Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med udtrædelse af efterlønsordning.

Sagsnummer:93/2009
Dato:25-06-2009
Ankenævn:Peter Blok, Carsten Holdum, Peter Stig Hansen, Rut Jørgensen, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Rådgivning - pensionsforhold
Ledetekst:Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med udtrædelse af efterlønsordning.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører, om Danske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med at han i 2004 udtrådte af efterlønsordningen.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1944, er kunde i Danske Bank.

I begyndelsen af 2004 blev der afholdt et møde mellem klageren og banken. Da klageren snart fyldte 60 år, deltog en af bankens pensionskonsulenter sammen med klagerens sædvanlige rådgiver. På mødet blev bl.a. klagerens medlemskab af efterlønsordningen drøftet.

Efter mødet meddelte klageren sin a-kasse, at han ønskede at udtræde af efterlønsordningen.

Den 12. februar 2004 blev klagerens efterlønsbidrag på i alt 19.531 kr. overført til klagerens kapitalpensionskonto i banken.

Klageren har anført, at banken på mødet rådede ham til at udtræde af efterlønsordningen. Ifølge banken kunne han på grund af modregning af ratepension ikke få udbetalt mere end et par hundrede kroner om måneden fra sit 60. år. Ordningen ville således ikke få betydning for ham. Konklusionen blev, at han derfor skulle udtræde af efterlønsordningen, hvilket han øjeblikkeligt iværksatte. Efterfølgende konstaterede han, at han kunne have fået fuld efterløn fra sit 62. år. Hvis han havde vidst dette, ville han ikke være udtrådt af ordningen.

Banken har anført, at man under drøftelserne på mødet bl.a. kom ind på, at hvis udbetalingen af efterløn blev igangsat, ville efterlønsudbetalingerne blive reduceret på grund af klagerens pensionsordninger. Det afvises, at klageren blev anbefalet eller foreslået at udtræde af efterlønsordningen.

Ved brev af 7. oktober 2008 rejste klageren krav om erstatning for manglende efterlønsbetaling i tre år. Banken afviste at have pådraget sig et erstatningsansvar.

Klageren har opgjort sit krav til 540.000 kr.

Parternes påstande.

Den 4. februar 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale 540.000 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at Danske Bank som følge af mangelfuld rådgivning bør erstatte hans tab på 540.000 kr. svarende til bruttoudbetalingen fra efterlønsordningen i tre år.

Udtrædelsen i februar 2004 skete alene på baggrund af bankens anbefaling. Han havde hverken brug for at få udbetalt efterlønsbidraget eller nogen anden grund til at udtræde af ordningen.

Han fandt først efterfølgende ud af, at han ville have haft mulighed for at få fuld efterløn fra 62-65 år, hvis han var forblevet i ordningen. Bankens rådgivning på mødet i begyndelsen af 2004 var derfor forkert og mangelfuld. Hans tab som følge heraf udgør ca. 540.000 kr.

Udbetalingen på 19.531 kr. var ubetydelig i forhold til fordelene ved efterlønsordningen. Han har været i a-kasse hele sit arbejdsliv på ca. 42 år og var lige som sin hustru tilmeldt efterløn lige fra starten.

Det bestrides, at banken ikke vidste, at han var udtrådt af efterlønsordningen. Det fremgår således af de efterfølgende økonomiberegninger, som banken har udarbejdede, at hans hustru modtager efterløn til 2011, mens hans efterløn blev fjernet i forbindelse med rådgivningen i begyndelsen af 2004.

Hans daværende rådgiver i banken, som deltog i mødet, har efterfølgende givet ham ret i den store fejl, der blev begået.

Danske Bank har anført, at banken ikke har rådgivet klageren om udtræden af efterlønsordningen.

Ved rådgivning om pensionsopsparinger tager banken ikke stilling til, hvorvidt kunderne bør være medlem af efterlønsordningen, men henviser kunderne til at drøfte medlemskabet med deres a-kasse.

Banken var frem til modtagelsen af klagerens brev af 7. oktober 2008 af den opfattelse, at klageren fortsat var medlem af efterlønsordningen, hvilket understøttes af bankens interne notater.

Klagerens tabsopgørelse bestrides. Der er således bl.a. ikke taget højde for opgørelsen af efterlønsordningen, modregning af pensionsordninger og indestående hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

På baggrund af parternes modstridende forklaringer vedrørende indholdet af den rådgivning, klageren modtog på mødet i begyndelsen af 2004, finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.