Rådgivning om oprettelse af lånefinansieret ratepension.

Sagsnummer:26/2003
Dato:04-11-2003
Ankenævn:John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Anne Dehn Jeppesen, Erik Sevaldsen, Poul Erik Tobiasen
Klageemne:Ratepension - lånefinansieret
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Rådgivning om oprettelse af lånefinansieret ratepension.
Indklagede:Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et ansvar i forbindelse med oprettelse af en lånefinansieret ratepensionsordning til klageren i 1999.

Sagens omstændigheder.

I forbindelse med en genforhandling af klagerens engagement med indklagede i 1999 blev det drøftet at oprette en pensionsordning.

Klageren, der er født i 1952, driver selvstændig virksomhed og ejer tre ejendomme. I ejendommene var der en ikke ubetydelig friværdi.

Indklagede anbefalede klageren at etablere en ratepensionsordning med en årlig indbetaling på 850.000 kr. Indbetalingerne skulle finansieres ved skattebesparelser, sparet nettoydelse ved forlængelse af løbetiden på et anlægslån og en belåning af friværdien i klagerens ejendomme.

Den 17. september 1999 fremsendte indklagede et pensionstilbud på ratepension på grundlag af følgende forudsætninger:

"Personlig indkomst:

Løn

1.100.000 kr.

Pensionsordning:Ratepension (privat) årlig indbetaling 850.000 kr. til og med 2012, udbetaling fra februar 2013 i 25 år.

Placering:

35% Danske aktier

65% Udenlandske aktier

Finansiering:Nuværende Anlægslån forlænges til løbetid på 13 år

Nettoindbetaling på Ratepension

343.000 kr.

- Sparet nettoydelse anlægslån

200.000 kr.

Forbrug af provenu årligt

143.000 kr.

Provenu Unikreditlån

2.300.000 kr.

143.000 kr. i 13 år incl. renter

1.430.000 kr.

Til betaling af merydelse/forbrug

870.000 kr.

"

Belåningen af klagerens ejendomme ville medføre en forhøjelse af klagerens årlige terminsbetalinger med 161.000 kr. (brutto) fra ca. 251.000 kr. til 412.000 kr., svarende til ca. 34.000 kr. pr. måned. Ifølge håndskrevne notater på et af klageren udarbejdet budget for 2000 blev der beregnet 34.500 kr. pr. måned til termin og 14.658 kr. pr. måned til faste udgifter, i alt 49.158 kr. Det blev på grundlag heraf aftalt, at der månedligt skulle overføres ca. 45.000 kr. til pensionsopsparingen og ca. 50.000 kr. til dækning af terminsydelser samt faste udgifter. Dette svarede til en årlig indbetaling på ca. 1,1 mio. kr., hvilket kunne rummes inden for klagerens forventede indtjening. Klagerens familie havde herefter et rådighedsbeløb på ca. 15.000 kr. svarende til klagerens ægtefælles nettolønindtægt.

Den 19. oktober 1999 underskrev klageren en aftale om ratepension med indklagede, hvorefter hun årligt skulle indbetale 850.000 kr. første gang den 1. november 1999 og sidste gang den 1. november 2012. Udbetalingerne skulle begynde den 1. februar 2013 og slutte den 1. januar 2032. Kontoens indestående skulle placeres i indklagedes værdipapirpuljer med 35 % i danske aktier og 65 % i udenlandske aktier.

Indklagede hjemtog nye lån på i alt ca. 4,5 mio. kr. i klagerens ejendomme. Efter indfrielse af eksisterende lån, betaling af omkostninger og overførsel af 400.000 kr. til ratepensionen udgjorde provenuet af omprioriteringen ca. 1,6 mio. kr.

Ifølge årsoversigten pr. den 31. december 1999 var der i 1999 indskudt 850.000 kr. på ratepensionen. Puljeafkastet var på 79.089,23 kr. svarende til en forrentning på 85,6 %. Puljeprovision var på 308,12 kr. Saldoen var herefter 928.781,11 kr.

Ved skrivelse af 16. februar 2000 rettede indklagede henvendelse til klageren med forslag til investering af provenuet. Indklagede anbefalede, at 25 % af midlerne blev placeret i Uni-invest aktier, og at 75 % blev investering i Uni-invest Direct (danske obligationer). Klageren meddelte, at der alene skulle investeres for ca. 1 mio. kr., idet restbeløbet skulle anvendes til reparationer og forbedringer af ejendommene.

Ved handelsnotaer af 1. marts 2000 gennemførte indklagede klagerens køb af 1.549 stk. investeringsbeviser Uni-invest aktier til en kursværdi på 248.614,50 kr. og klagerens køb af 7.564 stk. investeringsbeviser Uni-invest Direct til en kursværdi på 748.836 kr.

Ifølge årsoversigten pr. den 31. december 2000 var der i 2000 indskudt yderligere 850.000 kr. på ratepensionen. Puljeafkastet var på 1.518,45 kr. Puljeprovision og pensionsafkastskat var på i alt 16.860,73 kr. Saldoen var herefter 1.763.438,83 kr.

I forbindelse med udarbejdelsen af virksomhedens regnskab for 2000 blev klageren klar over, at hendes likviditet var stram; hendes daværende revisor rådede hende til at sælge noget fast ejendom. Årsagen til den dårlige økonomi var ifølge revisoren pensionsordningen.

Klageren rettede henvendelse til indklagede, der fastholdt, at pensionsordningen var fordelagtig.

Klageren henvendte sig til en anden revisor, som på vegne klageren holdt møde med indklagede den 3. oktober 2001. Under mødet blev det bl.a. aftalt, at der i 2002 skulle der tages stilling til en ændring af pensionsaftalen.

Ifølge årsoversigten pr. den 31. december 2001 var der i 2001 indskudt yderligere 850.000 kr. på ratepensionen. Puljeafkastet var på 302.160,02 kr. (negativt), svarende til en forrentning på -15,7%. Puljeprovision var 16.105,43 kr. Saldoen var herefter 2.295.173,38 kr.

Ved skrivelse af 21. marts 2002 informerede indklagede klageren om de skattemæssige konsekvenser ved at nedsætte de årlige indbetalinger på ratepensionen fra 850.000 kr. til 250.000 kr. Nedsættelsen ville indebære, at ordningen skattemæssigt blev ændret til to aftaler, dels en aftale på 250.000 kr. i 10 år med fuldt fradrag, dels en aftale på 600.000 kr. i 3 år (1999-2001), i alt 1,8 mio. kr., som kunne fradrages med 1/10 over 10 år. Efterbeskatningen for 1999-2001 blev af indklagede beregnet til i alt 1.411.520 kr. inkl. procenttillæg på i alt 151.200 kr. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:

"Likviditetsmæssigt vil efterbeskatningen for årene 1999-2001 skulle betales i efteråret 2003. Det vil give en likviditet på godt 200.000,- for årene 2002 og 2003 i kraft af merfradraget på 180.000,- kr. i de 2 år.

Fra og med 2004 vil indbetalingen på 250.000,- likviditetsmæssigt være neutral i kraft af et fradrag på 430.000,- kr."

Ifølge årsopgørelsen pr. den 31. december 2002 blev der i 2002 indbetalt 250.000 kr. på ratepensionen. I april 2002 blev puljesammensætningen ændret til 60 % lange obligationer, 20 % danske aktier og 20 % udenlandske aktier. Puljeafkastet var på 93.794,60 kr. (negativt) svarende til en forrentning på -5,9 %. Kontoen blev endvidere debiteret 550 kr. i omkostninger, 10.794,44 kr. i puljeprovision og 68.000 kr. i arbejdsmarkedsbidrag. Saldoen var herefter 2.372.034,34 kr.

Parternes påstande.

Den 20. januar 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille hende, som om ratepensionsaftalen aldrig var indgået.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun under drøftelserne om en pensionsordning i 1999 gjorde det klart for indklagede, at hun kun var indstillet herpå under forudsætning af, at hun kunne indfri al prioritetsgæld ved pensionens start, at der var plads i økonomien til at købe bolig til hendes to børn, når de skulle flytte hjemmefra, og at hendes likviditet, rådighedsbeløb og økonomiske stilling ikke blev forringet.

Hun ønskede at fortsætte med at investere i fast ejendom, hvilket indklagede frarådede. Indklagede anbefalede den omhandlede pensionsordning, som var uden risiko, fordelagtig ved død eller skilsmisse og kunne stoppes eller ændres. Indklagede opfordrede hende til at vælge puljeordning og investering i aktier. Hun skulle "være med på vognen, idet den jo kørte så godt". Ifølge indklagede ville forrentningen blive væsentlig højere end ved placering i fast ejendom, obligationer eller til almindelig bankrente. Indklagede gav udtryk for at have styr på hendes økonomi, og at hun ville få en meget bedre likviditet, når det hele var gennemført. Ifølge indklagede var der ikke grund til at rådføre sig med revisoren, idet "revisorer intet vidste om den slags forretninger". Indklagede var ivrig med hensyn til at få oprettet ordningen således, at den var gældende for 1999.

Hun havde ingen forudsætninger for at gennemskue risikoen ved at investere i aktier. Efterfølgende har hun fået oplyst, at en placering med 65 % i udenlandske og 35 % i danske aktier er en stærkt risikobetonet investering, og at indklagedes egne rådgivere helt tilbage i 1999 advarede om, at aktiemarkedet ville briste. Hun gjorde det klart for indklagede, at hun ikke kunne overskue projektet og dets konsekvenser, og at hun derfor måtte stole på indklagedes rådgivning og styring af hendes økonomi. Hun fik forelagt selve pensionstilbuddet, men intet vedrørende konsekvenserne for hendes økonomi og ingen budgetberegning over de kommende 10 år, hvor aftalen skulle løbe.

På grund af indklagedes dårlige, aggressive og risikofyldte rådgivning er hun nu økonomisk væsentligt dårligere stillet, end da hun selv tog vare på sin økonomi.

I 2001 oplevede hun, at likviditeten blev stram, og at hendes ellers sunde økonomi udviklede sig faretruende. Ifølge hendes nye revisor skulle der ske noget drastisk, idet de årlige indbetalinger på 850.000 kr. ville medføre, at hendes skattepligtige indkomst blev nulstillet, at egenkapitalen ville blive udhulet over en 10-årig periode, og at der ikke var noget økonomisk råderum.

Hun måtte konstatere, at hun ikke som forudsat kunne udtræde af ordningen uden alvorlige skattemæssige konsekvenser. Ved etableringen af ordningen informerede indklagede om muligheden for acontoudbetalinger, hvis hun skulle ønske at investere sine - ifølge indklagede - med tiden mange penge på anden vis. Det var ikke på tale, at det kunne blive nødvendigt med acontoudbetalinger af likviditetsmæssige årsager, hvilket imidlertid efterfølgende faktisk blev påkrævet. Hun var klar over de skattemæssige konsekvenser herved, idet hun selvsagt ikke først kunne få fradrag ved at sætte penge ind på en pension, og herefter få dem udbetalt uden at betale skat. Hun blev ikke informeret om de skattemæssige konsekvenser ved en nedsættelse af de årlige indbetalinger før i foråret 2002.

Hun har været nødsaget til væsentligt at nedsætte indbetalingerne, hvilket har medført, at forudsætningen om, at der var midler til at indfri den nu langt større prioritetsgæld, når hun skal pensioneres, er væk. Hertil kommer, at hun har lidt store tab på aktieinvesteringerne.

Det bestrides, at hendes privatforbrug er steget væsentligt. En del af omprioriteringsprovenuet er brugt til forbedringer på ejendommene, hvis værdi var forudsætningen for, at det hele kunne etableres. I forbindelse med belåningen af ejendommene og etableringen af pensionsordningen blev udgifterne hertil anslået til 600.000 kr.

Indklagede har anført, at det var klagerens utilfredshed med at betale meget i skat, og klagerens bestående relativt beskedne pension, der var baggrunden for, at klageren ønskede en yderligere pensionsordning og rådgivning herom. Etableringen af en pensionsordning var nødvendig for, at klageren kunne opretholde sin nuværende levefod, når hun skulle på pension. Der blev foretaget en grundig vurdering af klagerens økonomi og afholdt flere møder, hvor lånetilbud og pensionstilbud indgående blev drøftet med klageren og dennes ægtefælle.

Klageren blev fra begyndelsen af forløbet rådgivet om, at hun til enhver tid kunne fortage à conto udbetalinger fra ratepensionen, hvis hun eksempelvis skulle få likviditetsproblemer, og at der ved eventuelle udbetalinger skulle betales en skat svarende til den, der blev sparet, da det tilsvarende beløb blev indsat. Klageren blev også rådgivet om betydningen af ændrede indbetalinger på ordningen, jf. eksempelvis skrivelsen af 21. marts 2002.

Pensionsordningen, hvoraf den væsentligste del af indbetalingen bestod af skattebesparelsen, imødekom klart klagerens ønsker og blev fuldt ud accepteret og forstået af klageren. I stedet for at spare penge op i fast ejendom skete der en opsparing i en pensionsordning, hvilket der principielt ikke er den store forskel på. Det er almindeligt at spare op til sin pension samtidig med, at man har gæld - eksempelvis i fast ejendom.

Det bestrides, at det var en forudsætning for etablering af pensionsordningen, at der var plads i økonomien til at købe bolig til klagerens to børn, og at klageren blev frarådet at investere i fast ejendom.

Der var 13 år til første udbetaling, og udbetalingsperioden skulle være 25 år, hvilket betød, at der var tale om en lang investeringshorisont. Klageren blev ikke på noget tidspunkt lovet en højere forrentning af pensionsmidlerne, herunder at pensionsmidlerne ville blive forrentet på garanterede mindstevilkår. Der blev tværtimod lagt vægt på, at pensionsmidler ikke blev forrentet risikofrit. På grundlag af den lange investeringshorisont og klagerens øvrige formue måtte den samlede risiko betragtes som relativ lav.

Puljesammensætningen og puljeafkastet fremgik af årsoversigterne. Klageren reagerede først omkring 2001, hvor det dårlige afkast på danske og udenlandske aktier blev særligt tydeligt.

I løbet af 2000 og 2001 havde klageren et stort privatforbrug. Udover en bilinvestering på ca. 400.000 kr., hvoraf de ca. 300.000 kr. blev lånefinansieret, brugte klageren mere end 800.000 kr. til forskellige formål, hvilket lå klart uden for de oprindelige forudsætninger for etablering af pensionsordningen.

Provenuet af omprioriteringen blev mindre end forventet bl.a. som følge af, at ratepensionsaftalen skulle gælde allerede fra 1999. Da det meste af året 1999 på dette tidspunkt var gået, kunne besparelserne for 1999 ikke realiseres, og det krævede kontantbeløb fragik derfor i provenuet. Provenuet på 1,6 mio. kr. var imidlertid rigeligt til at dække en årlig indbetaling på ca. 150.000 kr. i 13 år.

Der er ikke begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre enten et erstatningsansvar eller en tilbageførsel af engagementet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Årsagen til, at forløbet ikke blev som forudsat i tilbuddet, må søges bl.a. i det forhold, at det reelle provenu ved omprioriteringen bl.a. på grund af etableringen af ratepensionen med virkning fra 1999 ikke blev så stort som forudsat, og at indbetalingen i 1999 ikke var fuldt finansieret af besparelsen på anlægslånet. Klageren havde således ikke et beløb på ca. 850.000 kr. til betaling af merydelse på de nye kreditforeningslån og til forbrug som forudsat ved etableringen af ordningen.

Ankenævnet finder, at indklagede begik en fejl ved at undlade at gøre dette klart for klageren i forbindelse med etableringen af ordningen og i forbindelse med placeringen af provenuet af omprioriteringen i foråret 2000, hvilket kunne være sket ved f.eks. udarbejdelse af et fremtidigt budget. Fejlen medførte, at klageren blev skuffet i sine forventninger til sin likviditet. Klageren har imidlertid ikke lidt et egentligt erstatningsberettiget tab ved, at midlerne blev anvendt til forbedring af klagerens ejendomme frem for til forbedring af den løbende likviditet.

Forløbet blev endvidere belastet af, at ratepensionsmidlerne blev placeret i aktier, hvilket især i 2001 medførte et ikke ubetydeligt negativt afkast. Ankenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at indklagede begik fejl eller forsømmelser ved sin rådgivning af klageren om placeringen af midlerne. Det bemærkes herved, at investeringshorisonten var lang, at provenuet af omprioriteringslånet fortrinsvis blev placeret i obligationsbaserede investeringsbeviser, og at klageren måtte indse, at det var forbundet med risiko at placere ratepensionsmidlerne i aktier.

På grund af parternes modstridende opfattelse af hændelsesforløbet og om den rådgivning klageren i øvrigt modtog forud for oprettelsen af ratepensionen, herunder navnlig om de skattemæssige konsekvenser, finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen vedrørende disse spørgsmål forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.

Ankenævnet afviser derfor for så vidt sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge for så vidt angår ansvar for manglende rådgivning om likviditetsvirkningen ved ordningens etablering og for rådgivning om placeringen af midlerne.

Ankenævnet kan ikke i øvrigt behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.