Indsigelse mod betalinger trukket i forbindelse med fjernsalg. Klagerens manglende henvendelse til betalingsmodtager.

Sagsnummer:615/2010
Dato:07-10-2011
Ankenævn:Henrik Bitsch, Kjeld Gosvig Jensen, Søren Geckler, Niels Bolt Jørgensen og Karin Ladegaard.
Klageemne:Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Ledetekst:Indsigelse mod betalinger trukket i forbindelse med fjernsalg. Klagerens manglende henvendelse til betalingsmodtager.
Indklagede:Eik Bank Danmark
Øvrige oplysninger:OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Sagen vedrører klagerens indsigelse mod betalinger trukket i forbindelse med fjernsalg samt spørgsmål om klagerens pligt til, at henvende sig til betalingsmodtager.

Sagens omstændigheder.

Klageren købte den 22. juli 2010 to prøvepakker med slankeprodukter via en blog på nettet. Købet skete ved indtastning af Visa/Dankort nr. og tilhørende kontrolciffer. Klageren har oplyst, at han ved købet accepterede to beløb på hver 4,99 EUR, og at han modtog de bestilte produkter.

Klageren har endvidere oplyst, at han ultimo august 2010 ved gennemgang af sin konto blev opmærksom på fire betalinger foretaget henholdsvis den 22. juli 2010, 12. og 16. august 2010 på i alt 1.246,72 kr., som han ikke havde godkendt.

Banken har oplyst, at følgende posteringer fremgik af klagerens posteringsoversigt:

Dato

Beløb

Beløb i DKK

Selskab/hjemmeside

Anerkendte betalinger

22. juli 2010

4,99 GDP

44,40

PROCLEANSEGOLD.COM

22. juli 2010

4,99 EURO

37,59

PROCLEANSEGOLD.COM

Omtvistede betalinger

22. juli 2010

8,81 EURO

66,37

CHO YUNG (UK) LTD

22. juli 2010

11,99 EURO

90,32

CHO YUNG (UK) LTD

12. august 2010

83,60 EURO

629,48

WWW.MYPROCLEANSEGOLD

16. august 2010

61,18 EURO

460,55

CHOYUNGTEA.COM

165,58 EURO

1.246,72

Han kontaktede herefter banken, rejste indsigelse og fik spærret sit Visa/Dankort.

Ved e-mail af 21. oktober 2010 redegjorde klageren nærmere for sine indsigelser mod de fire betalingstransaktioner. Ved e-mail af samme dag anmodede banken klageren om at sende dokumentation vedrørende købet. Ved e-mail af 2. november 2010 afviste banken at tilbageføre betalingerne.

Banken har under sagen fremlagt bankens Regler for Visa/Dankort gældende pr. 1. november 2009, hvoraf bl.a. følgende fremgår:

"… 6 Tilbageførsel af betalinger som du har godkendt

… Hvis du har brugt dit kort til køb af varer eller tjenesteydelser på en af følgende måder: …

køb på internettet

… kan du have ret til at få en betaling tilbageført, hvis:

forretningen har trukket et højere beløb end aftalt. …

Du skal først søge at løse problemet med forretningen, inden du henvender dig i dit pengeinstitut. Du skal kunne dokumentere, at du har kontaktet eller forsøgt at kontakte forretningen. …

7 Tilbageførsel af betalinger som du ikke har godkendt

Hvis du mener, der er gennemført en eller flere betalinger med dit kort,som du ikke har godkendt, medvirket til eller foretaget …

Dit pengeinstitut vil herefter foretage en undersøgelse af din indsigelse. … Viser undersøgelsen, at der er tale om andres uberettigede brug af kortet, vil pengeinstituttet eventuelt kunne gøre ansvar gældende overfor dig, …"

Banken har endvidere fremlagt print fra bankens hjemmeside, "Produkter"/"Betalingskort"/"Handel over Internettet", hvoraf bl.a. følgende fremgår:

"… Læs betingelserne: Hvis du ønsker at købe noget, bør du læse købsbetingelserne grundigt igennem. Du skal sikre dig, at du ikke med dette ene køb kommer til at starte et abonnement eller tegne dig for flere betalinger, hvis det ikke er din hensigt. Husk ved evt. opsigelse at gøre det skriftligt, evt. på mail og gem dokumentationen.

Gem dokumentationen: Når du har bestilt en vare, bør du gemme dokumentationen fra købet enten som et print eller ved at lave en elektronisk kopi af skærmbilledet. Husk også at gemme web-adressen til forretningen og adressen til den side, hvor du eventuelt kan afbestille købet/abonnementet igen. Internetbutikken er forpligtet til at kvittere for købet, f.eks. via en e-mail. Denne kvittering skal du også gemme. …

Ved indgåelse af abonnementsordning giver du netbutikken lov til at overføre beløb til forretningen, uden at du selv foretager en handling. Derfor bør du gennemgå kriterierne for betaling i abonnementsordningen i detaljer, før du opgiver dit kortnummer eller andre oplysninger…"

Klageren har fremlagt print af en artikel om svindel på internettet fra bladet "Komputer for alle", hvori den pågældende blog er nævnt samt print af et blogindlæg fra en advokat, der beskriver bloggen, hvor klageren købte prøvepakkerne, som et eksempel på en ny svindelmetode på nettet.

Klageren har endvidere fremlagt kopi af sin e-mailkorrespondance med "Komputer for alle", hvoraf bl.a. fremgår, at klageren ca. 14 dage efter modtagelsen af prøvepakkerne modtog en ny leverance slankeprodukter.

Parternes påstande.

Klageren har den 12. november 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Eik Bank Danmark skal betale 1.246,72 kr.

Eik Bank Danmark har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at han kun bestilte prøvepakkerne. Han bandt sig ikke til yderligere leveringer eller tegnede et abonnement ved købet. Han har ikke foretaget eller godkendt de omhandlede betalinger.

Der er tale om svindel og bedrageri fra sælgerfirmaets side, hvilket de fremlagte artikler dokumenterer. Han har derfor krav på at få tilbageført de ikke-godkendte betalinger.

Han har ikke mulighed for at sende yderligere dokumentation til banken. Han kan ikke genskabe den side på nettet, som han bestilte produktet fra og kan heller ikke finde bloggen. Han vil ikke få noget ud af at kontakte firmaet, der solgte produktet.

Han var ikke klar over, at han ved brug af Visa/Dankort på nettet kunne risikere, at der efterfølgende kunne hæves beløb uden hans aktive medvirken.

Eik Bank Danmark har til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. anført, at banken forgæves anmodede klageren om at kontakte sælger for at afklare baggrunden for trækkene på kontoen, herunder afklare opsigelse af evt. abonnement. Banken anmodede klageren om at indsende ordrebekræftelse og vilkår for købet, men klageren oplyste, at han ikke kunne rekonstruere forløbet.

Kontaktoplysningerne til sælger er lettilgængelige på nettet. En simpel google søgning fører til flere kontaktmuligheder hos de betalingsmodtagere, der fremgik af klagerens posteringsoversigt og viser, at der er debat på nettet om produkternes virkning og muligheden for at få betalinger refunderet.

Klageren har ikke forsøgt at kontakte sælger, trods bankens gentagne anmodninger herom. Klageren har ikke været behjælpelig med at afklare omstændighederne ved købene, herunder at kontakte forretningen. Banken har derfor ikke mulighed for at tilbageføre beløbet til klageren.

Banken tager ikke stilling til, om klageren var udsat for svindel. Banken følger retningslinjerne for indsigelser, når en kunde rejser en indsigelse.

Bankens Regler for Visa/Dankort henviser til PBS’ bestemmelser om kortindsigelser, hvoraf fremgår, at kunden skal søge at løse problemer med den pågældende forretning, og at kunden skal medbringe dokumentation for sit krav til banken.

Klageren har vedkendt sig at have foretaget nogle af købene hos forretningen. På baggrund af bankens erfaring fra lignende sager finder banken det sandsynligt, at klageren har overset nogle vilkår ved handlen om pligt til at købe et antal varer.

Eik Bank Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren ikke har henvendt sig til banken og fået et afslag inden indgivelse af klagen til Ankenævnet.

Banken har ikke haft mulighed for at afslutte indsigelsessagen, da klageren ikke indsendte den efterspurgte dokumentation.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Mod klagerens benægtelse og efter det i sagen oplyste om betalingsmodtager findes det ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at de omhandlede transaktioner blev foretaget med klagerens samtykke.

Klageren findes derfor ikke at have fortabt sit krav på tilbageførsel som følge af manglende henvendelse til betalingsmodtager, jf. lov om betalingstjenester og elektroniske penge § 74, stk. 1 og 2.

Banken skal herefter tilbageføre posteringerne på 66,37 kr. og 90,32 kr. foretaget den 22. juli 2010, 629,48 kr. foretaget den 12. august 2010 og 460,55 kr. foretaget den 16. august 2010 med valør på disse datoer.

Der er ikke grundlag for at pålægge klageren at hæfte helt eller delvist for disse beløb i medfør af § 62 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Eik Bank Danmark skal inden 30 dage kreditere klagerens konto som anført ovenfor.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.