Rådgivning. Pantebreve med særlige indfrielsesvilkår.

Sagsnummer:60/1994
Dato:19-09-1994
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Rådgivning. Pantebreve med særlige indfrielsesvilkår.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I forbindelse med klagernes omprioritering af deres faste ejendom oplyste et pengeinstitut, hvor et pantebrev med pant i klagernes ejendom lå i depot, formentlig ved en fejl, at pantebrevet kunne indfries til kurs 103. På et senere tidspunkt, da indfrielse skulle ske, oplyste pengeinstituttet overfor indklagede, der foretog omprioriteringen, at kursen var væsentlig større. Indfrielse skete herefter til den højere kurs. Sagen angår, om indklagede har pådraget sig ansvar i denne forbindelse.

I maj/juni måned 1993 henvendte klagerne sig til indklagede i forbindelse med en påtænkt omprioritering af klagernes ejendom. I denne var tinglyst et pantebrev med en rente på 14% p.a. og med en særlig indfrielsesklausul, hvorefter det kun kunne indfries "til en kurs beregnet på basis af samme effektive rente som renten på obligationer i Kreditforeningen Danmark 9%, 22. serie 2007 på indfrielsesdagen, således at kreditor ved en reinvestering i denne obligation sikres samme løbende afkast, som var pantebrevet fortsat til udløb". Ved denne henvendelse beregnedes en indfrielseskurs til 130. Pantebrevets oprindelige hovedstol var 140.000 kr., og restgælden var 115 - 120.000 kr.

Klagerne indhentede herefter lånetilbud på et nyt kreditforeningslån gennem Nykredit på 920.000 kr. Efter modtagelsen heraf henvendte klagerne sig til indklagede den 10. september 1993. I forbindelse med omprioriteringen skulle samtlige lån indfries, herunder pantebrevet med den særlige indfrielsesklausul. Medens klagerne påhørte det, kontaktede indklagedes medarbejder telefonisk det pengeinstitut, hvor det private pantebrev blev administreret, med henblik på oplysning om indfrielseskurs. Denne blev oplyst til kurs 103. Klagerne besluttede herefter at lade pantebrevet opsige til indfrielse i december termin.

Den 17. november 1993 kontaktede en medarbejder fra indklagede igen det andet pengeinstitut med henblik på at aftale det nøjagtige indfrielsesbeløb. I denne forbindelse oplystes indfrielseskursen til 128,9095. Efter at indklagede havde kontaktet klagerne herom, blev pantebrevet den 18. november 1993 indfriet til denne kurs. Indklagede forsøgte herefter forgæves at fastholde det andet pengeinstitut på den tidligere oplyste kurs på 103.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klagerne 29.825 kr. svarende til forskellem mellem indfrielse til henholdsvis kurs 103 og kurs 128,9095.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. Indklagede har under klagesagen godtgjort klagerne et for stort beregnet garantiprovisionsbeløb.

Klagerne har anført, at indklagede skriftligt burde have sikret sig den foreløbigt oplyste indfrielseskurs på 103. Efter at kursen på 103 var oplyst, diskuterede de med indklagedes medarbejder, hvilken af de to kurser på 130 og 103 der var den korrekte. I denne forbindelse blev kursen på den i indfrielsesvilkårene nævnte obligationsserie undersøgt, og indklagedes medarbejder gav udtryk for, at kursen på 103 var korrekt. Den 17. eller 18. november fik de oplysning om den nye indfrielseskurs, og i denne forbindelse fremkom indklagede ikke med en alternativ løsning, men rådede til at indfri pantebrevet, så sagen kunne afsluttes. De kunne i stedet have undladt at indfri pantebrevet og lade det nye kreditforeningslån formindske hermed. Ved henvendelsen den 10. september 1993 var de stærkt i tvivl om, hvorvidt den tidligere oplyste kurs på 130 var korrekt, og efter at indklagedes medarbejder havde bekræftet, at kursen var 103, gik de ud fra, at dette måtte være korrekt, da indklagede som professionel rådgiver måtte være i stand til at beregne kursen. Deres nettoprovenu ville have været 29.825 kr. større ved omprioriteringen, såfremt indfrielse var sket til kurs 103, og de har derfor lidt et tab svarende til dette beløb.

Indklagede har anført, at klagerne ved henvendelsen i september 1993 oplyste, at de tidligere havde fået at vide, at indfrielseskursen var 130. Klagerne havde på baggrund heraf selv indhentet omprioriteringstilbud fra kreditforeningen. Klagerne har ikke anmodet indklagede om en nøjere beregning over konsekvenserne af omlægningen. Efter at den korrekte indfrielseskurs var oplyst, kontaktede indklagede klagerne, og det aftaltes da at indfri det omtvistede pantebrev. Klagerne accepterede således på dette tidspunkt, at indfrielse skete til kurs 128. Selvom klagerne i en periode fra september til november troede, at de ville opnå en større besparelse end den rent faktiske, var denne misforståelse ikke bestemmende for klagerne. Det bestrides, at indklagede burde have sikret sig, at kursen på 103 var den rigtige. Såfremt man havde anmodet om en skriftlig bekræftelse af kursen på 103, ville fejlen formentlig være blevet konstateret straks. Klagerne har derfor ikke lidt noget tab. Hertil kommer, at klagerne selv har været bekendt med den særlige indfrielsesbestemmelse og derfor må antages at være afskåret fra at gøre kursen på 103 gældende overfor det andet pengeinstitut, jvf. aftalelovens § 32. Klagernes tab kan maksimalt antages at have været de udgifter, som ville have været forbundet med at ændre konverteringen til ikke at omfatte det omstridte pantebrev.

Ankenævnets bemærkninger:

Efter det, de havde fået oplyst af indklagede i maj/juni 1993, måtte klagerne, da de indhentede lånetilbud fra kreditforeningen, gå ud fra, at indfrielseskursen for det omhandlede pantebrev på oprindelig 140.000 kr. ville være omkring 130. Den 10. september 1993 fik klagerne oplyst, at pantebrevet kunne indfries til kurs 103, men den 17. eller 18. november 1993 blev de gjort bekendt med, at dette beroede på en fejl, og at den korrekte indfrielseskurs var ca. 129. Herefter besluttede klagerne at indfri pantebrevet til den nu oplyste korrekte kurs. På denne baggrund kan den i september oplyste fejlagtige kurs ikke antages at have været bestemmende for klagernes beslutning om at gennemføre låneomlægningen som sket, hvilket heller ikke kan antages at have været ufordelagtigt for dem.

Det må bebrejdes den medarbejder hos indklagede, der ekspederede klagerne den 10. september 1993, at vedkommende ikke straks indså, at den kurs på 103, som blev oplyst af det andet pengeinstitut, ikke kunne være rigtig. Det må imidlertid samtidig tages i betragtning, at det også - omend i mindre grad - kan bebrejdes klagerne selv, at de ikke indså dette, og at fejlen som foran anført ikke kan antages at have været bestemmende for klagerne.

Efter en samlet vurdering finder Ankenævnet herefter ikke tilstrækkelig grundlag for at tage klagen til følge, hverken helt eller delvis.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.