Spørgsmål om bevis for udbetaling.

Sagsnummer:343/2000
Dato:06-12-2000
Ankenævn:John Mosegaard, Jette Kammer Jensen, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Ole Reinholdt
Klageemne:Indlån - bevis for indbetaling/udbetaling
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om bevis for udbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører en udbetaling på 4.000 kr. foretaget den 24. maj 2000 fra klagerens konto hos indklagede. Klageren bestrider at have hævet beløbet.

Sagens omstændigheder.

Den 24. maj 2000 henvendte klageren sig til indklagede, hvor han er kontohaver på en indlånskonto med bankbog (kontonr. -702) og en gevinstopsparingskonto (kontonr. -166). Der er ikke knyttet bankbog til gevinstopsparingskontoen, men kontoen er forsynet med et mærke.

På bogkontoen blev der registreret en hævning på 21.000 kr. og på gevinsopsparingskontoen blev der registreret en hævning på 4.000 kr.

Indklagedes kundejournal fra den 24. maj 2000 viser følgende ekspeditionsforløb:



-

Kl. 14.02.05:

Saldoforespørgsel på gevinstopsparingskonto, kontonr. -166

-

kl. 14.02.20:

Ajourføring af bankbog, kontonr. -702

-

kl. 14.02.26:

Systemopdatering

-

kl. 14.02.44:

Start af terminalregnemaskine

-

kl. 14.02.45:

Udbetaling af 21.000,00 kr. på bankbog, kontonr. -702

-

kl. 14.03.22:

Udbetaling af 4.000 kr. på gevinstopsparingskonto, kontonr. -166

-

kl. 14.07.03:

Afslutning af terminalregnemaskine med angivelse af "Kundetotal slut" "-25.000,00".

Ultimo juli 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede, idet han oplyste, at han ikke havde hævet på gevinstopsparingskontoen den 24. maj 2000.

Indklagede var ikke i besiddelse af en udbetalingskvittering for beløbet på 4.000 kr. men fastholdt efter en undersøgelse af sagen, at klageren havde hævet beløbet på gevinstopsparingskontoen den 24. maj 2000.

Indklagede undersøgte sagen i perioden 1.-24. august 2000, i hvilket tidsrum de 4.000 kr. midlertidigt blev krediteret kontoen.

Af kontoudskriften for gevinstopsparingskontoen fremgår, at der i perioden 8. juni - 5. juli 2000 blev foretaget fire udbetalinger på henholdsvis 500 kr., 2.500 kr., 5.000 kr. og 3.000 kr.

Indklagede har oplyst, at der ikke i perioden 24. maj - 26. juli 2000 er fremsendt kontoudskrifter til klageren.

Parternes påstande.

Den 5. september 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at ajourføre hans konto "med kvitteringer + 1½ time à kr. 750,- pr. time indtil videre".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han ikke har hævet på konto -166 den pågældende dag. Der er forsvundet 4.000 kr. fra gevinstopsparingskontoen, og der foreligger ingen kvitteringer.

Indklagede har anført, at det af kundejournalen fremgår, at samtlige ekspeditioner er sket i umiddelbar forlængelse af hinanden, at samtlige ekspeditioner er foretaget ved samme kasse, at samtlige ekspeditioner er foretaget af den samme medarbejder ved kassen, og at klageren totalt har fået udbetalt 25.000 kr. Allerede som følge heraf er det ikke sandsynligt, at en anden end klageren skulle have hævet på gevinstopsparingskontoen.

Klageren har ikke bestridt hævningen på 21.000 kr. den 24. maj 2000.

Hævninger på en gevinstopsparingskonto kan kun foretages af kontohaveren selv og foregår på grundlag af fremvisning af legitimation og oplysning om kontoens mærke.

I den konkrete sag er kvitteringen for udbetalingen øjensynligt ved en fejl udleveret til klageren i forbindelse med udbetalingen.

På baggrund af de faktiske omstændigheder, herunder kravet om oplysning af kundens mærke og identitet ved udbetalinger fra en gevinstopsparingskonto, må det lægges til grund, at klageren selv har hævet 4.000 kr. på sin gevinstopsparingskonto den 24. maj 2000.

Efter den 24. maj 2000 har klageren fire gange hævet på kontoen uden at gøre opmærksom på, at der efter hans opfattelse var sket en fejlagtig udbetaling.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at han ved ekspeditionen den 24. maj 2000 ikke hævede 4.000 kr. på gevinstopsparingskontoen, mens indklagede under henvisning til udbetalingsreglerne samt ekspeditionsforløbet, dokumenteret ved kundejournalen, har anført, at dette er tilfældet.

Ankenævnet finder herefter, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af § 7, stk. 1 i nævnets vedtægter.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.