Dankort, misbrug.

Sagsnummer:291/1993
Dato:15-04-1994
Ankenævn:Niels Waage, Niels Busk, Gert Bo Gram, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Dankort, misbrug.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Medhold klager


Lørdag den 27. februar 1993 anmeldte klageren til kriminalpolitiet tyveriet af bl.a. 2 dankort fra klagerens taske. Ifølge anmeldelsen var gerningstidspunktet fra søndag den 21. februar 1993 kl. 01.00 til samme dag kl. 11.00.

Det ene af de to dankort var knyttet til klagerens konto hos indklagede.

Ved skrivelse af 3. marts 1993 til indklagede redegjorde klageren nærmere for omstændighederne omkring tyveriet. Af skrivelsen fremgår:

"Lørdag aften d. 20.02.93., og natten til søndag var jeg efter en aften med kollegaer, på forskellige cafeer i den indre by. Jeg opbevarede mit dankort til [indklagede] i min pung, og pinkoden hertil i min toiletpung. Pung og toiletpung opbevarede jeg i det midterste rum i min taske. Checkhæfte, nøgler, togkort m.v., i det forreste rum. I løbet af aftenen/natten anvendte jeg ikke mit dankort til [indklagede], men mit dankort til [pengeinstituttet A], som ligeledes er min lønkonto.

..............

Jeg mener sidst jeg så min pung og toiletpung var kl. ca. 01.00 om natten, men jeg har ingen ide om hvornår tyveriet af pung og toiletpung er foregået herefter. Jeg kan kun anføre at jeg hele tiden havde min taske hos mig, og ikke på noget tidspunkt efterlod den ved bordet eller lign. De steder jeg var, var der mange mennesker, men da jeg hele tiden var sammen med personer jeg kendte, forestiller jeg mig at en professionel har foretaget et greb i tasken, og har stjålet min pung samt toiletpung.

Ud på natten tager jeg en taxa hjem, og betaler med check, som jeg opbevarer i forrummet af min taske, og opdager derfor ikke at jeg mangler pung og toilettaske. Næste formiddag - søndag - og da jeg skal bruge min pung, opdager jeg først at tingene er væk, og anmelder straks tabet af mine dankort. Jeg har ligeledes foretaget politianmeldelse, ......"

I klagerens skadesanmeldelse til sit forsikringsselskab underskrevet af klageren den 8. marts 1993 er som skadedato anført 21. februar 1993 mellem kl. 01.00 og 05.00.

Ved skrivelse af 11. marts 1993 fremsendte indklagede oplysning om hævetidspunkterne for 6 dankorttransaktioner bogført på klagerens konto den 22. og 23. februar 1993 på i alt 6.300 kr. Heraf fremgik, at der den 20. februar 1993, kl. 7.55 og kl. 20.00 var hævet henholdsvis 2.000 kr. og 500 kr. Den 21. februar 1993 var der kl. 09, 09.37, 09.38 og 11.32 hævet henholdsvis 2.000 kr., 500 kr., 1.000 kr. og 300 kr. Med henvisning hertil forespurgte indklagede, om klageren anerkendte selv at have foretaget de to hævninger den 20. februar 1993 på i alt 2.500 kr. Klageren besvarede henvendelsen i skrivelse af 29. marts 1993 og anførte bl.a.:

"De 2 dankorttræk d. 20.02.93., har jeg ikke selv foretaget, og ved en fejltagelse har jeg angivet gerningstidspunktet til d. 21.2.93., hvor det skulle have været d. 20.2.93 i stedet for.

Dette er blevet rettet hos kriminalpolitiet i St. Kongensgade, ved telefonsamtale med kriminalassistent Svane. Hr. Svane oplyste at jeg selv skulle rette dette på politianmeldelsen og indsende den til jer igen. Ønskes ændringen bekræftet, kan det gøre ved henvendelse til Hr. Svane.

Ellers er min redegørelse korrekt, bortset fra at det selvfølgelig tager længere tid inden jeg opdager at jeg har mistet pung og toiletpung. Fejltagelsen skyldes almindelig forvirring over at have mistet pågældende ting."

Indklagede meddelte herefter ved skrivelse den 6. april 1993 til klageren, at man fandt, at klageren hæftede for det samlede misbrug på 6.300 kr., idet hun ved groft uforsvarlig adfærd havde muliggjort den uberettigede brug af kortet, idet dankortet og den tilhørende PIN-kode lå sammen i klagerens taske.

Det omstridte beløb var den 25. februar 1993 blevet indsat på klagerens konto hos indklagede med forbehold.

Ved klageskema af 24. maj 1993 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for nogen del af misbruget.

Indklagede har under sagens forberedelse opfordret klageren til at fremlægge specifikation omfattende transaktionstidspunkterne for de dankorthævninger, som ifølge klageren inden tyveriet er foretaget med hendes dankort udstedt af pengeinstituttet A. Klageren er ikke fremkommet hermed, men har fremsendt kontoudtog for kontoen hos A.

Indklagede har herefter nedlagt påstand om principalt frifindelse mod, at indklagede anerkender, at klageren ikke hæfter for 2.600 kr. af de omstridte hævninger. Subsidiært påstås klagen afvist.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun ved en fejl oprindeligt angav gerningstidspunktet for tyveriet til den 21. februar 1993, medens det retteligt skulle have været den 20. februar. Hertil kommer, at hun ikke har udvist groft uforsvarlig adfærd med hensyn til opbevaring af kortet eller koden.

Indklagede har anført, at først efter at man havde oplyst klageren om beløbene hævet den 20. februar 1993 på i alt 2.500 kr., ændrede klageren sin forklaring med hensyn til tidspunktet for tabet af kortet. I klagerens redegørelse af 3. marts 1993 oplyses, at hun den pågældende aften/nat havde anvendt sit dankort hos A, men af det fremsendte kontoudtog for kontoen hos A fremgår ikke, at dette dankort er benyttet på dette tidspunkt. Klagerens oplysning om at have betalt en taxa med check fremgår heller ikke. Hævningerne den 20. februar 1993 på 2.500 kr. kan herefter ikke anses for misbrug af kortet, hvorfor klageren selv hæfter for disse; herudover bør klageren bære selvrisikoen på 1.200 kr. jf. betalingskortlovens § 21, stk. 1. Til støtte for indklagedes subsidiære påstand er anført, at en afklaring af hændelsesforløbet vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke bør ske for Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger:

Med hensyn til de hævninger af i alt 3.800 kr., der blev foretaget den 21. februar 1993, finder Ankenævnet i overensstemmelse med indklagedes erkendelse, at indklagede bør anerkende, at klageren ikke hæfter for dette beløb, idet der dog skal fradrages selvrisikoen på 1.200 kr., jf. betalingskortlovens § 21, stk. 1. Klageren hæfter således ikke for 2.600 kr. Med hensyn til de hævninger på i alt 2.500 kr., der blev foretaget den 20. februar 1993, finder Ankenævnet, at en stillingtagen til, om disse hævninger kan anses som misbrug af dankortet forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Indklagede bør anerkende, at klageren ikke hæfter for 2.600 kr. af det beløb, der blev hævet den 21. februar 1993. I øvrigt kan Ankenævnet ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.