| Sagsnummer: | 219/1994 |
| Dato: | 04-10-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Erik Sevaldsen, Søren Stagis |
| Klageemne: | Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4 |
| Ledetekst: | Omprioritering, aftale om hjemtagelsestidspunkt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 9. november 1993 rettede klageren henvendelse til indklagedes Allerød afdeling med anmodning om, at indklagede forestod omlægningen af et Nykredit-lån i klagerens og ægtefællens faste ejendom. Klageren havde selv indhentet lånetilbud fra Nykredit. Den 10. november 1993 underskrev klageren og ægtefællen dokumenterne vedrørende omprioriteringen.
Efter at have ekspederet kreditforeningspantebrevet til tinglysning modtog afdelingen pantebrevet retur den 24. november 1993. En medarbejder kontaktede telefonisk klagerens ægtefælle. Ifølge indklagede aftaltes det med ægtefællen, at hjemtage lånet straks, medens klageren bestrider, at ægtefællen gav tilladelse til, idet han ved allerede ved omprioriteringens start gjorde opmærksom på, at det nye lån først skulle hjemtages ved årsskiftet som følge af forventede højere kurser på dette tidspunkt.
Den 25. november 1993 anmodede afdelingen Nykredit om udbetaling af det nye lån samt indfrielse af det gamle. Den 1. december 1993 modtog afdelingen nettoprovenuet fra Nykredit.
Den 2. december 1993 protesterede klageren telefonisk overfor afdelingen mod, at lånet var hjemtaget.
Den 13. december 1993 aftaltes det med klageren, at nettoprovenuet ved omprioriteringen, som henstod på omprioriteringskontoen for at afvente modtagelsen af kvitteret pantebrev fra kreditforeningen, skulle forrentes svarende til en aktionærkonto.
Ved skrivelse af 12. januar 1994 stillede klageren krav om, at indklagede erstattede klageren kurstabet ved den for tidlige hjemtagelse. Klageren opgjorde dette beløb til 30.338.97 kr. Indklagede afviste klagerens krav.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 30.338,97 kr. med tillæg af renter.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Indklagede har under sagens forberedelse fremlagt kopi af en "logbog" vedrørende omprioriteringen. I denne er i notatform med datoangivelse anført de enkelte ekspeditioner.
Klageren har anført, at spørgsmålet om omprioriteringen havde været drøftet indgående i familien, herunder hjemtagelsestidspunktet. Der var enighed om, at det bedst mulige tidspunkt ville være hjemtagelse ved årsskiftet. I forbindelse med underskrivelse af dokumenterne tilkendegav klageren, at det nye lån derfor først skulle hjemtages ved årsskiftet, og indklagedes medarbejder fandt, dette var en god idé og sagde, at hun ville kontakte klageren telefonisk, når pantebrevet var tinglyst, for at han kunne vide, at alt var i orden. Telefonsamtalen den 24. november 1993 opfattede hans ægtefælle som en oplysning om, at pantebrevet nu var kommet retur, men hun anmodede ikke om at få lånet hjemtaget. Han protesterede efterfølgende, men fik hver gang at vide, at der ikke var noget at gøre.
Indklagede har anført, at det ved omprioriteringens start ikke aftaltes, at hjemtagelse først skulle ske ved udgangen af året. Ved samtalen den 24. november 1993 med ægtefællen blev det aftalt at hjemtage lånet straks. Klagerens ægtefælle må anses for bemyndiget til på begge låntageres vegne at indgå aftalen med indklagede. Indklagede bestrider klagerens erstatningspåstand, idet differencen i obligationsrestgælden alene udgør 27.543,19 kr. Et eventuelt erstatningsbeløb kan således maksimalt andrage kursværdien af denne difference.
Subsidiært gør indklagede gældende, at en stillingtagen til sagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har anført, at det var aftalt med indklagede, at Nykreditlånet først skulle hjemtages ved årsskiftet, og at der ikke blev aftalt andet under samtalen mellem klagerens hustru og indklagedes medarbejder den 24. november 1993. Indklagede har bestridt dette. En stillingtagen til, hvilken af de to modstridende opfattelser af det faktiske hændelsesforløb der må lægges til grund, findes alene at kunne ske på grundlag af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske ved Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene. Nævnet afviser derfor sagen i overensstemmelse med indklagedes subsidiære påstand, jf. § 7, stk. 1 i Ankenævnets vedtægter.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.