Indsigelse mod hæftelse for et lån. Falsk.

Sagsnummer:200/2013
Dato:20-11-2013
Ankenævn:Vibeke Rønne, Lani Bannach, Jesper Claus Christensen, Morten Bruun Pedersen, George Wenning
Klageemne:Udlån - hæftelse
Ledetekst:Indsigelse mod hæftelse for et lån. Falsk.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser i forbindelse med hæftelse for to lån i Danske Bank.

Sagens omstændigheder

Klageren har oplyst, at hun i 1999 var gift med M, hvis virksomhed gik konkurs. Sammen optog de lån i BG Bank (nu: Danske Bank) til dækning af M’s tab i forbindelse med konkursen.

Danske Bank har oplyst, at klageren og M i 2003 havde to lån i banken med kontonumrene: -346 og -130. Klageren erkender at have underskrevet lånedokumenter vedrørende disse konti. Banken har fremlagt kontoudskrifter vedrørende de to konti - og en tredje fælles (budget)konto nr. -341.

Af kontoudtogene fremgår den 8. september 2003, at de negative saldi (på henholdsvis -388.536,26 kr. og -508.298,35 kr.) på konto nr. -346 og konto nr. -130 blev nedbragt til 0 kr. – ved overførsel af tilsvarende beløb fra den tredje konto nr. -341.

Banken har anført, at klageren og M forud for overførslen af de to beløb havde indgået to nye låneaftaler, hvis provenu blev overført til den tredje konto nr. -341. Banken har til støtte herfor fremlagt to gældsbreve vedrørende kontonumrene: -690 og
-704 (med lånebeløb på henholdsvis 396.411.14 kr. og 585.000 kr.). Gældsbrevene fremtræder som underskrevet af klageren.

Af en fremlagt årsopgørelse for 2003 stilet til klageren fremgår, at konto nr. -346 og
-130 er udgået den 8. september 2003. Konto nr. -690 og -704 fremgår med en negativ saldo på henholdsvis -396.411,14 kr. og -585.000 kr.

Klageren har oplyst, at hun og M blev skilt primo 2005 og at der frem til 2011 var løbende forhandlinger med banken vedrørende en afvikling af gælden, som banken indledningsvis søgte at inddrive hos M.

Klageren har videre oplyst, at banken i 2011 fremlagde de to gældsbreve for hende - hvorved hun konstaterede, at dokumenterne ikke bar hendes underskrift.

Klageren har fremlagt en mail af 19. oktober 2011 fra M, hvoraf fremgår:

”…

Ingen tvivl om at det er mig der har skrevet under. Vender den m … [et navn] og gir dig en melding.

…”

Banken har fremlagt en mail af 9. februar 2012 fra M til klageren, hvoraf fremgår:

”…

Jeg vil selvfølgelig ikke skrive under på at jeg bevidst har forfalsket din underskrift, alene på baggrund af at det ved jeg, det er min oplevelse, at det har jeg ikke. Jeg vil gerne medgive dig at det er mig der har skrevet under i dit navn, men det er sket med din viden og accept, som det er sket mange gange før da vi var gift.

…”

Ved et brev af 16. februar 2012 fra klagerens advokat til banken fremgår, at klageren bestrider, at M’s påførsel af hendes underskrift var sket med hendes viden og accept.

Banken fastholdt kravet mod klageren og det lykkedes ikke parterne at opnå enighed i den følgende korrespondance. Klageren bestrider heri, at hun under et fogedretsmøde i 2008 - hvor hun afgav insolvenserklæring - skulle være blevet forelagt gældsbrevene.

Parternes påstande

Den 24. juni 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Danske Bank i forhold til hende skal anerkende, at låneaftalerne med konto numrene: -690 og -704 er ugyldige og derfor skal frafalde ethvert krav i relation til disse aftaler – og til eventuelle krav relateret til konto nr. -346 og konto nr. -130.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at gældsbrevene vedrørende kontonumrene: -690 og -704 er underskrevet af M som låntager. En medarbejder fra banken har underskrevet til vitterlighed herfor.

Som anden låntager er hendes navn anført, men der er ikke skrevet til vitterlighed herfor.

M har erkendt, at han har skrevet under for begge låntagere.

Underskrifterne er som konsekvens heraf ugyldige, da der er tale om falsk – der er en stærk ugyldighedsgrund. Banken har således ikke noget krav mod hende.

Yderligere har banken, der er professionel långiver, forsømt at påse, at dokumenterne blev vitterlighedspåtegnede, hvilket banken må bære risikoen for.

M har ikke underskrevet i eget navn i henhold til fuldmagt, som ville være den korrekte fremgangsmåde, såfremt M faktisk havde fået fuldmagt af hende.

Hun har ikke accepteret eller været vidende om, at M skulle underskrive dokumenterne i hendes navn, hvilket understøttes af, at M har eftergjort hendes underskrift og ikke underskrevet med eget navn.

Hun har løftet bevisbyrden for, at underskrifterne er falske og lånedokumenterne er som følge heraf ugyldige.

Hun har i en årrække fejlagtigt været af den opfattelse, at hun hæftede for gælden til banken, der oprindeligt blev optaget på grund af M’ økonomiske vanskeligheder.

Hun har i denne periode ikke været vidende om, at bankens krav blev støttet på de nyoprettede lånedokumenter. Hun blev først bekendt med det faktiske indhold af dokumenterne i 2011. Hun gjorde da straks banken opmærksom på, at underskriften ikke var hendes.

Hun gjorde således indsigelse over for banken så tidligt som muligt. Hun var i den forudgående periode ikke bevidst om, at bankens krav støttedes på dokumenter oprettet uden hendes viden, accept eller underskrift.

Hun har således ikke udvist passivitet.

Hun har ikke vedkendt sig forpligtelsen ved ratihabition, idet dette ville kræve, at hun var bevidst om ugyldighedsgrunden på tidspunktet for sin vedkendelse. Hun kendte ikke til de forfalskede underskrifter, før hun i 2011 gjorde dette gældende over for banken.

Hun har fælles børn med M. Der kan ikke stilles krav om, at hun foretager en politianmeldelse. Det er uden bevismæssig betydning for sagen.

Det ligger udenfor Ankenævnets kompetence at tage stilling til bankens påstand om, at hun i givet fald hæfter for gæld relateret til de tidligere lån.

Påstanden indeholder blandt andet en stillingtagen til hypotetiske udregninger vedrørende tidligere låneforhold. Dette må anses for at overskride rammerne for nævnets kompetence til at behandle hendes klage, der handler om bankens fastholdelse af et krav baseret på falske underskrifter.

Det vil ydermere ikke være muligt at opgøre et sådant eventuelt krav. Banken opstiller en hypotetisk beregning uden nogen form for stillingtagen til, at der var tale om to debitorer på lånene og at den oprindelige gæld var M’s - hvorfor beregningen ikke kan ses at være et realistisk udtryk for hendes eventuelle berigelse.

Såfremt nævnet måtte anse sig kompetent til at påkende spørgsmålet, gøres det gældende, at låneaftalerne som følge af den forfalskede underskrift ikke har retsvirkning overfor hende. Banken kan som følge heraf ikke gøre krav gældende mod hende.

Det faktum, at låneprovenuerne er anvendt til indfrielse af lån, som hun var meddebitor på, ændrer ikke herved.

M har optaget lån ved uberettiget anvendelse af hendes underskrift til indfrielse af fælles lån, der oprindeligt var optaget til indfrielse af hans gæld.

Danske Bank har blandt andet anført, at det er klageren, der skal løfte bevisbyrden for, at underskrifterne på gældsbrevene er falske.

Det gøres gældende, at klageren ikke imod M’s udtrykkelige angivelse af, at underskriften er sket med hendes vidende og accept, har løftet den bevisbyrde.

Klagerens værgren mod at politianmelde den påståede falsk afsvækker yderligere hendes påstand herom.

Klageren har selv over for banken henvist til ”min underskrift” på gældsbrevene. Det er uden betydning for hendes hæftelse for gælden, om underskriften er foretaget personligt eller ved fuldmagt til M.

Banken sendte kontoudskrifter i forbindelse med låneafregningen af låneprovenuerne og indfrielsen af de to oprindelige lån.

Alle kontoudskrifter er sendt til klageren og M på deres tidligere fælles adresse.

Klageren har fremlagt kontoudskrifterne.

Det må kunne lægges til grund, at kontoudskrifterne er kommet til hendes kundskab og at hun har været vidende om optagelsen af de to nye lån og indfrielsen af de to oprindelige.

Klageren skulle have reklameret over den påståede falsk tidligere. Hendes kendskab til, hvorvidt hun har skrevet under vedrører et faktisk forhold. Hun har ikke haft behov for juridisk vejledning for at kunne påberåbe sig, at hun ikke har skrevet under. Hun har kendt til gældsbrevene og gælden i mere end ni år, før end hun første gang gjorde gældende, at hun ikke har skrevet under.

I den periode havde hun personligt og gennem sin tidligere advokat indledt akkordforhandlinger og hun var blevet forelagt gældsbrevene i fogedretten. Hun har ved passivitet fortabt retten til at påberåbe sig den påståede falsk.

Klageren har gennem blandt andet akkordforhandlinger og de fremsatte tilbud om afvikling af gælden tilkendegivet, at hun har indrettet sig på at være debitor efter gældsbrevene, og hun har ratihaberet forpligtelsen i det omfang, den måtte have lidt af en oprindelig mangel; hvilket bestrides.

Hvis Ankenævnet måtte finde, at banken ikke har noget krav mod klageren efter gældsbrevene som følge af falsk, gøres det gældende, at retsvirkningen er negativ kontraktinteresse.

I så fald skal klageren stilles, som om aftalerne ikke var indgået. Hun skal derfor fralægge sig den berigelse, som hun opnåede ved, at de oprindelige lån, som hun hæftede for sammen med M, blev indfriet - og i stedet fortsat hæfte for gælden (på i alt 896.816,61 kr. med tillæg af den aftalte rente) på de oprindelige lån og med de oprindelige vilkår.

Ankenævnets bemærkninger

Tre medlemmer - Vibeke Rønne, Lani Bannach og Morten Bruun Pedersen – udtaler:

I overensstemmelse med klagerens tidligere ægtefælles e-mail af 19. oktober 2011 lægger vi til grund, at klageren ikke har underskrevet gældsbrevene vedrørende konto nr. -690 og -704. Efter det oplyste finder vi det godtgjort, at hun gjorde falskindsigelse gældende over for Danske Bank, da hun fik kendskab hertil.

Mod hendes benægtelse finder vi det ikke godtgjort, at klageren udtrykkeligt eller stiltiende har accepteret, at hun var debitor i henhold til de nævnte gældsbreve. Det bemærkes herved, at det forhold, at klageren ikke har ønsket at indgive politianmeldelse mod sin tidligere ægtefælle ikke i den forbindelse kan tillægges betydning.

Klageren hæfter derfor ikke for lånene i henhold til gældsbrevene konto nr. -690 og -704.

De tidligere gældsbreve, som klageren erkender at have underskrevet, er indfriet i forbindelse med stiftelsen af de ovennævnte to gældsbreve. Banken kan derfor heller ikke gøre et krav gældende mod klageren på dette grundlag.

Vi stemmer derfor for, at klageren får medhold i klagen.

To medlemmer - Jesper Claus Christensen og George Wenning udtaler:

Vi finder, at sagens afgørelse afhænger af, om klageren havde bemyndiget M til at underskrive gældsbrevene vedrørende konto nr. -690 og -704 på hendes vegne og, hvis det ikke er tilfældet, om klageren allerede i forbindelse med et fogedretsmøde i 2008 blev bekendt med de omhandlede gældsbreve og derfor på det tidspunkt burde have gjort falskindsigelsen gældende, eller om klageren i øvrigt på andet grundlag har tabt falskindsigelsen.

Vi finder, at en afklaring af disse forhold ikke kan ske uden en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Da en sådan bevisførelse ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene, stemmer vi for, at klagen afvises jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Danske Bank skal inden 30 dage anerkende, at klageren ikke hæfter for lånene i henhold til gældsbrevene konto nr. -690 og -704 samt anerkende, at banken heller ikke i henhold til de tidligere gældsbreve, kan gøre et krav gældende mod klageren.

Klageren får klagegebyret tilbage.