Kaution, bevisuegnet.

Sagsnummer:525/1990
Dato:06-05-1991
Ankenævn:Peter Blok, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution, bevisuegnet.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 21. februar 1984 kautionerede klagerne for et lån på 90.000 kr. til fuld indfrielse den 30. september 1984 ydet af indklagedes Mariager afdeling, og ved påtegning af lånedokument af 18. december 1985 kautionerede klagerne for de rangsidste 60.000 kr. af et lån på 160.000 kr., til fuld indfrielse den 30. september 1986 ydet af samme afdeling til samme debitor. Til sikkerhed for lånet på 160.000 kr. håndpantsatte debitor 2 ejerpantebreve på henholdvis 100.000 kr. og 110.00 kr.

Debitor fik løbende bevilget henstand med afviklingen af lånene. Ved allonge til de omhandlede gældsbreve af 15. oktober 1986 gav klagerne tilladelse til, at restgælden plus påløbende renter først forfaldt til betaling den 31. maj 1987.

Ved skrivelse af 28. januar 1988 fremsendte afdelingen oplysningsskema vedrørende debitors ejendom og oplyste tillige, at debitor stadig havde problemer, hvorfor kautionsforpligtelsen kunne blive aktuel. Klagerne bestrider at have modtaget denne skrivelse.

Ved påtegning af skrivelse af 27. juli 1988 tiltrådte klagerne, at det ene af de to ejerpantebreve i debitors ejendom, hvormed der var stillet sikkerhed for det ene lån, udgik. Det var endvidere i skrivelsen anført: "Vi fortsætter i.h.t. aftale på gældsbrev nr. ... og .... som selvskyldnerkaution".

Ved skrivelse af 20. november 1989 til klagerne meddelte indklagede, at debitor ikke havde betalt ydelse 30. september og 30. oktober 1989.

Ved skrivelse af 10. januar 1990 gjorde indklagede kautionsforpligtelsen gældende overfor klagerne, idet indklagede anmodede klagerne om at rette henvendelse med henblik på indgåelse af en afdragsordning.

Debitor har efterfølgende opnået gældssanering ved skifteretten i Grenås kendelse af 5. marts 1990, således at gæld stiftet før 13. november 1989 nedsættes til 7,6988%.

Ved stævning af 4. maj 1990 har indklagede sagsøgt klagerne ved retten i Grenaa med påstand om, at klagerne tilpligtes at betale 218.999,11 kr. tillige med den til enhver tid af indklagede fastsatte rente.

Ved kendelse af 7. november 1990 har retten i Grenaa udsat sagen med henblik på forelæggelse for Ankenævnet.

Klagerne har for Ankenævnet nedlagt påstand principalt om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionserklæringen ikke kan gøres gældende over for klagerne, subsidiært at kautionsforpligtelsen maksimalt udgør 150.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning i medfør af vedtægternes § 7 og anmodet om, at formalitetsspørgsmålet om Ankenævnets kompetence afgøres, forinden sagens realitet behandles.

Til støtte for påstanden har klagerne anført, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet i medfør af § 41 i lov om banker og sparekasser, da indklagede ikke har givet klagerne meddelelse om misligholdelsen inden 6 måneder fra lånenes forfaldsdag den 31. maj 1987, og da det må lægges grund, at debitors økonomi i den pågældende periode er forringet væsentligt til skade for klagerne. Klagerne har endvidere anført, at de ikke var opmærksomme på den passus, der var anført i indklagedes skrivelse, som klagerne påtegnede den 27. juli 1988, hvorefter klagerne tiltrådte, at kautionsforpligtelsen bestod. Klagerne finder derfor, at dette forhold er henhørende under aftalelovens § 36 og ikke kan tillægge betydning som en erkendelse af kautionsforpligtelsen.

Til støtte for den subsidiære påstand har klagerne anført, at kautionsforpligtelsen maksimalt omfatter 150.000 kr., da indklagede ved sin sene henvendelse til kautionisterne har udvist en retsfortabende passivitet.

Indklagede har anført, at sagsforløbet har haft en sådan karakter, at sagen og specielt regresspørgsmålet bør belyses ved en egentlig bevisførelse herunder vidneafhøringer, hvorfor sagen bør henvises til fortsat behandling ved retten i Grenaa.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter det foreliggende må det antages, at indklagede ikke over for klagerne har opfyldt sin forpligtelse efter bank- og sparekasselovens § 41 til inden 6 måneder at give meddelelse om debitors misligholdelse. En stillingtagen til, hvorvidt klagernes regresmuligheder herved er blevet forringet, findes imidlertid at ville kræve en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men må finde sted for domstolene. Det samme gælder med hensyn til spørgsmålet om betydningen af klagernes påtegning af 27. juli 1988 på skrivelsen fra indklagede.

Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.