Indsigelse mod afslag på anmodning om at omlægge lån til en længere løbetid efter udløb af afdragsfri periode. Indsigelse om forskelsbehandling på grund af alder.

Sagsnummer:14/2019
Dato:22-05-2019
Ankenævn:John Mosegaard, Jacob Elverum, Steen Jul Petersen, Morten Bruun Pedersen og Poul Erik Jensen
Klageemne:Afslag - lån
Omlægning - afslag
Ledetekst:Indsigelse mod afslag på anmodning om at omlægge lån til en længere løbetid efter udløb af afdragsfri periode. Indsigelse om forskelsbehandling på grund af alder.
Indklagede:Nykredit Realkredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Realkreditinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører et afslag fra Nykredit Realkredit/Totalkredit på en anmodning fra klagerne om at få omlagt deres lån til en længere løbetid efter udløb af afdragsfri periode. Indsigelse om forskelsbehandling på grund af alder.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes ægtefælle ejer et sommerhus, hvor de har bopæl.

I 2009 optog klageren og ægtefællen et 30-årigt lån med en hovedstol på 1.380.000 kr. i Nykredit Realkredit. Lånet var med rentetilpasning hvert tredje år (F3) og med ti års indledende afdragsfrihed. Pr. den 1. april 2019, hvor afdragsfriheden ophørte, ville ydelsen på lånet stige fra knap 3.000 kr. pr. kvartal til knap 19.000 kr. pr. kvartal.

I efteråret 2018 afslog Nykredit Realkredit/Totalkredit en anmodning fra klageren og ægtefællen om at afdrage lånet med et lavere beløb. Dette ville kunne opnås ved, at det eksisterende lån pr. den 1. april 2019, hvor afdragsfriheden udløb, blev omlagt til et nyt 30-årigt lån i Totalkredit, hvorved løbetiden ville blive forlænget fra 20 år til 30 år.

Parternes påstande

Den 4. januar 2019 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nykredit Realkredit pr. den 1. april 2019, hvor afdragsfriheden på hendes og ægtefællens nuværende lån udløber, skal omlægge lånet til et nyt lån med lavere afdrag.

Nykredit Realkredit har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at instituttets afslag på at omlægge deres eksisterende lån til et nyt 30-årigt lån er usagligt og urimeligt.

De beder ikke om fortsat afdragsfrihed, men blot om et lån med mindre afdrag end dem, der forfalder med det eksisterende lån.

De har fremsendt et budget, der viser, at deres økonomiske situation bliver betragteligt forbedret over de næste fem år.

De har været kunder hos instituttet i hele deres voksne liv, og de har aldrig misligholdt deres forpligtigelser.

Ejendommen, som lånet vedrører, er af meget stor værdi. En efterstående panthaver har accepteret at rykke.

Det er deres opfattelse, at afslaget er begrundet i deres alder på henholdsvis 73 år og 78 år, hvilket er aldersdiskrimination og ulovligt.

Nykredit Realkredit har anført, at det følger af låneaftalen, at klageren og ægtefællen skal afdrage på lånet fra den 1. april 2019.

Klageren og ægtefællen har ikke krav på et nyt lån.

Nykredit Realkredit og Totalkredits afslag på at sænke afdragene på lånet via en omlægning med løbetidsforlængelse fra 20 år til 30 år, var ikke begrundet i klagerens og ægtefællens alder, men i en konkret, samlet vurdering af deres økonomiske forhold.

En samlet vurdering af de indtægtsmæssige og formue/gældsmæssige forhold bevirker, at det er rimeligt, at instituttets kreditmæssige eksponering i huset nu nedbringes via betaling af afdrag.

Klagerens og ægtefællens samlede økonomi er for tiden ikke særlig sikker. Deres rådighedsbeløb er for tiden ikke højt. Klageren og ægtefællen oppebærer pension samt i et vist omfang lejeindtægter fra en erhvervsejendom, som de ejer. Erhvervsejendommen er behæftet med et lån i Nykredit Realkredit med en restgæld på 2,1 mio. kr. og en restløbetid på 11 år.

Hos et pengeinstitut har klageren og ægtefællen en personlig gæld, der hidrører fra deres nu ophørte virksomhed. Med prioritet efter realkreditlånene har pengeinstituttet pant i huset på 2,5 mio. kr. og pant i erhvervsejendommen på 4,2 mio. kr. Instituttet har vurderet husets værdi til 3,3 mio. kr. og erhvervsejendommens værdi til fem mio. kr.

Klageren og ægtefællen vil efter det oplyste få stigende erhvervslejeindtægter, hvilket alt andet lige bør gøre det nemmere for dem at afvikle på lånet.

Ankenævnets bemærkninger

I 2009 optog klageren og hendes ægtefælle et 30-årigt lån med en hovedstol på 1.380.000 kr. i Nykredit Realkredit. Lånet var med afdragsfrihed til den 1. april 2019.

Med henblik på at undgå en betydelig stigning i ydelsen ved udløbet af den afdragsfri periode anmodede klageren og ægtefællen om en omlægning af lånet med løbetidsforlængelse fra 20 år til 30 år, hvilket blev afslået af Nykredit Realkredit/Totalkredit.

Ankenævnet finder, at realkreditinstituttet generelt ikke har pligt til at tilbyde kunder nye lån. Hvorvidt realkreditinstituttet ønsker at imødekomme en låneanmodning, er et kredit- og udlånspolitisk anliggende, som det tilkommer realkreditinstituttet at træffe beslutning om. Ankenævnets udgangspunkt, hvorefter sådanne spørgsmål ikke efterprøves af Ankenævnet, finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag.

Klageren får herefter ikke medhold i påstanden om, at Nykredit Realkredit skal medvirke til en omlægning af deres eksisterende realkreditlån.

Ankenævnet kan ikke tage stilling til, om Nykredit Realkredits/Totalkredits generelle kreditpolitik måtte være i strid med regler vedrørende forskelsbehandling på grund af alder. En eventuel afgørelse heraf henhører under Finanstilsynet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.