Indsigelse om for høj rente på lån og indsigelse mod størrelse af restgæld, herunder begrundet i rimelighedsbetragtninger.

Sagsnummer:314/2017
Dato:09-11-2018
Ankenævn:John Mosegaard, Anita Nedergaard, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn
Klageemne:Udlån - rente
Rente - udlån
Kreditaftaleloven - kreditoplysninger
Ledetekst:Indsigelse om for høj rente på lån og indsigelse mod størrelse af restgæld, herunder begrundet i rimelighedsbetragtninger.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse om for høj rente på lån og indsigelse mod størrelse af restgæld, herunder begrundet i rimelighedsbetragtninger.

Sagens omstændigheder

Klageren drev erhvervsmæssig virksomhed via først et interessentskab, senere via et aktieselskab, A. I 1997 blev der i Sydbank oprettet en erhvervskredit, konto nr. -312, som selskaberne anvendte i forlængelse af hinanden. Erhvervskreditten blev misligholdt i 2012, hvor A var kontohaver. Efter det oplyste kautionerede klageren for A.

Klageren har fremlagt en e-mailkorrespondance mellem hendes daværende ægtefælle, M, og bankens erhvervsafdeling i perioden 23. april 2012 - 19. juni 2012.

I en e-mail af 23. april 2012 til banken anførte M blandt andet:

”…

Vedr. vores ønske om at ændre kassekreditten i [A] til et privat lån med sikkerhed i vores hus (et privat indskud) har jeg haft møde med [revisor …], som mener, at dette er en udmærket idé, og at det ikke på nogen måde konflikter med forhold i og omkring [A]. Omvendt er der ikke rigtig nogen specielle fordele at opnå regnskabsmæssigt, eller skattemæssigt, ved at anvende indskuddet "strategisk".

Så, med andre ord, hvis tilbuddet stadig står ved magt, så vil vi gerne videre med lånesagen nu. Hvordan griber vi det an?

…”  

I en e-mail af 19. juni 2012 til M anførte banken blandt andet:

”…

Jeg vil gerne have denne sag på plads NU - jeg har fået ja til at tilbyde et lån over 8 år med en mdl. ydelse på kr. 5.400,-

…”

Den 24. juni 2012 underskrev klageren og M et gældsbrev til banken vedrørende et lån, konto nummer -479, på 346.813,34 kr. Rentesatsen var variabel 11,50 % om året. Lånet skulle afvikles med månedlige ydelser på 5.400 kr. Ydelserne skulle hæves på en konto nummer -487.

Lånet (-479) blev udbetalt den 29. juni 2012 og indsat på konto -487, som var nyoprettet. Samme dag blev der overført 343.951,61 kr. fra konto -487 til kredit -312, som herved blev indfriet. Konto -487 blev herefter stort set kun anvendt til ydelsesbetalingerne.

Den 4. september 2012 anførte M følgende i en e-mail til erhvervsafdelingen:

”Håber overtrækket er blevet inddækket på konto -487 - det skulle i hvert fald være sket.

Jeg har et spørgsmål til dig omkring vores konto i Sydbank. Vi er jo (endnu) ikke privat-kunder hos jer hvad angår de fleste af vores private bankforhold. Det var måske noget, vi kunne se på hen ad vejen, men her og nu er det jo kun [A], som har akut behov for en konto til at betale regninger fra, lave overførsler og så videre. Derfor troede jeg, at den nye konto (uden kassekredit og med den lille online-bankingløsning) vi fik oprettet, var til selskabet. Har jeg misforstået det?

I hvert fald har [A] stadig brug for en bankkonto, som også er en nem-konto. Men er det konto …-487 eller er den privat?

…”

Ved en e-mail samme dag svarede banken blandt andet:

”…

Det er jeres private konto og jeg kan ikke oprette en ny konto til [A] med alle de RKI indberetninger vi har modtaget.

…”

Den 17. februar 2014 underskrev klageren og M et nyt gældsbrev vedrørende lån -479 med en hovedstol på 342.304 kr. Rentesatsen var variabel for tiden 12 % om året. Der var efter det oplyste tale om en forhøjelse til inddækning af overtræk.

I maj 2017 gik A konkurs.

Ved et brev af 26. juni 2017 opsagde banken konto -487 og lån -479 til fuld indfrielse på grund af misligholdelse. Banken anførte, at skylden udgjorde 241.412,17 kr. med tillæg af renter fra den 20. marts 2017, og at rentesatsen på engagementet herefter ville være variabel 16,25 %.

Af bankens almindelige forretningsbetingelser fremgår både for privatkunder og for erhvervskunder blandt andet:

”…

Hvis en konto misligholdes ved overtræk, ved restance eller ved udnyttelse i strid med aftalen, kan banken kræve en overtræksrente. Hvis kontoen ophæves som følge af misligholdelse, kan banken kræve en inkassorente.

…”

Den 1. oktober 2017 indgav klageren en klage over Sydbank til Ankenævnet med påstand om, at banken skulle frafalde eller nedsætte sit tilgodehavende i henhold til lånet.

Banken har under sagen fremlagt to oversigter, der viser henholdsvis, at rentesatsen på den tidligere erhvervskredit -329 i perioden 1998 - 2012 varierede i intervallet 9,25 % - 14,50 % og at rentesatsen på lån -479 i perioden fra stiftelsen i 2012 til opsigelsen i 2017 varierede i intervallet 11,50 % - 12,75 %.

Banken har endvidere blandt andet fremlagt kontoudskrifter for lån -429 for perioden fra stiftelsen i 2012 til opsigelsen i 2017. Heraf fremgår opkrævede renter på i alt cirka 180.000 kr.

Den 13. maj 2018 meddelte klageren, at det af økonomiske årsager havde været nødvendigt at sælge hendes og M’s hus. Banken havde for nyligt krævet og fået pant i huset. Hun fastholdt klagen selvom lånet ville blive indfriet i forbindelse med hussalget.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Sydbank skal frafalde eller nedsætte sit tilgodehavende i henhold til lånet.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken har krævet urimeligt høje renter på engagementet, som ved stiftelsen i 1997 udgjorde 200.000 kr. og kort efter blev forhøjet til 300.000 kr. Banken har løbende forhøjet renten på engagementet, hvorved tilbagebetaling blev umulig. Renten på gælden steg, selvom renteniveauet i samfundet faldt. Rentesatsen steg fra lidt over Danmarks officielle diskonto til nu knap 17 % over diskontoen. I de cirka tyve år siden etableringen i 1997 har banken opkrævet cirka én million kr. i renter. Derved har banken tjent cirka ¾ mio. kr., uden at det har krævet nogen indsats, service eller rådgivning fra bankens side.

Banken havde detaljeret kendskab til hendes økonomi og vidste eller burde have vidst, at hun ikke ville være i stand til at betale rentestigningerne. Banken udnyttede, at hun på grund af økonomiske vanskeligheder ikke kunne flytte til en anden bank. Rentestigningerne medførte, at gælden ikke blev afdraget, da en alt for stor andel af de månedlige ydelser dækkede renter i stedet for afdrag.

Bankens fremgangsmåde har ikke været rimelig. Én million kroner i rente på en kredit på 300.000 kr. må være betaling nok. Banken bør derfor frafalde resttilgodehavendet.

Banken bør fremlægge kontoudskrifter for hele den tyveårige periode, og ikke kun for de seneste fem år.

Erhvervskreditten blev ændret til et privatlån, fordi A ikke længere kunne betale ydelsen og senere gik konkurs. De fremlagte e-mails viser klart, at der var tale om privat inddækning af et tidligere erhvervsengagement. Lånet blev ydet til hende og M personligt. Deres personnumre var anført i gældsbrevet. Der fremgik ikke noget firmanavn, CVR-nummer eller lignende. Lånudbetalingen og ydelsesbetalingerne skete via privatkontoen -487. Bankens administration af lånesagen ville være ulovlig, hvis lånet var givet til en erhvervsdrivende enhed. Der må ikke løbende føres midler frem og tilbage mellem et aktieselskab og en aktionær.

Sydbank har anført, at banken ikke er forpligtet til at eftergive eller nedsætte sit tilgodehavende.

Banken har krævet renter i henhold til gældsbrevene, som klageren har underskrevet. Da lånet blev opsagt som følge af misligholdelsen, var banken berettiget til at kræve inkassorente. Rentesatserne har på intet tidspunkt været urimelige eller i strid med gældende ret.

Det fremgår af de fremlagte kontoudskrifter, at klageren ikke har betalt omkring én mio. kroner i renter på lånet.

På erhvervskreditten er der betalt rente for den varierende udnyttelse af kreditten i henhold til den gældende rentesats. En kredit afdrages ikke på samme måde som et lån. En erhvervskredit er netop en løbende kredit uden afvikling.

Lån -479 blev oprettet som et erhvervslån. Da klageren havde en erhvervsmæssig interesse i at kautionere for selskabet, var der tale om en erhvervskaution. Klager blev derfor tilbudt et erhvervslån. Erhvervslån har typisk fordelagtige vilkår i forhold til privatlån. Da der var tale om et erhvervslån, var banken ikke forpligtet til at udlevere oplysninger om årlige omkostninger i procent.

Da A var nødlidende ønskede banken ikke at oprette en erhvervskonto, og der blev derfor oprettet en privatkonto (-487). Dette var dog ikke ensbetydende med, at lånet var et privatlån.

Banken har ikke umiddelbart mulighed for at fremlægge kontoudtog for erhvervskassekreditten for perioden 1997-2012. Banken er ikke forpligtet til at opbevare kontoudtog for denne periode.

Det er de anvendte rentesatser, der er relevant for Ankenævnets afgørelse af sagen, og ikke de konkrete beløb, der blev betalt.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet behandler efter fast praksis ikke klager vedrørende engagementer med selskaber. Den del af klagen, der angår erhvervskredit nr. -312, som blev oprettet i Sydbank i 1997 med et interessentskab og senere et aktieselskab, A, som kontohaver, og som i 2012 blev opsagt på grund af misligholdelse, falder derfor uden for Ankenævnets kompetence, jf. § 2, stk. 3 og 4 i Ankenævnets vedtægter.

Den 24. juni 2012 underskrev klageren og hendes daværende ægtefælle, M, et gældsbrev til Sydbank vedrørende et lån nr. -479 på 346.813,34 kr. som blev anvendt til indfrielse af A’s erhvervskredit nr. -312, som var misligholdt, og som klageren kautionerede for. Rentesatsen på lånet var variabel 11,50 % om året.

Ud over lån -479 bestod klagerens og M’s engagement med banken af en nyoprettet privatkonto -487, hvortil lånet blev afregnet, og hvorfra ydelserne blev betalt.

Ankenævnet finder, at klageren og M optog lån -479 som privatkunder, og at lånet derfor var omfattet af kreditaftaleloven. Hverken den omstændighed, at klageren personligt hæftede for den misligholdte erhvervsgæld, som blev inddækket ved låneoptagelsen, eller den omstændighed at lånet blev oprettet via bankens erhvervsafdeling, kan medføre, at kreditaftalelovens ufravigelige bestemmelser ikke finder anvendelse.

Gældsbrevene for lånet af henholdsvis 29. juni 2012 og 17. februar 2014 indeholder ikke oplysninger om de årlige omkostninger i procent som anført i kreditaftalelovens § 8, stk. 2, nr. 7. Ankenævnet finder ikke, at klageren på trods af de manglende oplysninger har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne, jf. kreditaftaleloven § 23, stk. 3. Ankenævnet finder herefter, at banken skal yde en rentekompensation, hvorved klageren stilles som om, at rentesatsen på lånet ikke har oversteget Nationalbankens officielle udlånsrente med et tillæg på fem procentpoint, jf. kreditaftalelovens § 23, stk. 1.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge banken at nedsætte sit tilgodehavende yderligere.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører erhvervskredit nr. -312.

Sydbank skal inden 30 dage yde en rentekompensation på lån nr. -479 som ovenfor anført.

Klageren får klagegebyret tilbage.