Debitering af hævetransaktion trods påstået manglende udbetaling.

Sagsnummer:68/1998
Dato:20-05-1998
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen
Klageemne:Betalingstjenester - manglende udbetaling fra automat
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Debitering af hævetransaktion trods påstået manglende udbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører hævning fra en dankortautomat, hvor klageren gør gældende, at der ved to hævninger kun udbetaltes 2.000 kr., uagtet den ønskede og indtastede hævning var på i alt 4.000 kr.

Sagens omstændigheder.

Klageren har oplyst, at hun lørdag den 17. januar 1998 ønskede at hæve 4.000 kr. i indklagedes kontantautomat i Greve Centret. Hun hævede først 2.000 kr. og indtastede herefter en yderligere hævning på 2.000 kr., men der blev ikke udbetalt yderligere. Hun anvendte herefter sin samlevers dankort, som er til samme konto, for at hæve de yderligere 2.000 kr., men displayet viste, at der ikke kunne hæves yderligere på kontoen. Automaten "smed" kortet ud. Hun forblev ved automaten, indtil den viste, at man kunne indsætte kortet på ny, hvorefter hun forlod stedet.

Af posteringsoversigt for klagerens og dennes samlevers dankortkonto i et andet pengeinstitut fremgår, at der er debiteret 2 x 2.000 kr. vedrørende hævning i indklagedes dankortautomat.

Indklagede har anført, at Greve afdeling blev kontaktet af klageren mandag den 19. januar 1998 vedrørende hævningen den foregående lørdag. Pengeautomaten blev herefter afstemt af to medarbejdere, og der blev ikke fundet kassedifferencer.

Indklagede har fremlagt journaludskrift fra pengeautomaten.

Parternes påstande.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet den 24. februar 1998 med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 2.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at de to hævninger er debiteret på hendes konto med 4.000 kr., men hun fik alene udbetalt 2.000 kr. Indklagede bør derfor betale differencen.

Indklagede har anført, at det må anses for godtgjort, at der er udbetalt 4.000 kr. til klageren ved de pågældende hæveforsøg.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af sagen alene beror på en bevisvurdering, som forudsætter bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke ske for Ankenævnet, men må givet fald finde sted for en domstol. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.