Kaution, underretning. Retskraft af fogedsag.

Sagsnummer:554/1993
Dato:15-04-1994
Ankenævn:Niels Waage, Niels Busk, Gert Bo Gram, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Ledetekst:Kaution, underretning. Retskraft af fogedsag.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved gældsbrev af 13. maj 1988 bevilgede indklagede klager B, der er moder til klager A, et lån på 50.000 kr., som skulle afvikles med en ydelse på 750 kr. pr. måned. Klager A og dennes bror påtog sig selvskyldnerkaution for lånet.

Den 5. februar 1991 indledtes gældssaneringssag for klager B, og kendelse om gældssanering blev afsagt af skifteretten den 22. august 1991. Fordringen ifølge gældsbrevet blev medtaget i gældssaneringen til trods for, at indklagede overfor skifterettens medhjælper havde anført, at denne på grund af kautionssikringen ikke skulle medtages. Dividenden blev fastsat til 3,4793%, som skulle afvikles over fem år.

Seneste ydelse på lånet blev betalt den 1. september 1991.

Den 24. marts 1992 fremsendte indklagede en rykkerskrivelse til klager B med oplysning om, at lånet var i restance med 4.625 kr. Den 21. maj 1992 gjorde indklagede kautionen gældende overfor klager A for så vidt angår restancen. Da klager B den 3. juli 1992 på ny blev rykket på grund af restance, afviste skifterettens medhjælper på moderens vegne kravet med henvisning til gældssaneringen.

Umiddelbart herefter indledte indklagede inkassosag mod klager A og dennes bror. På møde i fogedretten den 19. maj 1993 blev der foretaget udlæg i bl.a. klager A's ejendom. Fogedrettens kendelse lyder som følger:

"Gældssaneringen af debitors [klager B's] gæld omfatter ikke rekvirentens rettigheder mod rekvisiti, som er kautionister ifølge gældsbrevet, jvf. konkurslovens § 226, stk. 3. Henset hertil, og da der ikke findes begrundet anledning til at betvivle rigtigheden af størrelsen af den opgjorte fordring, bestemmes: [Indklagedes] begæring om udlæg hos [klager A og dennes bror] bør nyde fremme."

Fogedretskendelsen blev påkæret til Østre Landsret, der stadfæstede kendelsen den 2. juli 1993.

Klager A har indbragt sagen for Ankenævnet (sag nr. 554/1993) med påstand om principalt, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet, subsidiært, at indklagedes krav mod klager A nedsættes.

Klager B har i særskilt klage (sag nr. 511/1993) udtalt sig til støtte for klager A.

Indklagede har med henvisning til Ankenævnets vedtægters § 5 påstået sagen afvist, idet sagen er afgjort af Østre Landsret.

Indklagede har forbeholdt sig at fremkomme med yderligere bemærkninger, såfremt Ankenævnet ikke kan tilslutte sig afvisningspåstanden.

Klager A har anført, at fordringen er bortfaldet dels som følge af gældssaneringen dels som følge af, at reglen om meddelelse til kautionister i bank- og sparekasselovens § 41 ikke er overholdt. Såfremt klageren straks var blevet underrettet om misligholdelsen af lånet, kunne han have fortsat betalingen af den månedlige ydelse, hvorved han var sparet for betydelige renter og omkostninger. Under en telefonsamtale umiddelbart efter modtagelsen af skrivelsen af 21. maj 1992 tilkendegav indklagedes direktør, at man ville bære det fulde tab, og at sagen herefter var slut. Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at fordringen ikke er opgjort korrekt, idet de ydelser, der er betalt i perioden 1. januar - 1. september 1991, ikke er indregnet.

Indklagede bestrider at have påtaget sig at bære tabet, men erkender, at der ikke er givet underretning til klageren inden for den i bank- og sparekasseloven § 41 nævnte frist på seks måneder. Indklagede henviser i øvrigt til fogedrettens kendelse af 19. maj 1993 og Østre Landsrets kendelse af 2. juli 1993 samt dertil hørende processkrifter. Som dokumentation for, at indbetalte ydelser i perioden 1. januar - 1. september 1991 er modtaget og afskrevet på lånet, har indklagede fremlagt kontoudtog af 31. december 1991 og 4. juni 1992.

Ankenævnets bemærkninger:

Da spørgsmålet om, hvorvidt kautionsforpligtelsen kan gøres gældende over for klageren er afgjort ved Østre Landsrets kendelse af 2. juli 1993, er Ankenævnet afskåret fra at behandle sagen, jvf. princippet i § 5, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle de af klager A og klager B indgivne klager. Klagegebyrerne tilbagebetales klagerne.