Indsigelse om manglende rådgivning om etablering af pant.

Sagsnummer:107/2005
Dato:15-09-2005
Ankenævn:John Mosegaard, Hans Daugaard, Karen Frøsig, Lotte Aakjær Jensen, Erik Sevaldsen.
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Kaution - stiftelse
Ledetekst:Indsigelse om manglende rådgivning om etablering af pant.
Indklagede:Sparekassen Hobro
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Klageren kautionerede for et billån. Klagen vedrører klagerens indsigelse om, at undlod at rådgive klageren til at søge kautionen sikret ved pant i bilen.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 7. maj 2003 ydede indklagede klagerens bekendte J et lån på 55.000 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr., første gang 31. maj 2003. Klageren underskrev som selvskyldnerkautionist ved påtegning på gældsbrevet.

Den 25. september 2003 indfriede klageren kautionsforpligtelsen ved betaling af 53.631,27 kr.

Ved skrivelse af 7. marts 2005 rettede klageren gennem en advokat henvendelse til indklagede. Med henvisning til, at indklagede havde undladt at rådgive klageren om at søge kautionsforpligtelsen sikret ved løsøreejerpantebrev i bilen, gjorde klageren gældende, at indklagede havde pådraget sig et erstatningsansvar, hvorfor hun krævede godtgørelse af indfrielsesbeløbet for kautionslånet. Ved skrivelse af 23. s.m. afviste indklagede kravet.

Parternes påstande.

Klageren har den 7. april 2005 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at betale 53.613,27 kr., subsidiært et skønsmæssigt mindre beløb.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun er førtidspensionist på grund af tilbagevendende depression. I januar måned 2003 mistede hun i løbet af en uge såvel sin daværende ægtefælle som sin mor. Umiddelbart efter dødsfaldene var hun ud over den løbende medicinske behandling tillige i psykologbehandling.

Hun var første og eneste gang til møde hos indklagede i maj måned 2003 i forbindelse med etableringen af gældsbrevet.

I forbindelse med gældsbrevets etablering modtog hun grundig redegørelse for, hvad kautionen ville betyde for hende, men hun bestrider, at hun talte med indklagedes sagsbehandler under fire øjne. Hun har heller ikke på noget tidspunkt modtaget vejledning om, at hun kunne sikre sig ved pant i bilen.

Umiddelbart efter lånets udbetaling kørte hun sammen med J til en bilforhandler, hvor J købte og betalte en Peugeot 206 for ca. 50.000 kr.

Hun bestrider, at hun har fået udbetalt nogen del af lånebeløbet.

Hun har søgt fri proces med henblik på at søge kautionsbeløbet inddrevet hos J.

Indklagede har anført, at klageren og J allerede i marts måned 2003 henvendte sig hos indklagede. Klageren tilbød at kautionere for J i størrelsesordenen ca. 15.000 kr. til køb af en bil. Indklagedes medarbejder havde en samtale med klageren under fire øjne og frarådede meget kraftigt klageren at påtage sig kautionsforpligtelsen. Ved denne lejlighed drøftede man ejerforhold og muligheden for at få pant i bilen. Klageren erklærede under samtalen sin ubetingede tillid til J. Samtalen resulterede i, at klageren ville gå hjem og tænke over sagen.

Ved klagerens og J's henvendelse den 7. maj 2003 ønskede klageren, at lånet skulle være større, idet J havde en gæld til klageren i størrelsesordenen 35-40.000 kr. Indklagedes medarbejder frarådede på ny klageren at kautionere, men klageren fandt ordningen var god, da hun ville få betalt sin gæld fra J.

Indklagede har nøje overholdt regelsættet indeholdt i aftalen mellem Forbrugerrådet og Finansrådet af 14. september 2001.

Størrelsens af klagerens erstatningskrav bestrides på baggrund af, at bilen kostede mellem 10-15.000 kr., mens det resterende låneprovenu er kommet klageren til gode ved inddækning af klagerens tilgodehavende hos J.

Med hensyn til etableringen af et løsørepantebrev i den købte bil bemærker indklagede, at man må stille spørgsmålstegn ved, hvad et pant i en brugt bil til 15.000 kr. ville være værd også set på baggrund af omkostningerne ved udfærdigelse af løsøreejerpantebrev og tinglysningsafgift.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede har anført, at man ved en personlig samtale med klageren i marts måneden 2003 i forbindelse med drøftelsen af etableringen af et billån for J i størrelsesordenen 15.000 kr. orienterede klageren om muligheden for at få pant i den bil, der skulle erhverves, mens klageren har bestridt, at mødet fandt sted, samt at hun ved mødet i maj 2003 blev gjort bekendt med muligheden for at få pant i bilen. En stillingtagen til disse tvistepunkter ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.