Krav om erstatning for omkostninger/tab som følge af omprioritering i 2016 begrundet i, at omprioriteringen var ufordelagtig.

Sagsnummer:347/2018
Dato:22-05-2019
Ankenævn:John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Anita Nedergaard, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen
Klageemne:Realkreditbelåning - rådgivning
Ledetekst:Krav om erstatning for omkostninger/tab som følge af omprioritering i 2016 begrundet i, at omprioriteringen var ufordelagtig.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører spørgsmål om erstatning for omkostninger/tab som følge af omprioritering i 2016 begrundet i, at omprioriteringen var ufordelagtig.

Sagens omstændigheder

Klageren og dennes ægtefælle, H, var kunder i Sydbank.

Klageren og H havde et realkreditlån på 1.840.000 kr. i Totalkredit med pant i deres bopælsejendom. Lånet var et rentetilpasningslån med årlig rentetilpasning (F1) og indledende afdragsfrihed.

Klageren og H havde endvidere et boliglån i banken. Lånedokumentet er ikke fremlagt i sagen, og lånets størrelse er uoplyst.

Den 26. maj 2016 udarbejdede banken tre vejledende beregninger på omlægning af F1-lånet til et 2,50% obligationslån med en hovedstol på 1.894.000 kr., indledende afdragsfrihed i to år samt løbetid på henholdsvis 23 år, 28 år og 30 år. Den aktuelle kurs på alle tre lån var 97,53, svarende til et kurstab på 46.706 kr. Pr. den 1. juli 2016 ville bidragssatsen på lånene blive forhøjet til 1,06 % årligt.  

Af beregningerne fremgik endvidere, at det eksisterende F1-lån havde en restløbetid på 22 år, at afdragsfriheden på dette ville ophøre ved udgangen af 2018, og at bidragssatsen på F1-lånet pr. den 1. juli 2016 ville blive forhøjet til 1,50 % årligt, hvilket svarede til en månedlig stigning på 576 kr. før skat.

Den 13. juni 2016 indhentede banken et lånetilbud vedrørende et 28-årigt 2,50% obligationslån i Totalkredit med en hovedstol på 1.893.000 kr. og indledende afdragsfrihed i to år. Den aktuelle kurs var 97,30, svarende til et kurstab på 51.130 kr.

Ifølge et rådgivningsskema af samme dato havde klageren og H stor erfaring med at optage lån. Baggrunden for deres valg af lån var, at de ønskede en fast ydelse. De havde ingen planer om at indfri lånet eller at afvikle det ekstraordinært. De årlige omkostninger (ÅOP) på det valgte lån var 3,34%. Et alternativ til det valgte lån var et F-kort lån med årlige omkostninger (ÅOP) på 1,04%.

Ifølge pantebrevet for omprioriteringslånet på 1.893.000 kr. forfaldt terminerne/ydel­serne kvartalsvist. Fra termin ét til termin seks var lånet afdragsfrit.

Den 13. juni 2016 blev der indgået kurskontrakt vedrørende omprioriteringslånet til kurs 97,299. Banken har oplyst, at kursen ville have været kurs 98,771, hvis lånet havde være uden afdragsfrihed og at kursdifferencen svarede til 27.865 kr.

Vedrørende boliglånet i banken er der under sagen fremlagt en posteringsoversigt, der viser indsætning af ydelser på 6.000 kr. pr. måned i henholdsvis april og maj 2017 samt indfrielse af restgælden ved indbetaling af i alt cirka 75.000 kr. i juni 2017.

Den 2. november 2017 sendte banken et tilbud til klageren om at omlægge lånet på 1.893.000 kr. til et 30-årigt rentetilpasningslån med en hovedstol på 1.912.000 kr. og rentetilpasning hvert femte år (F5). Oprettelsesomkostningerne udgjorde 17.988 kr.

Parternes påstande

Den 30. oktober 2018 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale 112.000 kr.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken bør erstatte de ekstra omkostninger, som han og H er blevet påført som følge af mangelfuld rådgivning fra banken. Banken bør endvidere give en undskyldning for dårlig behandling.

Omprioriteringen skete på bankens initiativ. De havde på intet tidspunkt ytret ønske om at omlægge, men blev kontaktet af banken med råd om, at de skulle skynde sig at lægge om. Banken mente, at de skulle omlægge til fast rente. De havde én dag til at beslutte sig. Deres daværende lån havde ét års afdragsfrihed tilbage, og banken foreslog et nyt fastforrentet lån med to års afdragsfrihed, som dog endte med kun at blive til halvandet års afdragsfrihed.

Omkostningerne ved omprioriteringen i 2016 var urimeligt høje i forhold til, at de alene opnåede afdragsfrihed i to kvartaler/terminer ekstra. De havde blind tillid til banken og bankrådgiveren, hvilket har kostet dem dyrt. Hvis de havde vidst, at afdragsfriheden ville koste et ekstra kurstab, havde de takket nej.

I perioden fra før omprioriteringen i 2016 til de i 2017 gik tilbage til deres tidligere lån, blev deres gæld på grund af fejlrådgivningen forøget med 72.000 kr. I samme periode blev de påført ekstra renteudgifter på 40.000 kr. Banken bør derfor betale 112.000 kr.

Banken bør i hvert fald betale en erstatning på 27.865 kr., svarende til kurstabet ved at hjemtage omprioriteringslånet med kortvarig afdragsfrihed i stedet for uden afdragsfrihed. Det af banken anførte om, at de havde dårlig økonomi bestrides. Han og H har tværtimod til stadighed haft orden i deres økonomi trods store ekstra udgifter.

Bankens rådgivere har tilkendegivet at det var et dårligt lån, men har undskyldt med at, i deres tilfælde var en rigtig god ide, da de mente, at han og H ikke havde en god økonomi.

I pågældende periode opsparede de imidlertid 70.000 kr. til indfrielse af banklånet.

Hvis banken mente, at deres økonomi var dårlig, burde den ikke have rådgivet dem til en omprioritering med store omkostninger til følge.

Sydbank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende i forhold til klager.

Banken har ydet korrekt og fyldestgørende rådgivning i forbindelse med låneomlægningen i 2016 fra F1-lån til fastforrentet lån, herunder ved rådgivning om at optage et lån med en indledende periode med afdragsfrihed.

Klageren henvendte sig til banken, da han overvejede at omlægge F1-lånet. Baggrunden for overvejelserne var den varslede bidragsstigning på F1-lånet, at der var mulighed for gebyrfri omlægning fra F1-lån til fastforrentet lån, og at vilkårene for fastrentelån var gunstige.

Banken har ikke oplysninger om, at klagerens daværende rådgiver skulle have givet udtryk for, at det hastede med en omprioritering. Rådgiveren har formentlig blot oplyst om den varslede bidragsstigning og om, at en eventuel omlægning inden den 31. december 2016 ville være gebyrfri.

Banken kunne hverken anbefale eller tilbyde at formidle lånet uden afdragsfrihed, da klagers rådighedsbeløb ikke var tilstrækkeligt til en omlægning med afvikling fra starten.

Med afdragsfriheden steg ydelsen på realkreditlån med netto 2.338 kr. pr. måned. Uden afdragsfriheden ville ydelsen være steget med yderligere 6.349 kr. pr. måned.

Klageren ønskede en likviditetsneutral omlægning, hvilket understøttes af, at de vejledende beregninger tog afsæt i afdragsfrihed med henblik på at nedsætte ydelsen på boliglånet, så klagers månedlige udgifter ikke steg ved låneomlægningen.

Kurstabet ved omlægningen af F1-lånet fremgik af både de vejledende beregninger og af lånetilbuddet.

Klageren har ved med sin underskrift på rådgivningsskemaet bekræftet at have modtaget rådgivning og har herefter accepteret både lånetilbud og kurssikring.

Den omstændighed, at klageren i juni 2017– et år efter omlægningen af F1-lånet – tilsyneladende fik mulighed for at optage et privatlån er uden betydning for sagen. Hvis der i 2016 – på tidspunktet for omlægningen af F1-lånet – havde været mulighed for et privatlån som alternativ finansiering, ville det ikke have betydet, at banken havde tilbudt at formidle et omprioriteringslån uden afdragsfrihed, da klagers rådighedsbeløb uændret ville være utilstrækkeligt hertil. Det af klageren anførte om, at han opsparede 70.000 kr. bestrides.

Det bestrides endvidere, at banken skulle have tilkendegivet, at det af klageren valgte lån var et dårligt lån.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren havde et rentetilpasningslån på 1.840.000 kr. med årlig rentetilpasning (F1) og afdragsfrihed til udgangen af 2018.

I sommeren 2016 blev F1-lånet, hvorpå restløbetiden var 22 år, omlagt til et 28-årigt 2,50% obligationslån på 1.893.000 kr. og indledende afdragsfrihed i to år.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at omprioriteringen blev gennemført med henblik på at opnå fast rente, at formindske en forestående bidragsstigning og at udnytte et aktuelt rabattilbud på omprioritering. Ankenævnet finder endvidere at det må lægges til grund, at klageren på daværende tidspunkt ikke havde økonomisk mulighed for at give afkald på afdragsfriheden, hvorved omprioriteringslånet kunne være hjemtaget til en kurs, der var 1,472 kurspoint højere, svarende til 27.865 kr.

På baggrund af ovenstående finder Ankenævnet ikke, at banken i forbindelse med omprioriteringen begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar for banken. Ankenævnet finder heller ikke at der i øvrigt er godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at bankens skal betale noget beløb til klageren.

Banken er heller ikke ansvarlig for omkostningerne og kurstabet, som klageren blev påført i forbindelse med, at han et år efter – i 2017 – valgte at omprioritere på ny til et 30-årigt rentetilpasningslån med en hovedstol på 1.912.000 kr. og rentetilpasning hvert femte år (F5).

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen