Tegning af lånefinansieret livrente for person med negativ skattemæssig indkomst, tab.

Sagsnummer:54/2004
Dato:19-10-2004
Ankenævn:John Mosegaard, Hans Daugaard, Tina Dhanda, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Rådgivning - pensionsforhold
Forsikring - tegning af livrente
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Tegning af lånefinansieret livrente for person med negativ skattemæssig indkomst, tab.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører indklagedes rådgivning af klageren ved tegning af en livrente i en situation, hvor klagerens skattepligtige indkomst var negativ.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1929, henvendte sig i sommeren 2000 til indklagede, hvor klageren har været kunde igennem en årrække. Baggrunden for henvendelsen var, at klageren fra et andet pengeinstitut havde modtaget tilbud om en kredit på 1 mio. kr.

Indklagede har anført, at klageren på et møde den 2. august 2000 oplyste, at hun havde en årlig indkomst på ca. 98.000 kr., og et realkreditlån med en restgæld på ca. 1 mio. med en årlig renteudgift på ca. 60.000 kr. Hos indklagede havde klageren et engagement med en årlig renteudgift på ca. 8.000 kr. I Spanien havde klageren et hus (ejerlejlighed), som hun havde til hensigt at sælge inden for 1-2 år. Af de 1 mio. kr., som klageren overvejede at låne, ville hun anvende ca. 100.000 kr. til at indfri et billån, 250.000 kr. til et nyt tag på sin ejendom i Danmark samt 150.000 kr. til likviditetsforbedringer. Hun ønskede samtidig at sikre sig en løbende stabil indtægt. Klageren bestrider at have givet udtryk for, at hun ville sælge ejendommen i Spanien inden for 1-2 år.

Indklagede har yderligere anført, at man på baggrund af klagerens oplysninger foreslog etablering af en livrente på 500.000 kr. med udbetaling over 10 år. Kreditten på 1 mio. kr. ville have karakter af mellemfinansiering, da den forventedes indfriet ved salg af ejendommen i Spanien, hvorfor et banklån/kredit af omkostningsmæssige grunde var mere attraktiv end et realkreditlån. Mod forhøjelsen af et ejerpantebrev i klagerens ejendom fra 20.000 kr. til 500.000 kr. fik klageren bevilget en forhøjelse af sin kredit fra 50.000 til 1.050.000 kr.

På et møde den 14. august 2000 hos indklagede, hvor også en pensionsrådgiver deltog, blev etableringen af livrenten drøftet. På mødet modtog klageren et skriftligt tilbud på etablering af en livrente i Danske Forsikring Liv, der er koncernforbundet med indklagede.

På et møde den 18. august 2000 underskrev klageren kreditkontrakt, håndpantsætningserklæring, allonge til ejerpantebrevet vedrørende forhøjelse samt begæring om tegning af en livrente med et indskud på 500.000 kr. Det fremgår, at livrentens årlige udbetaling ekskl. bonustilskrivning ville udgøre 57.464,21 kr.

Af klagerens skattemæssige årsopgørelser for årene 2000-2002 fremgår:

År

Personligindkomst

Kapital-indkomst

Skattepligtigindkomst(underskud)

2000

41.072

-151.887

110.815

2001

150.433

-189.837

39.404

2002

137.062

-178.201

41.139



Primo 2003 rettede klageren og klagerens ægtefælle M henvendelse til indklagede vedrørende indklagedes rådgivning i forbindelse med etableringen af livrenten, herunder det oprindelige udgangspunkt for etableringen. Klageren og M gav udtryk for, at livrenten var etableret på et forkert grundlag.

Under en efterfølgende korrespondance oplyste indklagede ved skrivelse af 4. august 2003, at den gennemsnitlige årlige udbetaling fra livrenten ville udgøre 70.000 kr. i 10 år. Skattefradraget ved etableringen ville blive fordelt over 10 år med 50.000 kr. årligt, således at etableringen medførte en forhøjelse af den personlige indkomst på 20.000 kr. Formålet med livrenten var at fordele forbruget over 10 år samtidig med, at salget af ejendommen i Spanien ville reducere kreditten væsentligt. Ved skrivelse af 15. samme måned anførte M, at det var hans overbevisning, at livrenten var etableret på et helt forkert grundlag, da klagerens indkomstforhold ikke var undersøgt tilstrækkeligt. M ønskede derfor livrenten ophævet med tilbagevirkende kraft.

Ved skrivelse af 10. oktober 2003 redegjorde indklagede for de økonomiske oplysninger, som klageren havde meddelt inden etableringen af livrenten. Indklagede anførte, at klagerens formueforhold til indklagedes forbavselse havde vist sig at være ganske anderledes end oplyst af klageren. Indklagede anførte endvidere, at uanset, om klageren havde optaget lånet på 1 mio. kr., ville hendes renteudgifter have oversteget hendes indkomst, som i forvejen var negativ, hvorfor hun ikke kunne anvende sit skattemæssige personfradrag. Indklagede fandt ikke, at klageren havde lidt tab ved etableringen af livrenten, hvorfor der ikke var noget erstatningsansvar for indklagede. Ophævelse af livrenten var ikke mulig. Tog man imidlertid udgangspunkt i de oplysninger, som klageren havde givet, ville hun have kunnet udnytte skatteværdien af personfradragene, dog ikke i perioden frem til et salg af ejendommen i Spanien. Klageren havde dog reelt ikke tabt skatteværdien, da hendes renteudgifter allerede inden etableringen af lånet og livrenten var af en størrelse, så skatteværdien af personfradragene var tabt; men indklagede var indstillet på at yde en kompensation svarende til halvdelen af skatteværdien af personfradragene i årene 2000, 2001 og 2002. Den fulde skatteværdi af personfradragene beregnede indklagede til 41.227 kr., hvorfor indklagede tilbød en kompensation på 20.641 kr.

Ved skrivelse af 19. november 2003 anførte klageren og M, at klageren ved etableringen af livrenten klart havde nævnt, at hun absolut ikke ønskede at sælge lejligheden i Spanien nu, og at der aldrig havde været sat tidspunkt på for et eventuel salg. Tilbuddet om en godtgørelse burde gælde ikke kun for tre år, men hele livrentens løbetid.

Ved skrivelse af 12. december 2003 fastholdt indklagede sit tilbud om betaling af 20.641 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 18. februar 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at ophæve livrenten med tilbagevirkende kraft eller yde fuld godtgørelse, herunder betaling af renter på lånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun havde en blind tiltro til indklagedes rådgivning.

Oplysningen om lejligheden i Spanien blev givet alene som en orientering om, at hvis hun kom i en trængt økonomisk situation, skulle indklagede vide, at hun her havde en friværdi.

Indklagede har kendt hende gennem mange år og har været fuldt bekendt med, at hun i en periode har haft en anstrengt likviditet.

Indklagede har pådraget sig erstatningsansvar ved ikke at søge hendes indkomstforhold tilstrækkelig oplyst forinden anbefalingen om at tegne en livrente. Hun har ikke kunnet udnytte det skattemæssige fradrag ved indskuddet på grund af sine økonomiske forhold.

Indklagede har anført, at klagerens oplysninger om sin privatøkonomi forud for eta­ble­ringen af livrenten og forhøjelsen af kassekreditten ikke svarede til de faktiske forhold. Klageren havde været kunde i afdelingen i mange år, hvorfor indklagedes medarbejder ikke havde grund til at betvivle oplysningerne. Derfor bad medarbejderen ikke om dokumentation i form af årsopgørelser.

Forløbet af det hidtidige engagement gav heller ikke grundlag for at betvivle klagerens oplysninger. Særlig på baggrund af oplysningen om et salg af ejendommen i Spanien i løbet af 1-2 år var et indskud på en livrente en fornuftig investering. Kreditten ville således blive indfriet efter salg af ejendommen, hvorved renteudgifterne på kreditten ville bortfalde.

Indklagede har ikke ydet ansvarspådragende rådgivning i forbindelse med etableringen af livrenten. Klageren har ikke lidt tab ved optagelse af kreditten og tegning af livrenten.

Uanset om klageren havde optaget kreditten på 1 mio. kr., ville hendes renteudgifter have oversteget hendes indkomst. Klagerens kapitalindkomst før etableringen af lånet og livrenten var således negativ med knapt 130.000 kr. (år 2000). Af denne grund kunne klageren ikke anvende sit personfradrag, og hun har derfor ikke lidt tab ved optagelse af lånet og livrentens etablering.

Havde klagerens oplysninger om sine økonomiske forhold været korrekte, ville hun have kunnet udnytte skatteværdien af personfradragene; dog ikke i perioden frem til et salg af ejendommen i Spanien. Dette burde klageren have været gjort opmærksom på. På denne baggrund vedstår man tilbuddet om betaling af kompensationsbeløbet på samlet 20.641 kr.

Indklagede har opfordret klageren til at opgøre sit tab, såfremt klageren gør gældende at have lidt et sådant.

Det følger af vilkårene for en livrente, at der ikke kan ske tilbagekøb, idet udbetaling af livrenten er afhængig af, at den forsikrede (klageren) lever.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at foranledige livrenten ophævet, idet et krav herom i givet fald måtte rettes mod det forsikringsselskab, hvor livrenten er tegnet.

En afgørelse af sagen i øvrigt kan ikke ske uden afgivelse parts- og vidneforklaringer. Da sådan bevisførelse ikke kan ske i Ankenævnet, afvises sagen derfor i det hele, jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.