Kaution. Omfang. Afvisning.

Sagsnummer:170/1988
Dato:12-04-1989
Ankenævn:Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution. Omfang. Afvisning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Klageren, der er direktør og eneaktionær i et erhvervsdrivende aktieselskab, har siden 1983 benyttet indklagede som hovedbankforbindelse. I foråret 1987 anskaffede selskabet en lastbil for en købesum på 733.500 kr., som blev trukket fra selskabets kassekredit. I denne forbindelse fik indklagede håndpant i et løsørepantebrev på 585.000 kr. i lastbilen. Endvidere underskrev klageren på indklagedes forlangende en selvskylderkautionserklæring, som efter sin ordlyd dækkede det samlede mellemværende mellem selskabet og indklagede, dog således at klagerens tilsvar højst kunne udgøre 735.000 kr. med tillæg af renter, provision og omkostninger.

Klageren, der gør gældende, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet, har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende dette.

Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning subsidiært om frifindelse.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand nærmere gjort gældende, at der ved underskrivelsen af kautionsdokumentet den 27. april 1987 med en navngiven sagsbehandler hos indklagede blev truffet aftale om, at kautionsdokumentet på trods af sin ordlyd alene skulle ligge til sikkerhed for den del af engagementet, der vedrørte købet af lastbilen, og at kautionen havde udspillet sin rolle, når indklagedes pantesikkerhed for lånet til køb af bilen var etableret og sikret ved udløbet af omstødelsesperioden på 3 måneder. I september måned 1987 kontaktede sagsbehandleren klageren og selskabets bogholder, som begge er af den opfattelse, at sagsbehandleren gav udtryk for, at kautionsforpligtelsen var udløbet, men at dokumentet af praktiske årsager kunne blive liggende hos indklagede, indtil klageren og bogholderen kom til møde hos indklagede for at aflevere selskabets årsregnskab. Under et møde hos indklagede i december 1987 gav indklagedes medarbejdere ligeledes udtryk for, at dokumentet af praktiske årsager kunne blive liggende hos indklagede.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagens afgørelse beror på en bevisførelse, som bedst kan ske for domstolene.

Til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse har indklagede anført, at man forud for klagerens underskrift af kautionsdokumentet orienterede ham om, at kautionsforpligtelsen dels skulle dække billånet, dels et ubevilget overtræk på selskabets kassekredit på ca. 460.000 kr. Dette fremgår af det af sagsbehandleren den 27. april 1987 udarbejdede referatark. Selskabets kredit, som havde en maksimum på 1 mio. kr., var i foråret 1987 midlertidig forhøjet med 2 mio. kr.

Forhøjelsen skulle afvikles den 15. juni 1987, efter at et forventet salg fra selskabets lager havde fundet sted. Selskabet kunne imidlertid ikke nedbringe engagementet som aftalt, og ved sagsbehandlerens henvendelse i september 1987 blev der herefter indgået aftale om, at kautionstilsagnet tillige skulle dække den forhøjede kredit. Den bevilgede forhøjelse af selskabets kredit blev flere gange i løbet af efteråret 1987 forlænget under forudsætning af denne aftale om kautionen. på et møde den 15. december 1987 vedrørende selskabets regnskab for regnskabsåret 1986/87, som var meget dårligt, betingede indklagede en videreførsel af engagementet med selskabet af bl.a., at selvskylderkautionsforpligtelsen for klageren blev fastholdt på det i september måned aftalte ændrede grundlag. Indklagede har ikke bestridt, at kautionsforpligtelsen ville have været ophørt, såfremt den oprindelige aftale ikke senere var blevet ændret ved en ny mundtlig aftale.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til, hvorvidt den oprindelige mundtlige aftale om kautionsforpligtelsens omfang senere er blevet ændret ved ny mundtlig aftale, ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.