Krav om erstatning for reduktion i boligstøtte og tillæg til folkepension (ældre- og mediecheck) på grund af kompensation modtaget fra Danske Bank i forbindelse med bankens gældssag.

Sagsnummer:193/2025
Dato:22-09-2025
Ankenævn:Helle Korsgaard Lund-Andersen, Jonas Thestrup Nielsen, Mette Lindekvist Højsgaard, Rolf Høymann Olsen og Anna Marie Schou Ringive.
Klageemne:Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Krav om erstatning for reduktion i boligstøtte og tillæg til folkepension (ældre- og mediecheck) på grund af kompensation modtaget fra Danske Bank i forbindelse med bankens gældssag.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for reduktion i boligstøtte og tillæg til folkepension (ældre- og mediecheck) på grund af kompensation modtaget fra Danske Bank i forbindelse med bankens gældssag.

Sagens omstændigheder

Danske Bank har oplyst, at klageren har været kunde i Girobank, Bikuben, Provinsbanken, Handelsbanken samt Den Danske Bank (nu Danske Bank), hvor han havde en misligholdt gæld, som overgik til inkasso. Gælden, der hovedsageligt var fra 1980’erne, stammede fra lån og almindelige konti i overtræk. Gælden blev lagt sammen i Danske Banks inkassosystem under kontiene -756, -608, -594 og -560 i forbindelse med sammenlægningen af de forskellige pengeinstitutter.

Den 29. august 2016 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvor klageren vedkendte sig gælden og indgik en betalingsaftale på 500 kr. om måneden fra den 1. november 2016. Hovedstolen var angivet til 124.599,30 kr.  

Banken har oplyst, at den i forbindelse med, at den opdagede fejl i sit inkassosystem, herunder opgørelse af hovedstol og renter, stoppede for alle betalingsaftaler, herunder klagerens betalingsaftale, indtil fejlene var blevet undersøgt og afklaret. Ved brev af september 2020 blev klageren informeret herom.

Banken har endvidere oplyst, at den i 2021 foretog en automatisk gennemgang af et stort antal af de sager, som var ramt af fejlene i bankens inddrivelsessystem. På baggrund af en matematisk beregningsmodel blev det beregnet, at klageren sandsynligvis var ramt af fejl i bankens inddrivelsessystem, hvorfor han skulle have penge tilbage. Ved brev af 2. juli 2021 til klageren meddelte banken, at den ville betale klageren en kompensation på 14.006,71 kr. samt 3.118,51 kr. som kompensation for den tid, som klageren kunne have haft beløbet til rådighed. Banken oplyste endvidere, at den var i dialog med Skattestyrelsen om, hvorvidt der skulle betales skat af tilbagebetalingen og kompensationsbeløbet, og at banken i givet fald ville dække dette. Banken betalte herefter beløbene på 14.006,71 kr. samt 3.118,51 kr. til klageren.

I starten af 2022 modtog banken en vurdering fra Skattestyrelsen, som vurderede at den udbetalte kompensation var skattepligtig. Ved brev af 24. marts 2022 til klageren meddelte banken, at den ville betale 10.407,28 kr. til klageren til at dække beskatningen af kompensationen til klageren. Banken betalte herefter beløbet til klageren i marts 2022.

Banken har oplyst, at klageren over flere omgange i 2022 anmeldte, at han havde lidt yderligere tab på i alt 7.128 kr. som følge af bankens fejl i inddrivelsessystemerne og den udbetalte kompensation.

Klageren har fremlagt et brev af 7. juni 2022 fra Udbetaling Danmark, hvoraf fremgår, at klageren havde fået for meget i pension i 2021 (ældre- og mediecheck) og derfor skulle tilbagebetale 2.572 kr. Klageren har endvidere fremlagt et brev af 28. august 2022 fra Udbetaling Danmark, hvoraf fremgår, at klageren havde fået for meget i boligstøtte i 2021 og derfor skulle tilbagebetale 4.368 kr. Den 27. juni 2022 anmeldte klageren endvidere overfor banken, at hans udbetalte pension for resten af 2022 var faldet med 27 kr. om måneden.

Banken behandlede derefter klagerens krav manuelt. Ved brev af 13. februar 2023 til klageren meddelte banken, at klagerens resterende gæld var blevet eftergivet og dermed nulstillet. Banken anførte endvidere:

”… Gælden var pr. den 6. februar 2023 registreret til 23.227,92 kr. Vi har valgt denne løsning, fordi fejlene i vores gældssystemer desværre har vist sig at være mere omfattende end først antaget. Samtidig er det vigtigt for os at give dig afklaring om din gæld. …

Da der er betalt af på gælden på kontonummer [-289], undersøger vi fortsat, om du kan have betalt for meget og skal kompenseres. Når vi har undersøgt det, kontakter vi dig …”

I marts 2025 blev klagerens krav om erstatning vurderet manuelt. Banken har oplyst, at den i den forbindelse fandt ud af, at klagerens hovedstol var blevet opgjort forkert i 2016, og at den korrekte hovedstol samlet udgjorde 84.915,60 kr.:

Konto

Hovedstol fra bankens

Inddrivelsessystem, kr.

Tilrettet Hovedstol, kr.

-756

4.565,83

3.913,18

-608

9.940,88

4.322,61

-594

23.539,07

14.036,00

-560

86.553,52

62.643,81

I alt

124.599,30

84.915,60

Ved brev af 7. april 2025 til klageren meddelte banken, at den ikke ville dække det af klageren anmeldte beløb og anførte:

”… Vi har nu gennemgået din anmeldelse vedrørende:

Ændring i udbetaling af pensionsydelser på 2.572,00 kr. i 2021

Ændring i udbetalt pension opgjort til 27,00 kr. i 7 måneder – samlet 189,00 kr.

Ændring i udbetaling af boligstøtte udbetalt i 2021 på 4.367,00 kr.

Vi har i den forbindelse vurderet, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for – herunder dokumentation til, at vi kan tilbyde dig kompensation for det anmeldte beløb, som du har opgjort til 7.128,00 kr. …”

Parternes påstande

Den 2. maj 2025 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal dække hans indkomsttab.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han er berettiget til at modtage kompensation for den indtægtsnedgang, han oplevede ved kompensationen, der blev udbetalt til ham.

Folkepensionen er sammensat af to elementer - grundbeløbet, der ikke røres ved, og pensionstillægget, der reguleres efter indkomst.

Da han fik en indkomst fra banken, blev hans pensionsudbetaling reduceret, da den regnes som en indtægt hos skattevæsnet.

Dermed led han et tab af indtægt, fordi han modtog kompensation fra banken. Han har intet fået ud at modtage kompensation fra banken. Det er lavet om på nu, men reglerne, der var gældende i 2021, betød, at staten ”skummer fløden”. Det var jo ikke meningen med at modtage kompensation fra banken. Det var jo ham, der skulle havde glæde af denne kompensation.

Danske Bank har anført, at klageren ikke har lidt et tab, da klageren er blevet overkompenseret samt har fået eftergivet gæld, hvilket overstiger klagerens erstatningskrav.

Henset til at klageren alene har betalt 23.500 kr. på sin gæld, var det bankens vurdering, at han ikke havde betalt for meget og derfor ikke havde været berettiget til at modtage kompensation i første omgang. Klageren har derfor fået udbetalt minimum 14.006,71 kr. for meget. Da klagerens opgjorte krav alene udgjorde 7.128,00 kr., og da klageren havde modtaget 14.006,71 kr. for meget fra banken samt havde fået eftergivet sin gæld i 2023, har klageren ikke lidt et tab.

Banken bestrider ikke, at klageren har oplevet en indtægts- og ydelsesnedgang i sin pension og boligstøtte på i alt 7.129 kr. Klageren har dog ikke lidt et tab, da klageren har modtaget et væsentligt større beløb i kompensation samt i relation til nedskrivning af sin gæld. Da klageren ikke har lidt et tab, der overstiger den udbetalte kompensation samt nedskrivning af gæld (14.006,71+10.407,28+84.915,60) på i alt 109.329,59 kr., har klageren ikke lidt et tab og er derfor ikke berettiget til yderligere erstatning fra banken.

Klageren har således ikke dokumenteret yderligere tab, eller at hans tab overstiger det beløb, han allerede har modtaget eller fået eftergivet.

Banken har ikke i øvrigt handlet ansvarspådragende.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde en gæld.

I august 2016 underskrev klageren et frivilligt forlig, hvor klageren vedkendte sig gælden og indgik en betalingsaftale på 500 kr. om måneden fra den 1. november 2016. Hovedstolen var angivet til 124.599,30 kr. 

I september 2020 informerede banken klageren om, at banken stoppede alle betalingsaftaler i forbindelse med, at den havde opdaget fejl i sit inkassosystem. I 2021 foretog banken en automatisk gennemgang af et stort antal af de sager, som var ramt af fejlene i bankens inddrivelsessystem. Ved brev af 2. juli 2021 til klageren oplyste banken, at den ville betale klageren en kompensation på 14.006,71 kr. samt 3.118,51 kr. som kompensation for den tid, klageren kunne have haft beløbet til rådighed. Banken betalte herefter beløbene til klageren. I marts 2022 udbetalte banken yderligere 10.407,28 kr. til klageren til dækning af beskatning af den tidligere udbetalte kompensation efter, at Skattestyrelsen havde vurderet, at den udbetalte kompensation var skattepligtig.

Klageren fremsatte herefter krav om yderligere betaling fra banken begrundet i indsigelse om, at klageren skulle tilbagebetale en del af den pension og boligstøtte, som han havde modtaget i 2021, som følge af kompensationen fra banken.

Banken afviste kravet. I februar 2023 meddelte banken klageren, at klagerens resterende gæld, der den 6. februar 2023 var registreret til 23.227,92 kr., var blevet eftergivet og dermed nulstillet. Banken har oplyst, at den efter en manuel vurdering af klagerens krav i marts 2025 konstaterede, at den korrekte hovedstol på klagerens gæld i 2016 udgjorde 84.915,60 kr.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at den af klageren modtagne kompensation samt nedskrivningen af hans gæld til banken overstiger det tab, som klageren fik ved reduktion i boligstøtte og i tillæg til folkepension som følge af den modtagne kompensation fra banken. Ankenævnet finder således, at klageren ikke har dokumenteret, at hans tab overstiger det beløb, han allerede har modtaget eller fået eftergivet.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnet påtager sig ikke at foretage en revisionsmæssig gennemgang af engagementet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.