Krav om erstatning for fejlagtig oplysning om kursfradragets størrelse ved en kurssikring i forbindelse med omlægning af et realkreditlån.

Sagsnummer:128/2015
Dato:22-12-2015
Ankenævn:John Mosegaard, Poul Erik Jensen, George Wenning, Andreas Moll Årsnes
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Realkreditbelåning - kurssikring
Ledetekst:Krav om erstatning for fejlagtig oplysning om kursfradragets størrelse ved en kurssikring i forbindelse med omlægning af et realkreditlån.
Indklagede:Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for fejlagtig oplysning om kursfradragets størrelse ved en kurssikring i forbindelse med omlægning af et realkreditlån.

Sagens omstændigheder

Klagerne H og M var kunder i Nordea Bank.

Den 28. januar 2015 holdt banken møde med klagerne, som overvejede at omlægge deres realkreditlån. Banken gennemgik flere beregninger, men klagerne ønskede at vente, og deres realkreditlån blev derfor ikke opsagt inden udgangen af januar 2015, som var fristen for opsigelse af lånet pr. 1. april 2015.

Den 3. februar 2015 lavede banken ved bankrådgiveren R nye beregninger, der blev sendt til klagerne via mail:

”…

Hvis I beslutter jer nu, så er der to muligheder for omlægning.

  1. I omlægger allerede 17. februar, det betyder I skal betale differencerente til 1. juli, men I får det nye lån allerede 17. februar.

    Ændringerne er således:

  • Ydelse falder med ca. 35.000 kr. efter skat

  • Restgæld stiger med ca. 111.000 kr.

  • Kursen er 98,15 og I betaler et fradrag på 0,3 for at kurssikre, så den reelle kurs bliver 97,825.

  1. Alternativt venter I til 1. juli med at omlægge lånet, så sparer I differencerenterne og ændringerne vil se således ud:

  • Ydelse falder med ca. 36.000kr. efter skat

  • Restgæld stiger med ca. 83.000 kr.

  • Kursen er 98,15 og I betaler et fradrag på 0,725 for at kurssikre, så den reelle kurs bliver 97,425.

    I vender bare tilbage.

    …”

Senere samme dag skrev R på ny til klagerne:

”Super.

Hvis I vælger løsning 2, så opsiger vi jeres nuværende lån til 1. juli 2015.

Derudover skal I tage stilling til om I vil kurssikre (låne [låse] kursen fast til 1. juli – som koster 0,725 i fradrag, det jeg skrev tidligere)

…”

På baggrund af bankens låneberegninger rådede en ekstern konsulent klagerne til at kurssikre lånet.

Den 17. februar 2015 kontaktede M telefonisk banken og meddelte, at klagerne ønskede at kurssikre og at omlægge lånet pr. 1. juli 2015. Bankrådgiveren R bad under telefonsamtalen klagerne om hver især at sende en bekræftelse herpå via mail, da klagerne ikke havde mulighed for at komme i banken. R aftalte samtidig med M, at R ville ringe til M senere på dagen, så de kunne lave kurssikringen over telefonen.

Herefter bekræftede H og M på hver sin mail af 17. februar 2015, henholdsvis kl. 13:56 og kl. 14:01, til banken, at

”…

Vi ønsker at kurssikre vores lån, så vi kan omlægge 1. juli. Vi ønsker at omlægge så vi tager 2.000.000 som et tredive årigt fastforrentet toprocentslån med 10 års afdragsfrihed.

Derudover ønsker vi at tage resten som et S5lån med 5 års afdragsfrihed.

…”

Lidt senere på dagen ringede R til M således, at M kunne tage konkret stilling til den kurs, der kunne opnås i markedet. R oplyste M, at den aktuelle spotkurs var 98,025, og at den reelle kurs efter fradrag var 96,475. M undrede sig i telefonsamtalen over den store forskel på spotkursen og den reelle kurs, men da alle øvrige formaliter var på plads, bad M R om at kurssikre. Kursen blev fastlåst til den oplyste kurs 96,475. R var under telefonsamtalen ikke opmærksom på, at der tidligere – i mail af 3. februar 2015 – var oplyst et forkert kursfradrag.

Ved mail af 17. februar 2015, kl. 15:45 bekræftede R med henvisning til mails og telefonsamtale, at 2 % lånet på 2 mio. kr. var kurssikret til kurs 96,475 (spotkurs 98,025 med fradrag af 1,550) pr. 1. juli 2015.

Ved en mail af 17. februar 2015, kl. 16.01, til R anførte M, at han ikke forstod, at fradraget for kurssikringen var 1,550 og ikke 0,73 [0,725], som angivet af R i de to mails af 3. februar 2015.

Dagen efter, den 18. februar 2015, skrev R til M i en mail:

”…

Det kan jeg godt se, jeg har skrevet forkert, det beklager jeg.

Men siden da, ved jeg er kursfradraget sat op.

I går da jeg ringede, oplyste jeg det rigtige fradrag og det bekræftede du.

Jeg har derfor lavet kurssikringen.

…”

Den 20. februar 2015 skrev R på ny en mail til klagerne, hvori banken redegjorde for en systemfejl, hvorefter kursfradraget fejlagtigt var blevet beregnet ud fra en forudsætning om, at lånet var opsagt inden udgangen af januar 2015, og at konverteringen skulle ske pr. 1. april 2015. Derfor var kursfradraget lavere end ved den længere kurssikring, hvor konverteringen skulle ske pr. 1. juli 2015. Det oplyste kursfradrag på 0,725 var for en kurssikring på 2 måneder (1.2.-1.4.) og ikke på 5 måneder (1.2.-1.7.). Det fremgik endvidere, at banken tidligere havde drøftet den tommelfingerregel med klagerne, at det kostede ca. 0,3 % i kursfradrag pr. måned at kurssikre, hvorfor der i forbindelse med en kurssikring i ca. 4½ måned blev kurssikret til et kursfradrag på 1,55 %.

Parternes påstande

Den 16. april 2015 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal stille klagerne som om, at omlægningen af deres lån den 17. februar 2015 var sket til en spotkurs på 98,025 fratrukket et fradrag på 0,725, hvorefter den reelle kurs ville være på 97,3, alternativt skal banken yde klagerne en tilsvarende kontant kompensation.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken har udøvet en fejlagtig rådgivning. Banken har endvidere undladt at sikre sig, at H og M, som begge var låntagere, hver især modtog oplysninger om størrelsen på det nye kursfradrag. De har således ikke haft det korrekte grundlag til at tage stilling til kursen på det lån, der skulle omlægges.

Det kan ikke være rimeligt, at de i starten af februar 2015 skulle tage stilling til en låneomlægning på baggrund af bankens fejlagtige oplysninger.

I M’s telefonsamtale med R den 17. april 2015 indgik han ikke en aftale om et kursfradrag på 1,55, som han ikke fik oplysning om. M har alene godkendt den reelle kurs på 96,47. R fortalte om spotkursen på 98,025 og i en sidebemærkning, at den aktuelle kurs på grund af kursfradraget blev 96,475. M kunne i telefonsamtalen ikke i hovedet udregne størrelsen på kursfradraget. M undrede sig over størrelsen på den reelle kurs, men sagde god for kurssikringen, da han tænkte, at han kunne huske forkert i forhold til R’s tidligere oplysninger. Alle detaljer var jo diskuteret og endevendt tidligere på dagen. M registrerede således først forskellen på det ”nye” kursfradrag på 1,55 og det skriftligt oplyste fradrag på 0,725 efter telefonsamtalen.

Straks efter modtagelsen af R’s mail af 17. februar 2015, kl. 15:45, tjekkede M R’s tidligere beregninger, hvor kursfradraget gentagne gange var oplyst til 0,725. M forsøgte herefter straks pr. telefon at kontakte R angående denne fejl. Da dette ikke lykkedes, sendte han straks en mail kl. 16:01 til R om det fejlagtige kursfradrag.

Det kan ikke være rigtigt, at M i en telefonsamtale skal tage stilling til helt nye oplysninger øjeblikket før, der skal kurssikres.

Derudover kunne M ikke acceptere nye vilkår på H’s vegne. Der var ikke aftalt nogen form for bemyndigelse, hvilket i øvrigt stemmer overens med, at banken tidligere stillede krav om, at både H og M skulle skrive en mail til banken fra hver sin mailadresse, og hvori H og M hver især skulle bekræfte de aftalte vilkår således, at banken var sikker på, at både H og M var indforstået i vilkårene.

De erindrer ikke at have hørt om en tommelfingerregel med 0,3 % pr. måned. Hvis der er tale om en tommelfingerregel, burde R – systemfejl eller ej – selv kunne regne ud, at kursfradraget ville ende på ca. 1,55, når R var bekendt med tidspunktet for låneomlægningen.

Nordea Bank har anført, at det tidligere fejlagtigt oplyste kursfradrag blev rettet, inden aftalen blev indgået i telefonen den 17. februar 2015, idet R oplyste spotkursen, kursfradraget og den endelige kurs efter kursfradrag, som klagerne kunne kurssikre til.

Banken har således ikke ved mailen af 3. februar 2015 tilsikret størrelsen af kursfradraget ved den aftale, der blev indgået den 17. februar 2015.

Banken har rådgivet korrekt, inden aftalen blev indgået. M blev, da han undrede sig over kursfradraget, rådgivet om, at det var ”prisen” for en 5 måneders kurssikring. Efter denne forklaring accepterede klager at kurssikre lånet til den oplyste kurs efter et kursfradrag på 1,55 %. M er blevet rådgivet og har på oplyst grundlag taget stilling til kursen. Klagerne er i øvrigt tidligere blevet rådgivet om sammenhængen mellem størrelsen af kursfradrag og løbetiden på kurssikringen.

Det er reelt kursen efter fradrag, som kunderne tager stilling til, inden de kurssikrer. Dermed ikke sagt, at prisen i form af fradraget ikke har betydning. Men fradraget er ikke urimeligt, og R havde tidligere rådgivet klagerne om, at det ca. kostede 0,3 % i kursfradrag pr. måned kurssikringen løb således, at en længere løbetid kostede et større fradrag.

H bemyndigede M til på begges vegne at indgå aftale med banken om kurssikring af realkreditlånet. Hermed må banken også overfor M – og med virkning for H – kunne oplyse det korrekte kursfradrag, inden aftalen indgås.

M indestår overfor banken for, at han har den fornødne fuldmagt, jf. Aftalelovens § 25.

Uanset om klagerne tidligt i forløbet havde fået oplyst det korrekte kursfradrag, ville de have kurssikret. Der er derfor ikke årsagssammenhæng mellem den påståede fejlrådgivning og det påståede tab. Klagerne har ikke lidt et økonomisk tab, men er alene blevet skuffet i deres forventninger.

Klagerne ønskede at fastholde kurssikringen. Hvis de havde valgt ikke at kurssikre, ville hjemtagelseskursen på 2 % lånet pr. 1. juli 2015 have været væsentligt dårligere, og klagerne havde dermed fået et betydeligt mindre provenu udbetalt. Kursen udgjorde pr. 1. juli 2015 under kurs 90 før kursfradrag.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne modtog i forbindelse med et ønske om omlægning af deres realkreditlån den 3. februar 2015 beregninger fra Nordea Bank om mulighederne herfor.

Klagerne fik oplyst, at spotkursen ville udgøre 98,15, og at de skulle betale et kursfradrag på 0,725 for at kurssikre frem til den 1. juli 2015, hvorefter den reelle kurs ville blive 97,425.

Den 17. februar 2015 indgik klagerne aftale med banken om en låneomlægning af deres realkreditlån på 2.000.000 kr. Spotkursen udgjorde 98,025, og låneomlægningen blev via en telefonsamtale mellem banken og M kurssikret frem til den 1. juli 2015. Kursfradraget udgjorde ifølge ”Konverteringssikringen” 1,550, hvorefter den reelle kurs udgjorde 96,475.

Tre medlemmer – John Mosegaard, George Wenning og Andreas Moll Årsnes - udtaler:

Klagerne har oplyst, at de i telefonsamtalen den 17. februar 2015 ikke blev gjort opmærksom på størrelsen af kursfradraget i forbindelse med en kurssikring frem til den 1. juli 2015. Klagerne fik først kort tid efter telefonsamtalen via mail fra banken oplysninger om, at kursfradraget udgjorde 1,550. Klagerne havde indtil da haft en forventning om, at kursfradraget udgjorde 0,725 som oprindeligt meddelt af banken den 3. februar 2015.

Banken har oplyst, at de i telefonsamtalen den 17. april 2015 oplyste klagerne om såvel spotkursen, kursfradraget som den reelle kurs.

Vi finder, at en stillingtagen til på hvilket grundlag konverteringssikringen blev indgået, herunder det af banken anførte om, at klagerne havde kendskab til bankens tommelfingerregel om et kursfradrag på ca. 0,3 % pr. måned en kurssikring løber, vil kræve en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke finde sted for Ankenævnet, men må i givet fald ske ved domstolene. Det følger af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1, at nævnet derfor må afvise at afgøre sagen. Vi stemmer derfor for at afvise sagen.

Et medlem – Poul Erik Jensen, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1 er tillagt to stemmer – udtaler:

Det fremgår af det fremlagte materiale i sagen, at klagerne havde en forventning om, at de havde mulighed for at kurssikre omlægningen af deres realkreditlån frem til den 1. juli 2015 med et kursfradrag på 0,725.

Uanset om banken måtte have oplyst det faktiske kursfradrags størrelse overfor M i telefonsamtalen den 17. februar 2015, burde banken under alle omstændigheder på det tidspunkt have sikret sig, at klagerne var bekendt med, at kursfradraget var større end det af banken oprindeligt meddelt den 3. februar 2015. Det, at banken efterfølgende har meddelt, at kursfradragets størrelse den 3. februar 2015 beroede på en systemfejl kan ikke føre til andet resultat. Jeg finder derfor ikke, at banken har løftet sin bevisbyrde for, at der blev foretaget korrekt rådgivning af klagerne, forinden låneomlægningen blev foretaget.

Jeg finder herefter, at banken skal betale en erstatning til klagerne svarende til, at omlægningen af realkreditlånet på 2 mio. kr. den 17. februar 2015 blev kurssikret frem til den 1. juli 2015 med et kursfradrag på 0,725 i stedet for kursfradraget på 1,550, hvilket svarer til et beløb på ((1,550 – 0,725) x 2 mio. kr.) / 100 = 16.500 kr.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.