Krav om indfrielse af fælles lån med provenu af ejerpantebrev pantsat af meddebitor

Sagsnummer:493/2012
Dato:06-09-2013
Ankenævn:John Mosegaard, Lani Bannach, Kjeld Gosvig Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Morten Bruun Pedersen
Klageemne:Pant - anvendelse af provenu
Ejerpantebrev - øvrige spørgsmål
Udlån - hæftelse
Forældelse - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Krav om indfrielse af fælles lån med provenu af ejerpantebrev pantsat af meddebitor
Indklagede:vestjyskBANK
Øvrige oplysninger: SD
Senere dom: Retten i Holstebro (dom afsagt den 22. april 2014)
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om indfrielse af et fælles lån med provenuet af et ejerpantebrev, der var håndpantsat af hendes tidligere ægtefælle som meddebitor.

Sagens omstændigheder

Den 27. august 2004 underskrev klageren og dennes daværende ægtefælle, M, et gældsbrev til Ringkjøbing Bank, nu vestjyskBANK, om et boliglån med en hovedstol på 181.500 kr., der skulle afvikles med en kvartalsmæssig ydelse på 4.600 kr.

Banken fik håndpant i et ejerpantebrev på 180.000 kr. med pant i M’s faste ejendom, der var parrets fælles bopæl, til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse, som han og/eller klageren måtte få over for banken. Under sagen er der fremlagt en kopi af ejerpantebrevet, der er underskrevet den 27. august 2004 af M som debitor og af klageren som ægtefælle, og en håndpantsætningserklæring af 25. maj 2005, på hvilket tidspunkt ejerpantebrevet fik en påtegning om respekt af et realkreditlån. Klageren underskrev håndpantsætningserklæringen sammen med M.

Af de almindelige bestemmelser for både låneaftalen og håndpantsætningserklæringen fremgik, at banken ikke havde "pligt til forlods at søge dækning i det stillede pant" ligesom banken havde "valgfrihed med hensyn til anvendelsen" i forhold til kundens/debitors samlede engagement.

Den 12. juni 2007 blev klageren og M separeret.

Den 16. juli 2007 underskrev klagerne en bodelingsaftale, hvorefter ejendommen tilfaldt M som ejer, dog med forbehold om deling af en eventuel friværdi. Hæftelsen for "diverse gældsposter i Ringkjøbing Bank" påhvilede M.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt fik banken en kopi af bodelingsaftalen.

Banken har oplyst, at man ikke har registreret oplysninger om parrets samlivsophævelse før den 23. august 2007.

Ved gældsbrev, der fremtræder som underskrevet af klageren og M i slutningen af 2007, bevilgede banken seks måneders ydelsesfritagelse på boliglånet, som nu var nedbragt til 154.304,74 kr. Klageren har anført, at hun ikke var bekendt med og ikke har underskrevet gældsbrevet vedrørende ydelseshenstanden. Hendes underskrift er påført af M, som har erkendt dette over for hende.

Den 3. juni 2008 blev klageren og M skilt.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt blev klageren af indklagede kontaktet om underskrift på et nyt dokument om højere rente på lånet. Klageren ønskede ikke at underskrive, og indklagede foretog ikke mere i den anledning.

På et ligeledes ikke nærmere oplyst tidspunkt i 2008 blev ejendommen solgt med et provenu på 274.315,03 kr., der blev frigivet den 9. oktober 2008. Beløbet blev afskrevet på gældsposter i banken, som M hæftede for som enedebitor. Banken har anført, at anvendelsen af provenuet skete efter aftale med M. Klageren har bestridt dette og har anført, at M ifølge egne oplysninger tværtimod anmodede banken om at anvende provenuet til forlods indfrielse af boliglånet.

Boliglånet fremgik af klagerens årsopgørelser for 2008-2010 med en restgæld på henholdsvis 161.448 kr., 152.006 kr. og 139.867 kr.

På baggrund af en rykker fra banken henvendte klageren sig i oktober 2011 til banken med indsigelser mod hendes hæftelse for boliglånet, som imidlertid blev fastholdt af banken.

Parternes påstande

Den 15. oktober 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at vestjyskBANK skal frafalde hendes hæftelse for restgælden på boliglånet.

vestjyskBANK har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at lånet blev optaget til istandsættelse af ejendommen og mod sikkerhed i ejerpantebrevet. Ifølge banken ville lånet blive indfriet i forbindelse med et salg af ejendommen.

I forbindelse med samlivsophævelsen, der fandt sted den 1. juni 2007, henvendte hun og M sig til banken med henblik på, at M skulle overtage deres fælles gæld, hvilket ifølge banken imidlertid forudsatte, at ejendommen blev solgt. Det efterfølgende salg skete således netop med henblik på indfrielse af fællesgælden, hvilket også fremgår af bodelingsaftalen, som banken modtog en kopi af.

Banken måtte blandt andet på baggrund af bodelingsaftalen indse, at både hun og M forventede, at boliglånet ville blive indfriet i forbindelse med ejendomssalget. Hvis banken ikke var indstillet herpå, burde den have givet meddelelse herom. Det var både hendes og M’s klare opfattelse, at lånet ville blive indfriet i forbindelse med ejendomssalget.

Efter gennemførelsen af ejendomssalget formåede hun ikke at få M til at betale hendes andel af en eventuel friværdi, hvilket hun accepterede. Hun lagde imidlertid berettiget til grund, at hendes hæftelse for boliglånet var ophørt. På den baggrund afviste hun også en henvendelse fra M’s nye rådgiver i banken, der ønskede en fornyet underskrift fra hende vedrørende lånet, ligesom hun over for SKAT afmeldte skattemæssigt fradrag for indberettede renter.

Det var hendes opfattelse, at det beroede på en fejl, da banken i oktober 2011 sendte en rykker for betaling af ydelse på lånet.

vestjyskBANK har anført, at man hverken ved optagelsen af boliglånet eller i forbindelse med samlivsophævelsen har oplyst, at lånet ville blive indfriet i forbindelse med salg af ejendommen.

Banken var ikke part i bodelingsaftalen, som alene var gældende i forholdet mellem klageren og M.

Anvendelsen af provenuet efter ejendomssalget skete efter aftale med M. M ejede ejendommen og havde råderet over provenuet.

Det tilkom ikke klageren at disponere over provenuet.

Boliglånet fremgik af årsoversigterne, der blev sendt til klageren.

Klageren har udvist passivitet ved først at gøre indsigelse mod hæftelsen i oktober 2011. Et eventuelt krav er desuden forældet, jf. forældelseslovens § 2 og § 3, idet den efter klagerens opfattelse skadegørende handling fandt sted den 9. oktober 2008, hvor provenuet blev udbetalt.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og dennes daværende ægtefælle, M, optog i 2004 et boliglån på 181.500 kr. i Ringkjøbing Bank, nu vestjyskBANK. Samtidig blev der oprettet et ejerpantebrev på 180.000 kr. i M’s faste ejendom, der var parrets bopæl. Ejerpantebrevet blev pantsat til banken til sikkerhed for parrets mellemværende med banken.

Ifølge de almindelige bestemmelser for aftalerne om henholdsvis lånet og pantsætningen, som begge blev underskrevet af klageren, havde banken valgfrihed med hensyn til anvendelse af et eventuelt provenu af pantet.

Klageren har anført, at banken både i forbindelse med boliglånets etablering og den efterfølgende samlivsophævelse oplyste, at boliglånet ville blive indfriet, når ejendommen blev solgt, hvilket banken har bestridt.

Banken har anført, at provenuet ved det efterfølgende salg af ejendommen efter aftale med M blev anvendt til nedbringelse af M’s engagement som enedebitor. Klageren har bestridt dette og har anført, at M ifølge egne oplysninger tværtimod anmodede banken om at anvende provenuet til forlods indfrielse af boliglånet.

Det må anses for en typeforudsætning for én af flere solidarisk hæftende debitorer, at et pant stillet af en meddebitor som udgangspunkt ikke kan frigives eller afskrives på andre mellemværender uden den pågældende debitors medvirken, idet den pågældende debitors risiko herved forøges.

Det er ikke godtgjort, at klageren var bekendt med, at de almindelige bestemmelser for aftalerne indeholdt en bestemmelse, der fraveg typeforudsætningen.

Ankenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at fastslå, at typeforudsætningen i forhold til klageren er fraveget med parternes aftale.

Efter det oplyste var provenuet tilstrækkeligt til at dække restgælden på boliglånet.

Ankenævnet finder imidlertid, at klagerens krav om at blive frigjort for sin hæftelse er forældet.

Efter forældelseslovens § 3 er forældelsesfristen således tre år. Såfremt fordringshaveren er ubekendt med fordringen regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen.

Ankenævnet finder, at klageren i begyndelsen af 2009, hvor hun modtog årsopgørelsen for 2008, burde have konstateret, at restgælden på boliglånet, der var anført i årsopgørelsen, ikke fremstod som indfriet i 2008, og at klageren derfor på dette tidspunkt havde grundlag for at rejse sit krav mod banken om at blive frigjort for hæftelsen.

Klagerens eventuelle krav var derfor forældet, da klageren den 15. oktober 2012 indbragte sagen for Ankenævnet.

Som følge heraf får klageren ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.