Hæftelse.

Sagsnummer:236/1994
Dato:31-01-1995
Ankenævn:Peter Blok, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen, Søren Stagis, Jens Ole Stahl
Klageemne:Kaution - hæftelse
Ledetekst:Hæftelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved kautionserklæring dateret 17. januar 1989 kautionerede klageren og hendes ægtefælle, som kautionister for enhver forpligtelse, som deres søn "har og senere måtte få" over for indklagede. Erklæringen er ikke beløbsbegrænset.

Sønnens engagement, som netop var blevet etableret i indklagedes Allerød afdeling, bestod af et omlægningslån på 317.200 kr. oprettet ved gældsbrev af 12. januar 1989 til indfrielse af gæld, som ægtefællen kautionerede for. Herudover ydede indklagede ved dokumenter af 18. januar 1989 et anlægslån på 530.000 kr. og en kassekredit på 150.000 kr. til finansiering af sønnens etablering af selvstændig virksomhed.

Ved skrivelse af 23. januar 1989 adresseret til klageren og dennes ægtefælle orienterede indklagede om sønnens engagement, idet man vedlagde kopier af lånedokumenterne og tilføjede:

"Vi vil samtidig gøre Dem opmærksom på, at [indklagede] i tilfælde af misligholdelse forlods vil anvende den af Dem stillede sikkerhed på følgende måde

investeringskonto [-1213-9]
udnyttes først og separat
dernæst Deres selvskyldnerkaution for
Sikkerhedsstillelse ialt

kr.

kr.
kr.

300.000,-

700.000,-
1.000.000,-




Anlægslånet blev den 8. februar 1989 nedbragt med 300.000 kr. indbetalt af klagerens ægtefælle.

Ved gældsbrev af 23. februar 1990 optog klageren og dennes ægtefælle et lån (-1816) hos indklagede på 710.000 kr., hvoraf 517.000 kr. blev anvendt til indfrielse af sønnens omlægningslån og anlægslån. Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 13.000 kr.

Den 7. marts 1990 blev sønnens kassekredit forhøjet fra 150.000 kr. til 200.000 kr.

Ved skrivelse af 10. september 1991 anmodede klagerens ægtefælle om nedsættelse af den månedlige ydelse på da 11.800 kr. på lånet (-1816) og om henstand for så vidt angik sønnens kassekredit.

Efter tilskyndelse fra indklagede blev ægtefællernes tre sønner i efteråret 1991 slettet som begunstigede på klagerens ægtefælles livrentepolicer.

Henholdsvis den 5. og 22. november 1991 underskrev klagerens ægtefælle og klageren et nyt gældsbrev på 755.420 kr., hvoraf 604.920 kr. udgjorde restgælden på lånet (-1816), mens 150.500 kr. var en forhøjelse til indfrielse af kautionen for sønnens kassekredit. Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 10.500 kr.

Ved skrivelse af 12. marts 1992 til indklagede protesterede klagerens ægtefælle mod, at klageren var meddebitor på lånet, idet han gjorde gældende, at han alene havde kautioneret for sønnen i 1989. I skrivelse af 26. marts 1992 erklærede indklagede sig enig i, at klageren ikke oprindelig hæftede for lånet. Indklagede anførte, at afviklingsaftalen var baseret på udbetalinger fra ægtefællens livrenteordninger med garanteret udbetalingsperiode, hvorfor det havde været en forudsætning for indklagede, at sønnerne blev slettet som begunstigede, og at klageren var meddebitor, hvorved afviklingen af lånet var sikret i tilfælde af ægtefællens eventuelle død inden garantiperiodens udløb. I efterfølgende korrespondance anførte klagerens ægtefælle, at klageren i november 1991 var blevet tvunget til at indtræde som meddebitor.

På grund af misligholdelse blev lånet i 1993 taget til inkasso. På et møde i fogedretten den 26. august 1993 blev der på vegne klageren og dennes ægtefælle afgivet insolvenserklæring.

Ved klageskema af 15. april 1994 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at slette hende som meddebitor på lånet.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren har anført, at hendes ægtefælle i januar 1989 påtog sig selvskylderkaution og stillede en bankbog på 300.000 kr. som håndpant til sikkerhed for indklagedes Allerød afdelings finansiering af sønnens etablering af selvstændig virksomhed. Ægtefællen var i forvejen kautionist for sønnens engagement i en anden af indklagedes afdelinger. Nogle dage efter at sønnen havde disponeret i henhold til den tilbudte finansiering, stillede Allerød afdelingen krav om, at hele sønnens engagement blev overført dertil, og at klageren påtog sig selvskyldnerkaution for hele engagementet sammen med ægtefællen, idet man i modsat fald ville opsige engagementet med 1 måneds varsel. Alene på grund af denne trussel underskrev hun kautionserklæringen af 17. januar 1989. At lånene blev bevilget alene på grundlag af den sikkerhed, der blev stillet af ægtefællen understøttes af, at hendes underskrift på den af indklagede fremlagte fotokopi af kautionsdokumentet er udateret, at hendes navn på dokumentets forside er påført med en maskinskrift, der adskiller sig fra den, der i øvrigt er anvendt i dokumentet, og at det fremgår af følgeskrivelsen, at dokumentet blev fremsendt med henblik på indhentelse af ægtefællenss underskrift. Det var alene ægtefællen, der tog sig af de økonomiske forhold, som hun var uden kendskab til. Hun deltog ikke i mødet i fogedretten den 26. august 1993.

Indklagede har anført, at klageren oprindelig påtog sig kaution for sønnens engagement, og at hun indfriede kautionen ved optagelse af lån i 1990 og forhøjelse heraf i 1991. Det beklages, at man under korrespondancen med ægtefællen i marts 1992 og senere fejlagtigt lagde til grund, at klageren ikke hæftede oprindeligt. Af gældsbrevet vedrørende omlægningslånet, som klageren modtog sammen med skrivelsen af 23. januar 1989, fremgik, at gældsbrevet erstattede et allerede eksisterende omlægningslån. Såfremt klageren ikke ville kautionere for eksisterende gæld, skulle hun have gjort indsigelse på dette tidspunkt. Sagen blev behandlet af fogedretten den 26. august 1993, hvor klageren ikke gjorde indsigelse mod hæftelsen. Ankenævnet bør derfor i medfør af vedtægternes § 5 afvise at behandle klagen.

Ankenævnets bemærkninger:

Det forhold, at klagerens ægtefælle den 26. august 1993 over for fogedretten afgav insolvenserklæring også på vegne klageren, uden at der i denne forbindelse blev gjort indsigelse mod dennes hæftelse, findes ikke at kunne bevirke, at Ankenævnet er afskåret fra at behandle den indgivne klage.

Klageren har underskrevet kautionsdokumentet af januar 1989 som kautionist sammen med sin ægtefælle, og Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren er blevet truet eller presset hertil af indklagede, eller at den påtagne forpligtelse af andre grunde var uforbindende for klageren. Hertil kommer, at klageren må anses at have anerkendt sin forpligtelse såvel ved underskrivelsen af gældsbrevet af 23. februar 1990 som ved sin underskrift den 22. november 1991 af det nye gældsbrev, som blev oprettet i forbindelse med låneforhøjelsen. Klagerens påstand kan derfor ikke tages til følge, hverken helt eller delvis.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.