Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Gammel gæld.

Sagsnummer:165/2005
Dato:15-12-2005
Ankenævn:Peter Blok, Inge Frölich, Karen Frøsig, Anne Dehn Jeppesen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Kaution - stiftelse
Ledetekst:Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Gammel gæld.
Indklagede:Ø. Brønderslev-Hallund Sparekasse
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagernes indsigelser mod en kautionsforpligtelse for et lån.

Sagens omstændigheder.

Klagernes søn ejede et værtshus, A, beliggende i en ejerlejlighed og forpagtede i fællesskab med sin samlever, S, en café, B. Sønnen og S ejede endvidere i fællesskab tre andre ejerlejligheder i den ejendom, hvor A var beliggende.

Ved årsskiftet 2002/2003 besluttede sønnen og S at ophæve samlivet. Det blev aftalt, at S skulle overtage A og de tre ejerlejligheder, mens sønnen skulle fortsætte driften af B som eneforpagter.

Overdragelsen af A til S blev betinget af godkendelse fra pengeinstituttet P, som var pengeinstitut for B, samt betinget af, at S blev frigjort fra forpagtningskontrakten. Overdragelsen skulle ske pr. den 12. marts 2003. Ved gældsbrev af samme dato ydede indklagede sønnen et lån på 420.000 kr. uden stiftelsesomkostninger. Klagerne underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionister og underskrev endvidere en særskilt accept af kautionsvilkårene. Af denne fremgår bl.a.:

"Herudover bekræfter jeg/vi, at [indklagede] har oplyst mig/os om debitors øvrige kreditaftaler med [indklagede], herunder den aktuelle størrelse af debitors gæld for lån og kreditramme samt udnyttelses af kredit".

Endvidere fik klagerne udleveret og gennemgået Forbrugerrådets og Finansrådets fælles information om kaution.

Den 14. marts 2003 blev lånebeløbet på 420.000 kr. indsat på S' kassekredit hos indklagede. Den 14. og 17. marts 2003 blev der hævet henholdsvis 70.000 kr. og 20.000 kr. på kassekreditten. De 70.000 kr. blev sendt til P til dækning af lønudgifter og forpagtningsafgift vedrørende B. De 20.000 kr. blev sendt til Told- og Skat til afværgelse af udlæg vedrørende A. Kassekreditten, der havde et maksimum på 100.000 kr., udviste herefter en saldo på 159.918,95 kr. (negativ).

Under sagen er der fremlagt et ikke underskrevet eksemplar af købekontrakten, hvor­efter sønnen solgte A, herunder den til A hørende lejlighed, i henhold til et samtidig oprettet skøde samt sin ideelle anpart af de tre ejerlejligheder til S. Af aftalen fremgår bl.a.:

"En betingelse for overdragelsen er, at aftalen godkendes af [P] for så vidt angår [sønnen], [indklagede] for så vidt angår [S], at [S] samtidig friholdes for enhver forpligtelse vedrørende [B], herunder bortforpagterens eventuelle krav mod forpagterne, samt [P's] krav i anledning af en stillet garanti over for bortforpagter.

[S] skal således være frigjort for enhver forpligtelse over for [P], og bortforpagteren [B ApS], [adresse], samt eventuelt ejeren af den pågældende ejendom.

Overtagelsen finder sted den 12. marts 2003, men fortsat betinget af at ovennævnte betingelser opfyldes, samt at Told- og Skat accepterer den pågældende overdragelse.

Købesummen for driftsmidler, goodwill og varelager er aftalt til kr. 75.000,00, der er berigtiget ved, at køber har afdraget kr. 20.000,00 til Told- og Skat, på vegne sælger, og overtaget gæld i [indklagede], f.s.v. angår kr. 55.000,00."

Der er endvidere fremlagt en kopi af skødet vedrørende overdragelsen af ejerlejligheden, hvor A var beliggende. Det fremgår, at købesummen var 2.050.000 kr., der skulle berigtiges ved S' overtagelse af pantegæld på i alt 1.420.041 kr. og gæld til indklagede på 629.959 kr.

Den 16. juli 2003 blev sønnen erklæret konkurs med fristdag den 6. juni 2003.

Ved skrivelser af 8. december 2003 og 8. juli 2004 forsøgte klagerne forgæves via deres advokat at få en akkordordning vedrørende deres gæld til bl.a. indklagede. Ifølge skrivelsen af 8. juli 2004 havde klagerne en gæld på ca. 330.000 kr. til P, en gæld på ca. 430.000 kr. til indklagede og en gæld på ca. 600.000 kr. til B ApS (bortforpagteren), hvoraf de kunne anerkende 100.000 kr. Deres samlede gæld blev herefter opgjort til 860.000 kr. Klagerne tilbød et samlet beløb på i alt 150.000 kr. til fordeling over en årrække på fem år. Beløbet svarede stort set til friværdien i deres ejendom i henhold til den offentlige vurdering.

Ved skrivelse af 30. september 2004 gjorde klagerne via deres advokat indsigelse imod kautionsforpligtelsen under henvisning til, at denne var stiftet til sikkerhed for gammel gæld. Klagerne anmodede indklagede om dokumentation for, at der i forbindelse med kautionen skete en reel udvidelse af engagementet og rykkede efterfølgende gentagne gange indklagede herfor.

Ved skrivelser af henholdsvis 9. december 2004 og 11. april 2005 afviste indklagede klagernes indsigelse.

Parternes påstande.

Den 21. juli 2005 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal frafalde kautionen helt eller delvist.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de på kautionstidspunktet var af den opfattelse, at indklagede samtidig afgav kredittilsagn om den fremtidige drift af B, således at der var tale om en reel yderligere kreditgivning. Dette viste sig ikke at være tilfældet, og sønnen blev efter relativ kort tid erklæret konkurs.

Indklagede har trods gentagne anmodninger ikke dokumenteret, at der på kautionstidspunktet blev etableret en reel udvidelse af engagementet.

De fik ikke oplyst, til hvilket formål gælden blev optaget, men fik blot at vide, at tre revisorer/advokater havde gennemgået bilagsmaterialet og var nået frem til, at engagementet skulle opdeles som sket, hvis sønnen skulle fortsætte som ejer af B, og S alene skulle have ejerlejlighederne og A.

Indklagede rådgav dem ikke i tilstrækkeligt omfang. Informationsfolderen, som de fik udleveret, indeholder ikke information om de konkrete faremomenter. Der blev ikke udleveret budgetter eller regnskaber, der kunne vise, at den fremtidige drift var sikret, såfremt kautionsforpligtelsen blev afgivet.

De bør i hvert fald højst hæfte for de i alt 90.000 kr., som blev betalt til P og Told- og Skat.

Indklagede har anført, at der i forbindelse med samlivsophævelsen efter parrets ønske blev arbejdet på en løsning, der indebar, at sønnen kunne overtage driften af B, og S kunne overtage driften af A og de tre ejerlejligheder. P, som var pengeinstitut for sønnen og B, og bortforpagteren af B stillede i den forbindelse en række betingelser. Af de 420.000 kr. blev der betalt 20.000 kr. til Told- og Skat og 70.000 kr. til P. Det resterende beløb var det beløb, der ifølge aftalen mellem sønnen og S skulle betales af sønnen for, at S kunne overtage driften af A og ejerlejlighederne.

Sønnen foreslog, at klagerne kunne kautionere for lånet på 420.000 kr. Der blev derfor indhentet soliditetsoplysninger, der bekræftede sønnens oplysninger om, at klagerne havde et sommerhus med friværdi og en bil.

Da klagerne indfandt sig, blev de informeret om, hvad pengene skulle bruges til, og hvad det vil sige at kautionere. De var meget interesserede i, at sønnen kunne videreføre B, og de fortalte, at de ville tage aktivt del i driften.

Informationsfolderen om kaution blev gennemgået punkt for punkt. Klagerne blev gjort opmærksom på, at kautionen skulle erstatte den sikkerhed, som sønnen tidligere havde stillet i form af pant i ejendommene, herunder navnlig i betragtning af, at der blev lånt yderligere for at tilgodese Told- og Skat, forpagtningsaftalen mv.

Klagerne gjorde først indsigelse imod kautionen efter forgæves at have forsøgt at tilbyde en akkordordning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved overdragelsen af værtshuset (A) fra klagernes søn til dennes samlever S pr. 12. marts 2003 overtog S en gæld til indklagede på ca. 630.000 kr. Provenuet af det samtidig oprettede lån på 420.000 kr., som klagerne kautionerede for, blev - bortset fra det nedenfor omtalte beløb på i alt 90.000 kr. - anvendt til nedbringelse af S' kassekredit hos indklagede og var efter det oplyste det beløb, som klagernes søn skulle betale til S i forbindelse med dennes overtagelse af værtshuset og sønnens andel af de tre øvrige ejerlejligheder i ejendommen. Af de 420.000 kr. blev som led i de indgåede aftaler 70.000 kr. betalt til pengeinstituttet P og 20.000 kr. til Told Skat. Under disse omstændigheder må klagernes kaution for lånet på 420.000 kr. for så vidt angår 330.000 kr. anses at angå allerede eksisterende gæld til indklagede.

I den erklæring om modtagne oplysninger, som klagerne underskrev, siges ikke noget om, at der for størstedelens vedkommende er tale om kaution for gammel gæld. Imod klagernes forklaring er det heller ikke godtgjort, at disse mundtligt blev gjort opmærksom herpå, eller at de i øvrigt var bekendt hermed.

Kautionsforpligtelsen må herefter anses for delvis uforbindende for klagerne, således at den kun kan gøres gældende for 90.000 kr. af gælden ifølge det kautionssikrede lån.

Som følge heraf

Indklagede skal anerkende, at klagernes kaution for lånet af 12. marts 2003 til klagernes søn kun kan gøres gældende for 90.000 kr. af gælden. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.