Indløsning af krydset check.

Sagsnummer:256/1991
Dato:07-02-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indløsning af krydset check.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I begyndelsen af november 1988 fremsendte et forsikringsselskab en krydset check på 11.814,50 kr. til klageren. Efter at checken var påført falsk endossement, hævedes den den 8. november 1988 i indklagedes Nørrebro afdeling, hvorefter beløbet indsattes på en konto, der tillige førtes i afdelingen.

Kontohaveren, der i Københavns Byret har erkendt hæleri med hensyn til bedrageri for 2.000 kr., har i retten forklaret, at en trediemand stjal checken, påførte falsk endossement med såvel klagerens som kontohavers navn, hvorefter denne trediemand indløste checken og indsatte beløbet på kontoen i afdelingen. Kontohaveren blev først efterfølgende bekendt hermed og modtog da 2000 kr., som denne trediemand skyldte ham i husleje.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham checkbeløbet på 11.814,50 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at kontohaveren, der var førtidspensionist, havde et meget udviklet og synligt alkoholproblem, og afdelingen burde have studset over, at denne person var i besiddelse af en check på over 11.000 kr. fra et forsikringsselskab. Indklagede burde have kontrolleret den mødendes ret til at få udbetalt beløbet, eventuelt ved en opringning til checkudstederen, og alene endossementernes udseende burde have været tilstrækkeligt til, at indklagede havde følt sig foranlediget til at undersøge dette spørgsmål nærmere.

Indklagede har anført, at afdelingen ved indløsningen sikrede sig, at endossementrækken var sammenhængende, og at kravet i checklovens § 35, 1., således var opfyldt. Det er indklagedes klare opfattelse, at det trods kontohaverens udsagn var kontohaveren selv, der præsenterede checken i afdelingen. Uanset dette blev beløbet indsat på en konto, der førtes i afdelingen, hvorefter det senere blev hævet. Dette indebærer, at principperne i og grundtanken bag checklovens § 38 er overholdt, og virkningen er således den samme, uanset om det var kontohaveren selv eller en anden, der præsenterede checken i afdelingen.

Ankenævnets bemærkninger:

Indklagede har anført, at den, fra hvem indklagede erhvervede checken, var kunde hos indklagede, medens klageren har bestridt dette. En stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.