Spørgsmål om, hvorvidt et gældsbrev underskrevet af en ikke dansktalende person var ugyldigt som følge af vildfarelse.

Sagsnummer:247/1998
Dato:18-12-1998
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn, Mette Reissmann
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Udlån - hæftelse
Ledetekst:Spørgsmål om, hvorvidt et gældsbrev underskrevet af en ikke dansktalende person var ugyldigt som følge af vildfarelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører gyldigheden af klagerens hæftelse for et lån etableret i januar 1997.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1968, stammer fra Uganda og kom i december 1994 til Danmark. I marts 1995 blev hun gift med M.

Den 13. januar 1997 underskrev klageren hos indklagede et gældsbrev vedrørende et lån på 30.942 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr. Af gældsbrevet, der er på 5 sider, fremgår på side 2, at lånets provenu på 30.000 kr. skulle indsættes "på Deres konto nummer -451". Denne konto tilhører ikke klageren, men M. Lånets ydelser skulle debiteres klagerens konto hos indklagede. M påtog sig selvskyldnerkaution for lånet.

Indklagede overførte den 13. januar 1997 lånets provenu til M's konto, der forinden var overtrukket med ca. 31.000 kr.

Af en under sagen fremlagt intern låneansøgning fremgår, at låneformålet var "til dækning af ferie til hendes hjemland (Uganda) for at besøge sin familie".

Ved skrivelse af 16. december 1997 rettede klageren gennem sin advokat henvendelse til indklagede vedrørende lånet. Advokaten anførte, at klageren ikke var klar over, at hun havde underskrevet et lånedokument, idet M havde oplyst, at hun skrev under på, at indklagede kunne trække 1.000 kr. månedligt fra hendes konto, hvilket beløb skulle medgå til dækning af fællesudgifter.

Parternes påstande.

Klageren har den 4. august 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at låneaftalen af 13. januar 1997 er ugyldig, og at tilbagebetale allerede betalte renter og afdrag.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hendes underskrift på gældsbrevet må anses for ugyldig. Hun taler ikke dansk, men engelsk. Indklagedes medarbejder BN talte ikke engelsk, og det var M, der forklarede, hvad der stod i dokumentet - troede hun - men hun blev vildledt om indholdet. Først da hun i december 1997 modtog et kontoudtog for lånet, blev hun klar over, at hun havde underskrevet et lånedokument. Indklagede har ikke sikret sig, at hun forstod indholdet af gældsbrevet. Indklagede har handlet kritisabelt ved at udbetale lånet til en konto, der ikke tilhørte hende, og hun fik således i realiteten ikke udbetalt lånet. Hun søger for tiden separation fra M. M har under sagens forberedelse oplyst, at han ikke havde mulighed for at tilbagebetale et overtræk på ca. 30.000 kr. hos indklagede, hvorfor BN foreslog, at der blev udfærdiget et lånedokument med klageren som debitor for det skyldige beløb. Det bestrides derfor, at der var tale om, at lånebeløbet skulle anvendes til brug for ferie i hendes hjemland.

Indklagede har anført, at alt væsentligt i lånedokumentet ved underskrivelsen blev gennemgået og oversat til engelsk. Mødet foregik dels på dansk, dels på engelsk, idet M i nogen grad stod for oversættelsen. BN forstod fuldt ud det, som M oversatte. Det bestrides, at BN ikke taler engelsk. BN har almindelig engelskkundskaber som alle med real- og handelsskoleeksamen. Af lånedokumentet fremgår, at udbetalingen af lånet ville ske til M's konto, hvilket således også blev gennemgået med klageren. M oplyste, at lånebeløbet skulle anvendes til klagerens rejse til sit hjemland, men indklagede har ikke kendskab til, om dette var tilfældet, eller om overtrækket havde relation til en sådan rejse. Lånedokumentet må anses for retsgyldigt som underskrevet af klageren.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at hun i forbindelse med underskrivelsen af dokumentet den 13. januar 1997 ikke fik oplyst og ikke forstod, at der var tale om et gældsbrev, og at hun troede, at der alene var tale om en tilladelse til at hæve 1.000 kr. om måneden på hendeskonto til dækning af fællesudgifter. Indklagede har anført, at gældsbrevets indhold, herunder overførelsen af låneprovenuet til ægtefællens konto, blev gennemgået med klageren ved ægtefællens oversættelse til engelsk. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til klagen herefter ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.