eller delvist, hvis den står i misforhold til kautionistens økonomi. Kautionsforpligtelsen stod i misforhold til hendes økonomi.
Hertil kommer, at et kautionsforhold først bliver aktuelt overfor kautionisten, når der sker misligholdelse fra låntagerens side. I denne sag betales der allerede afdrag fra den primære låntager.
Der er endvidere ikke foretaget en reel behørig kreditværdighedsvurdering af hende. Hun har flere gange opfordret långiver til at fremsende dokumentation for, at der er foretaget en kreditværdighedsvurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens regler samt Finanstilsynets vejledninger herom. F har i forbindelse med fogedsagen oplyst, at långiver/banken ikke længere er i besiddelse af disse oplysninger.
Banken har ikke godtgjort, at kreditværdighedsvurderingen er sket inden indgåelsen af låneaftalen.
Såfremt Ankenævnet måtte finde, at banken har foretaget en kreditværdighedsvurdering, påhviler det ligeledes banken at godtgøre, at der rent faktisk er indhentet de oplysninger om hendes og M’s økonomiske forhold, som banken har oplyst under klagesagen. Der henvises til U.2024.1699 VLK, hvor Vestre Landsret fandt det betænkeligt at fremme sagen, idet det ikke kunne afvises, at sagen var ugyldig efter aftalelovens § 38 c, jf. § 36, da generelle oplysninger om kreditværdighed ikke kunne anses form bevis for, at kreditgiveren havde foretaget en kreditværdighedsvurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c.
Banken har oplyst, at den i forbindelse med låneanmodningen har indhentet oplysninger fra eSkat og KreditStatus. Desuden har banken foretaget opslag i RKI og i DebitorRegistret. Disse oplysninger er suppleret med de oplysninger, som hun har afgivet i forbindelse med ansøgningen om lånet.
På låneoptagelsestidspunktet var hun 30 år. Banken har anført, at den har lagt vægt på, at låntagerne boede i ejerbolig, at der var et barn og to biler i husstanden, og på at husstandens samlede gæld på ansøgningstidspunktet udgjorde 416.250 kr.
Når henses til hendes og M’s alder, oplysningen om ejerbolig, et barn og to biler i husstanden, må det have stået banken klart, at husstanden havde en gæld, der oversteg 416.250 kr. Det fremgår af hendes årsopgørelse for 2021 fra Skat, at hun afholdt renteudgifter til realkreditinstitut og pengeinstitutter. Tilsvarende oplysninger må antages at have fremgået af M’s årsopgørelser fra Skat, som hun ikke har kendskab til.
En kreditværdighedsvurdering skal altid tage udgangspunkt i den enkelte ansøgers økonomiske forhold. For at kunne opfylde dette følger det af lovbemærkningerne til kreditaftalelovens § 7 c og af Finanstilsynet og Forbrugerombudsmandens vejledning om kreditværdighedsvurdering, at der skal laves en konkret beregning af låntagernes rådighedsbeløb og en vurdering af, om låntagerne hver især faktisk vil kunne tilbagebetale det ansøgte lån. Der foreligger ingen dokumentation for, at banken i forbindelse med låneoptagelsen har foretaget en sådan reel og individuel kreditvurdering af hende og dermed har udført en behørig og korrekt kreditværdighedsvurdering. Bevisbyrden for, at vurderingen er foretaget, påhviler banken som långiver.
Simple erklæringer fra låntager kvalificeres ikke i sig selv som fyldestgørende oplysninger, der kan danne grundlag for långivers kreditværdighedsvurdering.
En reel kreditværdighedsvurdering ville have vist, at hun ved indgåelsen af låneaftalen fik et utilstrækkeligt rådighedsbeløb, og at hun ikke havde de økonomiske forudsætninger for at overholde låneaftalen. Simple erklæringer fra hende kan ikke i sig selv kvalificeres som fyldestgørende oplysninger, der kan danne grundlag for långivers kreditværdighedsvurdering.
Et moment i kreditværdighedsvurderingen er også, om låneoptagelsen ville medføre en overgældssætning af ansøgerne. Der er ingen tvivl om, at banken var bekendt med, at den primære låntager, M, optog lånet for at afbetale andre forbrugslån på 215.000 kr., hvilket banken også indvilgede i at medvirke til. Efter låneansøgningen var indsendt, pågik al dialog og drøftelse med M, ligesom lånet tillige blev udbetalt til ham.
Det kan oplyses, at den resterende del af lånebeløbet tillige er forbrugt af den primære låntager. Den primære låntager har tillige overfor F vedstået det fulde udestående, ligesom den primære låntager også på nuværende tidspunkt aktivt afdrager på lånet overfor långiver.
Efter forarbejderne til kreditaftalelovens § 7 c kan tilsidesættelse af pligten til at foretage en behørig kreditværdighedsvurdering alene sanktioneres med påbud eller danne grundlag for en politianmeldelse.
Imidlertid indgår bestemmelsen i vurderingen af, om en låneaftale skal tilsidesættes helt eller delvis i medfør af aftalelovens regler, navnlig § 38 c, jf. § 36. Låneaftalen skal derfor tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Retsvirkning af ugyldighed vil således være, at hver part skal tilbagelevere det modtagne, altså lånebeløbet, men dog således at der sker fradrag for omkostninger forbundet med lånet, herunder betalte/pålagte renter, gebyrer og inddrivelsesomkostninger.
Det bestrides, at Ikano Bank ikke er rette indklagede. Tidspunktet for indsigelsen har ingen betydning for, om Ankenævnet har kompetence til at behandle klagen. Det omtvistelige i denne sag er netop, hvorvidt der er foretaget tilstrækkelig kreditværdighedsvurdering af hende, inden engagementet blev etableret hos Ikano Bank.
Ikano Bank har anført, at banken ikke er rette indklagede.
Lånet blev den 16. november 2022 solgt til F. På dette tidspunkt havde klageren ikke gjort indsigelser hverken mod gælden eller dennes etablering.
Klageren og dennes advokat er allerede i dialog om gælden med F i fogedretten, hvorfor Ankenævnet bør behandle sagen i forhold til F/ved inddragelse af F i sagen.
Det af klageren anførte om, at der skulle være tale om et kautionsforhold tilbagevises. Af den underskrevne låneaftale fremgår klart, at klageren er medlåntager. Det fremgår ingen steder hverken i ansøgningsprocessen eller i forbindelse med den efterfølgende fremsendelse af låneaftale mm., at klagerens rolle i forhold til omhandlede lån skulle være som kautionist. Såfremt klageren fastholder dette, opfordres klageren til at dokumentere dette.
For så vidt angår den af banken udførte kreditværdighedsvurdering henvises til oplysningerne i ansøgningsskemaet til banken, som klageren og M udfyldte ved ansøgning om lånet.
Udover at have indhentet oplysninger fra klageren og M, har banken indhentet oplysninger fra eSkat og KreditStatus. Desuden har banken foretaget opslag i henholdsvis RKI og i DebitorRegistret, Hverken klageren eller M havde nogen anmærkninger i de anførte registre på ansøgningstidspunktet. Resultatet af opslag i ovennævnte registre slettes efter endt kreditbehandling. Efter bankens opfattelse ses der ikke at være krav om dokumentation for opslag i registre.
På ansøgningstidspunktet androg husstandens månedlige bruttoindkomst 103.280 kr., nettoindkomsten androg 59.234 kr., og husstandens samlede gæld udgjorde på ansøgningstidspunktet 416.250 kr. Henset til at størstedelen af det ansøgte lån på 300.000 kr. skulle benyttes til indfrielse af anden gæld, var det, efter at have foretaget en beregning af husstandens betalingsevne, bankens vurdering, at husstanden havde et tilstrækkeligt stort rådighedsbeløb til at kunne afvikle dels på den eksisterende gæld og dels på det ansøgte lån.
De indhentede oplysninger har, i kombination med bankens kreditpolitik, herunder de kreditregler, der anvendes af banken ved kreditværdighedsvurderinger, dannet grundlag for bankens kreditværdighedsvurdering.
Banken opdaterer løbende sine processer med henblik på altid at kunne opfylde kravene om ansvarlig långivning, herunder om kreditværdighedsvurdering af ansøgerne, alt i takt med de vejledninger, der er udgivet af såvel Forbrugerombudsmanden som af Finanstilsynet.
Banken bestræber sig på altid at have indhentet fyldestgørende oplysninger om ansøgerne og indhenter, udover statistiske oplysninger, ofte yderligere specifik information, og i fornødent omfang dokumentation til uddybning af ansøgernes økonomiske formåen.
Der er ikke fastsat nærmere regler, for hvilke oplysninger en kreditgiver skal indhente. Herudover er det fastlagt i retspraksis, at alene en grov tilsidesættelse af pligten til at foretage en kreditværdighedsvurdering vil kunne føre til en tilsidesættelse af en indgået kreditaftale som ugyldig, jf. Østre Landsrets kendelse af 27. juni 2023 (B-178-23) gengivet i U.2023.4580.
Der henvises endvidere til Østre Landsrets kendelse af 29. august 2022 (B-360-22) og til Østre Landsrets dom af 22. marts 2024 (BS-10730/2022-OLR). I sidstnævnte dom tilsidesatte landsretten den del af Finanstilsynets påbud, der omhandlede kreditgivers pligt til at indhente dokumenteret information om låntagers faktiske indkomst og faktiske udgifter som en fast del af kreditgivers kreditværdighedsvurderinger.
Såfremt Ankenævnet måtte nå frem til, at det omhandlede lån erklæres ugyldigt, vil det indebære, at parterne skal stilles som var der aldrig var etableret et lån, det vil sige, at gælden ’’rulles” tilbage til det lånte beløb og allerede tilskrevne renter og gebyrer tilbageføres. Statuering af ugyldighed vil ligeledes medføre, at klageren vil være forpligtet til straks at tilbagebetale det fulde lånte beløb (med fradrag af allerede foretagne indbetalinger). Er klageren ikke i stand til dette, vil restgælden, ifølge gældende retspraksis, blive forrentet med procesrente (pt. 11,50 % p.a.) til betaling sker. Idet lånet er oprettet med solidarisk hæftelse, hæfter klageren for den fulde resterende restgæld pa lige fod med M.
Ankenævnets bemærkninger
Den 10. maj 2021 optog klagerens daværende samlever, M, som låntager sammen med klageren som medlåntager et lån på 300.000 kr. i Ikano Bank. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.465 kr. Renten var variabel og udgjorde for tiden 8,56 % om året. Gældsbrevet blev underskrevet elektronisk af både M og klageren den 10. maj 2021.
Låneprovenuet blev udbetalt til M’s NemKonto.
Der blev afviklet på lånet indtil den 28. september 2022. Herefter blev lånet misligholdt og opsagt til fuld indfrielse.
Banken har oplyst, at lånet den 16. november 2022 blev solgt til et finansieringsselskab, F.
Klageren og M var ikke længere samboende, hvorfor F rettede kravet mod begge låntagere.
Klageren har oplyst, at M ifølge det oplyste har indgået en afdragsordning med F.
F sendte kravet mod klageren i fogedretten, hvor klageren gjorde indsigelse mod fordringen. Ifølge det oplyste er fogedsagen blevet sat i bero, indtil Ankenævnets afgørelse i sagen foreligger.
Det følger af gældsbrevslovens § 1, at den, der udsteder et gældsbrev, ikke derved mister indsigelser fra det retsforhold, der gav anledning til gældsbrevets udstedelse, medmindre andet er aftalt eller følger af særlige omstændigheder. Ankenævnet finder ikke, at klagen over Ikano Bank skal afvises, selv om banken har solgt lånet til F i november 2022, og F har sendt kravet mod klageren i fogedretten, da klagen vedrører spørgsmålet, om der foreligger ugyldighed i det retsforhold, der gav anledning til låneaftalens udstedelse.
Ankenævnet finder ikke, at klageren kan anses som kautionist, og at der er tale om et kautionsforhold. Det fremgår hverken af ansøgningsskemaet eller af den underskrevne låneaftale, at klagerens hæftelse for lånet skulle være en kautionsforpligtelse. Det fremgår derimod, at der er tale om en hæftelse som medlåntager.
Efter kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, skal kreditgiveren inden kreditaftalens indgåelse vurdere forbrugerens kreditværdighed på grundlag af fyldestgørende oplysninger, der, hvor det er relevant, indhentes hos forbrugeren, og, hvor det er nødvendigt, ved søgning i relevante databaser. Der er ikke fastsat nærmere regler om, hvilke oplysninger kreditgiveren skal indhente til brug for vurderingen af forbrugerens kreditværdighed i henhold til kreditaftalelovens § 7 c.
Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at kreditgiveren altid vil skulle indhente fyldestgørende oplysninger og på baggrund af disse oplysninger foretage en vurdering af forbrugerens kreditværdighed, og at oplysningerne efter kreditgiverenes skøn kan indhentes hos forbrugeren og ved søgning i relevante databaser, f.eks. hos kreditoplysningsbureauer (Folketingstidende 2009-10, tillæg A, lovforslag nr. L 91, side 51).
Efter forarbejderne til kreditaftalelovens § 7 c kan tilsidesættelse af pligten til at foretage behørig kreditværdighedsvurdering sanktioneres med påbud eller danne grundlag for politianmeldelse. Bestemmelsen regulerer derimod ikke det aftaleretlige spørgsmål i forbindelse med kreditaftalens ugyldighed.
Ankenævnet finder, at en eventuel tilsidesættelse af pligten efter kreditaftalelovens § 7 c kan indgå ved vurderingen af, om en låneaftale skal tilsidesættes helt eller delvis i medfør af aftalelovens regler, navnlig § 38 c, jf. § 36. Det bemærkes, at såfremt en låneaftale erklæres ugyldig på grund af tilsidesættelse af kreditaftalelovens § 7 c, vil det medføre, at hver part skal tilbagelevere det modtagne, således at låntageren skal tilbagebetale lånebeløbet med fradrag af eventuelt betalte renter og gebyrer.
Banken har oplyst, at den til brug for kreditværdighedsvurderingen indhentede oplysninger fra klageren og M i et ansøgningsskema, hvoraf fremgår, at ansøgerne boede i ejerbolig, at de havde boet på adressen siden 2012, og at der var et barn og to biler i husstanden. Det fremgår ligeledes af ansøgningsskemaet, at lånet skulle benyttes til istandsættelse af bolig og indfrielse af anden gæld med 215.000 kr. Derudover indhentede banken oplysninger fra eSkat og KreditStatus samt foretog opslag i henholdsvis RKI og i DebitorRegistret.
Banken har oplyst, at husstandens månedlige bruttoindkomst på ansøgningstidspunktet androg 103.280 kr., at nettoindkomsten androg 59.234 kr., og at husstandens samlede gæld udgjorde 416.250 kr. på ansøgningstidspunktet.
En kreditgivers vurdering af en forbrugers kreditevne beror på et skøn, og det er derfor ikke ethvert svigt i denne vurdering, der kan føre til en tilsidesættelse af kreditaftalen som ugyldig. Det er i retspraksis lagt til grund, at der efter kreditaftalelovens § 7 c og forarbejderne hertil skal foreligge en vis grovere tilsidesættelse af pligten fra kreditgivers side til at foretage kreditvurdering, hvis en kreditaftale helt eller delvist skal tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Ankenævnet lægger efter det oplyste til grund, at banken foretog en kreditværdighedsvurdering af klageren og M, idet banken, forinden lånet blev bevilget, indhentede oplysninger om parternes økonomi, jf. kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1.
Ankenævnet lægger til grund, at banken forud for kreditaftalens indgåelse indhentede oplysninger om klagerens og M’s økonomiske forhold, herunder indkomstforhold og gældsforpligtelser via eSkat og KreditStatus. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at banken foretog opslag i RKI og DebitorRegistret. Banken foretog på grundlag heraf en beregning af klagerens og M’s betalingsevne og tillagde det i den forbindelse betydning, at en stor del af lånet skulle medgå til indfrielse af andre lån.
Der foreligger ikke dokumentation for klagerens økonomiske forhold for 2020, som må have dannet grundlag for bankens bevilling af lånet på 300.000 kr., men klageren har ikke gjort gældende, at hendes økonomiske forhold har ændret sig væsentligt fra 2020 til 2021.
Ankenævnet har derfor lagt vægt på de økonomiske oplysninger, der fremgår af klagerens årsopgørelse for 2021, herunder størrelsen af hendes skattepligtige indkomst og renteudgifter til pengeinstitutter og realkreditinstitutter.
Ankenævnet har yderligere lagt vægt på, at der var tale om et lån med to solidarisk hæftende debitorer og på oplysningerne fra klageren og M i ansøgningsskemaet om, at de boede i ejerbolig, husstandens størrelse og om, at de havde to biler.
Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder finder Ankenævnet ikke, at der er godtgjort sådanne omstændigheder, som kan begrunde, at låneaftalen hverken helt eller delvist kan tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.