Rådgivning i forbindelse med investering i investeringsforeningsbeviser.

Sagsnummer:295/2001
Dato:31-01-2002
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Kåre Klein Emtoft, Karen Frøsig, Ole Simonsen
Klageemne:Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Rådgivning i forbindelse med investering i investeringsforeningsbeviser.
Indklagede:BG Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes rådgivning i forbindelse med klagerens køb af investeringsforeningsbeviser i 2000.

Sagens omstændigheder.

I 2000 havde klageren en opsparing hos indklagede på 712.000 kr., som var placeret på en investeringskonto, hvor forrentningen skete på baggrund af investeringer i obligationer, aktier, futures og optioner.

Primo maj 2000 blev der afholdt et møde mellem klageren og indklagede om bl.a. placering af opsparingen, idet produktet Investeringskonto hos indklagede skulle udgå. Efter anbefaling fra indklagedes medarbejder blev det aftalt at placere opsparingen i investeringsforeningsbeviser.

Ved skrivelse af 10. maj 2000 meddelte indklagede bl.a., at der var oprettet en ny obligationskonto til klageren, og at der ville blive fremsendt notaer på fondshandlerne.

Indklagede har under sagen fremlagt kopi af en standardskrivelse, som i maj 2000 blev fremsendt til kunder med en investeringskonto. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"Ny konto erstatter Investeringskonto

Den 30. august 2000 udgår din Investeringskonto og bliver erstattet af den nye konto,Obligationskontoen.

Obligationskontoen er en opsparingskonto, hvor dine penge giver et afkast, der er baseret på obligationer med kort løbetid. Det giver dig den samme fordel, som du kender fra Investeringskontoen: Mulighed for et fornuftigt afkast uden risiko for at miste penge, fordi vi garanterer dig et minimumsafkast hvert år."

Klageren har anført, at han ikke har modtaget skrivelsen.

Den 11. maj 2000 gennemførte indklagede klagerens køb af investeringsforeningsbeviser for i alt ca. 710.000 kr. i BG Invest fordelt på afdelingerne Aktier, Multimedia, Europa, Korte Obligationer og Danske Obligationer.

I december 2000 forespurgte klageren til investeringen og blev i denne forbindelse henvist til en investeringsrådgiver hos indklagede.

I sommeren 2001 konstaterede klageren et urealiseret tab på investeringsforeningsbeviserne på 80-100.000 kr.

Parternes påstande.

Den 17. august 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han under mødet med indklagede flere gange fremhævede, at det var afgørende, at opsparingen kunne frigøres efter ca. 1 år til brug for et byggeri. Han accepterede derfor også et lavere afkast. Ifølge indklagede var investeringsforeningsbeviserne det eneste ordentlige alternativ til investeringskontoen, hvorfor han accepterede forslaget herom. Han var på daværende tidspunkt ikke bekendt med muligheden for at placere opsparingen på en obligationskonto. Han blev først bekendt med denne kontoform i forbindelse med oplysningen om, at der var oprettet en obligationskonto til placering af afkast på investeringsforeningsbeviserne.

Det bestrides, at der på mødet i maj blev talt om, at tidshorisonten var kortere end indklagedes anbefaling. Først da han i december 2000 blev henvist til en investeringsrådgiver, fik han at vide, at der ved investering i investeringsforeningsbeviser er en tidshorisont på 3-4 år.

Indklagede har handlet ansvarspådragende ved at undlade at informere om dels muligheden for at placere opsparingen på en obligationskonto dels risikoen ved investering i investeringsforeningsbeviser navnlig henset til, at opsparingen skulle frigøres til brug for et byggeri efter ca. 1 år. Indklagede bør derfor erstatte hans tab.

Indklagede har anført, at det er usikkert, hvornår i maj 2000 orienteringsskrivelsen blev fremsendt, men at klageren i hvert fald under mødet blev orienteret om muligheden for at placere opsparingen på en obligationskonto, jf. skrivelsen af 10. maj 2000, hvoraf det fremgår, at klageren rent faktisk fik oprettet en obligationskonto.

Det havde flere gange tidligere været drøftet at placere opsparingen i investeringsforeningsbeviser, og klageren traf i maj 2000 beslutning herom på grund af den forventede lavere forrentning på obligationskonti.

Klageren blev informeret om, at der anbefales en investeringshorisont på 3 år ved investering i investeringsforeningsbeviser, da deres værdi er baseret på de bagvedliggende papirer. Således blev også risikoen ved en kortere investeringshorisont drøftet. Klageren oplyste, at han påtænkte at bruge opsparingen senere til et byggeri, men oplyste ikke specifikt, at han skulle bruge pengene inden et år.

Klageren forespurgte i december 2000 til, hvornår det ville være bedst for ham at sælge, og blev derfor henvist til en investeringsrådgiver, der følger markedet på nærmeste hold.

Klageren blev rådgivet korrekt i forbindelse med investeringen. Klagerne blev således informeret om risikoen herved og valgte selv den pågældende investering, da han på daværende tidspunkt ikke ønskede, at opsparingen blev placeret på en obligationskonto med en forventet lavere forretning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren har bl.a. anført, at indklagede undlod at informere om dels muligheden for at placere opsparingen på en obligationskonto dels risikoen ved at investere i investeringsforeningsbeviser navnlig henset til, at opsparingen skulle frigøres til brug for et byggeri efter ca. 1 år. Indklagede har anført, at klageren fravalgte muligheden for at placere opsparingen på en obligationskonto på grund af den forventede lavere forrentning, og at risikoen ved investeringsforeningsbeviser blev drøftet, herunder at klagerens investeringshorisont var kortere end indklagedes anbefaling. På grund af disse modstridende forklaringer finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen må forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør at nævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.