Indsigelse om mangelfuld rådgivning om stop-loss og kursudviklingen på schweizerfranc (CHF) i forbindelse med valutaswap

Sagsnummer:252/2011
Dato:11-06-2012
Ankenævn:John Mosegaard. Karin Duerlund, Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Valuta - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Indsigelse om mangelfuld rådgivning om stop-loss og kursudviklingen på schweizerfranc (CHF) i forbindelse med valutaswap
Indklagede:Sparbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på en valutaswapaftale begrundet i mangelfuld rådgivning om stop-loss og kursudviklingen på schweizerfranc (CHF).

Sagens omstændigheder

Den 22. september 2008 underskrev klageren en aftale med Sparbank om handel med finansielle instrumenter med en ramme på 300.000 kr.

Den 5. december 2008 blev der mellem parterne indgået en 2-årig valutaswapaftale, hvorved et lån på 2 mio. kr. i klagerens ferielejlighed blev omlagt til 412.056,78 schweizerfranc (CHF), idet kursen på CHF på daværende tidspunkt var 485,37.

I 2010 udviklede engagementet sig negativt, idet kursen på CHF steg. Pr. den 16. marts 2010 udgjorde kurstabet ca. 100.000 kr.

Sparbank har oplyst, at man henholdsvis den 16. marts og 17. maj 2010 kontaktede klageren om den negative udvikling og anbefalede klageren at indgå en modforretning til afdækning af risikoen, hvilket klageren afviste. Klageren spurgte om muligheden for tidsmæssigt at forlænge valutaswapaftalen, hvilket banken på daværende tidspunkt ikke kunne tage stilling til.

Ved en fornyet henvendelse fra banken den 22. juni 2010, hvor kursen på CHF var steget til 547,55, accepterede klageren at indgå en modforretning på 300.000 CHF.

Den 23. november 2010, hvor kursen på CHF var steget yderligere til kurs 560,57, blev der indgået en yderligere modforretning til afdækning af resten af risikoen på valutaswap­aftalen.

Ved brev af 23. januar 2011 rejste klageren krav om hel eller delvis erstatning for tabet på valutaswappen, som klageren opgjorde til i alt ca. 315.000 kr. fordelt med 285.000 kr. på valutakurstab og 30.000 kr. på rentetab.

Parternes påstande

Den 28. april 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparbank skal betale erstatning.

Sparbank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken anbefalede valutaswappen, hvorved han kunne opnå en rentebesparelse på op til 80.000 kr. årligt. Forretningen blev etableret i tillid til, at bankens eksperter løbende fulgte udviklingen.

Banken har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af mangelfuld rådgivning om risikoen og manglende opfølgning på engagementet.

Han forventede, at CHF kursen ville rette sig på længere sigt, og at tabet eventuelt kunne fordeles over flere år. Han efterspurgte derfor en længere løbetid på forretningen med henblik på at undgå at realisere tabet inden for en relativ kort periode, men det var ikke muligt at få banken til at svare på hans forespørgsler herom.

Han havde ikke erfaring med valutaspekulation, da han indgik aftalen med Sparbank. I efteråret 2009 indgik han via et kommanditselskab en valutaswapaftale med en væsentligt længere løbetid på fem år i et andet pengeinstitut, P. Rådgivningen og opfølgningen hos P oversteg væsentligt niveauet i Sparbank. Da valutakurstabet nåede 10 %, rådede P på det kraftigste til at lukke forretningen.

Hvis hans valutaswap hos Sparbank var blevet lukket i midten af 2010 med et valutakurstab på 10 %, ville tabet have været begrænset til ca. 115.000 kr.

I juni 2010 overførte han efter anmodning fra banken 100.000 kr. til en sikringskonto, og i september 2010 overførte han yderligere 60.000 kr.

Han fik ikke en nota for modforretningen på 300.000 CHF, som heller ikke fremgik af de månedlige markedsværdiopgørelser, hvorfor han mistede overblikket.

Han modtog heller ikke en nota for modforretningen i november 2010.

Sparbank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det udtrykkeligt fremgår af aftalegrundlaget, at alle beslutninger om forretninger træffes af klageren, som bærer det fulde ansvar herfor.

Banken har til stadighed gjort opmærksom på risikoen ved at investere i CHF, ligesom banken løbende har orienteret klageren om markedssituationen, prognoser og forventninger til udviklingen. På baggrund heraf har klageren truffet beslutning om, hvorvidt, hvornår, og i hvilket omfang inddækning skulle ske.

Da banken den 16. marts 2010 henvendte sig til klageren, udgjorde det aktuelle tab ca. 100.000 kr. Klageren oplyste, at han i et kommanditselskab havde nogle andre swaps, og at han ikke ønskede, at der blev gjort noget før efter sommerferien. Heller ikke ved henvendelsen til den 17. maj 2010 ønskede klageren at foretage inddækning.

Modforretningen den 22. juni 2010 blev begrænset til trefjerdedele af den oprindelige forretning, idet klageren ønskede fortsat mulighed for at vinde noget af det tabte tilbage.

Ved forespørgslerne om mulighederne for forlængelse af engagementet blev klageren korrekt oplyst om, at dette i givet fald skulle bevilges af rådgiveren, når udløbstidspunktet nærmede sig.

Notaerne for modforretningerne blev sendt til klageren med almindelig post. Klageren har desuden hver måned fået tilsendt en markedsværdiopgørelse. Klageren kunne desuden til enhver tid få oplyst det aktuelle tab ved henvendelse til banken.

Klagerens forretninger faldt sammen med en verdensomspændende finanskrise, der ikke kunne forudses, og som medførte voldsom uro på finansmarkederne.

Til støtte for afvisningspåstanden har Sparbank anført, at sagen bør afvises på grund af bevisusikkerhed.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder, at en afgørelse af sagen ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men som i givet fald på finde sted for domstolene.

Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.