Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte hævninger foretaget i Frankrig

Sagsnummer:417/2015
Dato:10-01-2017
Ankenævn:John Mosegaard, Andreas Moll Årsnes, Astrid Thomas, Troels Hauer Holmberg og Finn Borgquist
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte hævninger foretaget i Frankrig
Indklagede:SEB Kort Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører spørgsmål om hæftelse for ikke vedkendte hævninger med klagerens Mastercard foretaget under klagerens ophold i Frankrig.

Sagens omstændigheder

Klageren havde et Mastercard, der var udstedt af SEB Kort Bank Danmark.

Den 25. juli 2015 blev der i tidsrummet kl. 3.48 - kl. 12.06 foretaget følgende transaktioner med kortet i Frankrig, hvor klageren på daværende tidspunkt opholdt sig:

Klokkeslet

Respons

Hævested

Beløb i euro (EUR)

Beløb i DKK

Terminal-id

03.48

Godkendt

Hotel A

2.350

17.675,00

-600

04.03

Godkendt

Pengeautomat

300

2.256,30

-462

04.03

Godkendt

Pengeautomat

300

2.256,30

-462

04.04

Godkendt

Pengeautomat

300

2.256,30

-462

04.04

Godkendt

Pengeautomat

300

2.256,30

-462

04.05

Afvist

Pengeautomat

300

2.256,30

-462

04.05

Godkendt

Pengeautomat

100

752,11

-462

04.05

Godkendt

Pengeautomat

100

752,11

-462

04.06

Afvist

Pengeautomat

100

752,11

-462

11.45

Godkendt

Pengeautomat

30

225,63

-865

11.46

Afvist

Pengeautomat

100

752,11

-865

11.46

Godkendt

Pengeautomat

30

225,63

-865

11.50

Godkendt

Tøjbutik

90

676,90

-264

12.06

Afvist

Tøjbutik

218

1.639,60

-9CL

Banken har fremlagt en underskrevet nota vedrørende betalingen på 2.350 EUR.

Banken har oplyst, at pin-koden blev anvendt ved alle transaktionerne bortset fra transaktionen kl 12.06. Kortets chip blev aflæst ved alle transaktionerne. Klageren fik kortet spærret kl. 11.50, umiddelbart efter gennemførelsen af hævningen på 90 EUR.

De ti gennemførte transaktioner (med fed) udgjorde i alt 29.332,58 kr.

Klageren gjorde indsigelse mod transaktionerne over for banken. Klageren anførte, at han havde mistet Mastercardet. Den 25. juli 2016 havde han været på en natklub. Natklubben lå på hotel A, hvor hævningen på 2.350 EUR var foretaget. I indsigelsen til banken anførte klageren blandt andet:

”…

Kl. ca. 04.30 stod jeg i baren med et selskab jeg havde mødt på klubben hvor jeg købte en gå hjem drink.

Herfra husker jeg ikke mere før jeg vågener meget ør i hovedet Lørdag og mangler mit kreditkort …

Jeg formoder, at der er nogen, der har kommet noget i min drink da jeg har et fuldstændigt blackout (jeg var ikke beruset kl 05.00 og husker alt klart optil) og jeg er sikker på at jeg ikke har været i 6 automater (eller hvad […] er) og hæve penge - vil i undersøge sagen?

…”

I en mail af 4. august 2015 til banken anførte klageren følgende vedrørende drink-købet:

”…

Når jeg bestiller en Gin Tonic i en proppet bar kl. Ca. 04 om morgen og får stukket en dankort maskine i hånden ind over 20 andre mennesker der står og presser så taster jeg koden og betaler – det fremgår ikke af maskinen hvad min drink har kostet/koster og på det tidspunkt betyder det altså heller ikke så meget for mig om den koster 30€ eller for den sags skyld 90€ hvis den ellers er god.

Men en Gin Tonic til kr. 2350€ er alligevel over min grænse..!!!

…”

Den 17. december 2015 indgav klageren en klage over SEB Kort Bank til Ankenævnet. Banken har under sagen accepteret at tilbageføre hævningerne på i alt 150 EUR, der blev foretaget den 25. juli 2015 i tidsrummet kl. 11.45 - kl. 11.50.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at SEB Kort Bank Danmark skal dække alle de uberettigede hævninger med hans Mastercard.

SEB Kort Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han besøgte natklubben sammen med en ven, der betalte for deres bord.

Han købte to gin tonics som godnatdrinks til henholdsvis ham selv og en pige, som han mødte, efter at vennen var taget hjem. Han betalte ved en betalingskortterminal, som på den overfyldte bar blev rakt ud til ham. Det var sådan en kortterminal, der ikke viser, hvilket beløb der trækkes. Efterfølgende viste det sig, at der var trukket 2.350 EUR. Det er helt sikkert, at han ikke accepterede at betale 2.350 EUR for to gin tonics.

Kortet forsvandt herefter ud af hans besiddelse. Der kan være hældt stoffer i hans drinks i løbet af aftenen. Han forlod natklubben sammen med pigen efter de havde drukket de to drinks. De havde sex på hotel B, hvor han var indlogeret. Dette kan dokumenteres med geo- og tidstaggede optagelser med hans Iphone kl. 6.09.

Det af banken anførte om, at pigen var prostitueret, og at pengeautomathævningerne blev foretaget af ham bestrides.

Det forekommer også usandsynligt, at han som påstået af banken skulle have købt to drinks for ca. 17.500 kr. og at han – ca. 15 minutter senere og ca. 1 km. fra natklubben – skulle have foretaget otte hævninger på i alt ca. 14.000 kr. til betaling af en prostitueret.

Natklubben/hotel A lå i den vestlige udkant af byen. Tyven, der stjal Mastercardet, har taget kortet med til centrum for at begynde hævningerne der. Det forhold, at ruten fra hotel A til hotel B går gennem centrum, kan ikke tillægges betydning.

SEB Kort Bank Danmark har anført, at klageren har foretaget og godkendt betalingen på 2.350 EUR. Der er anvendt chip og pinkode og klageren har derudover signeret kvitteringen for transaktionen med sin underskrift. Det er betalerens pligt at verificere beløbet inden man taster pinkode og godkender transaktionen. Klageren kunne have afvist transaktionen, hvis han var uenig i beløbets størrelse.

Klagerens oplysninger om blackout stemmer ikke med oplysningerne om sex og iphoneoptagelsen heraf.

Det må formodes, at klageren selv har foretaget alle kontanthævningerne i tidsrummet 04.03-04.06, idet han skulle bruge kontanterne til betaling for sexuelle ydelser og evt. taxitransport. Dette understøttes også af, at hævningerne ikke er foretaget i den pengeautomat, der lå nærmest natklubben/hotel A, men i en pengeautomat, der lå på ruten mellem natklubben/hotel A og hotel B, hvor klageren var indlogeret.

Banken har godtgjort hævningerne om formiddagen, da det er sandsynligt, at klagerens sexpartner i forbindelse med de mange kontanthævninger om natten har afluret pinkoden og derefter har stjålet kortet og misbrugt det.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet lægger til grund, at chippen på klagerens MasterCard blev aflæst ved de ikke vedkendte transaktioner. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at korrekt pinkode blev indtastet ved samtlige transaktioner bortset fra den 25. juli 2016, kl. 12.06, hvor der ikke anvendes pinkode, og at transaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Vedrørende en betaling på 2.350 EUR har banken desuden fremlagt en underskrevet nota.

Af lov om betalingstjenester § 64, stk. 1, 3. pkt. følger, at registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv er bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jævnfør § 59.

Det er efter det foreliggende ikke muligt at fastslå, på hvilket tidspunkt klageren mistede Mastercardet. Vedrørende den største af de ikke vedkendte hævninger har banken fremlagt en underskrevet nota, som klageren ikke har bestridt. Klageren har imidlertid anført, at der kan være hældt stoffer i hans drinks i løbet af aftenen, og at han ikke har foretaget de efterfølgende hævninger i en pengeautomat.

Ankenævnet finder herefter, at en stillingtagen til om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug, eller om transaktionerne er foretaget af klageren selv, forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jævnfør Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.