Kaution, ugyldighed. Misligholdt gæld.

Sagsnummer:203/1993
Dato:15-04-1994
Ankenævn:Niels Waage, Niels Busk, Gert Bo Gram, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kaution, ugyldighed. Misligholdt gæld.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 12. oktober 1983 håndpantsatte klagerens nu afdøde ægtefælle bl.a. et ejerpantebrev på 135.000 kr. med pant i sin ejendom til sikkerhed for, hvad han selv og hans søn til enhver tid måtte være indklagede skyldig.

Efter sin ægtefælles død i 1986 overtog klageren boet efter denne til hensidden i uskiftet bo.

Ved kassekreditkontrakt af 10. juni 1986 ydede indklagede en forhøjelse på 165.000 kr. af sønnens bestående kredit til 300.000 kr. Kredittens saldo var da 421.471,17 kr. Til sikkerhed afgav klageren selvskyldnerkautionserklæring ved påtegning af kassekreditkontrakten, ligesom hun håndpantsatte ejerpantebrevet på 135.000 kr. "til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad jeg og [klagerens søn] måtte være eller blive [indklagede] skyldig".

I november 1987 forhøjedes sønnens kredit til 400.000 kr. Kredittens saldo på daværende tidspunkt har ikke kunnet oplyses; klageren gentog den 4. november 1987 sin kaution og håndpantsætning.

Den 9. august 1988 forlængedes kreditten til den 1. august 1989. Kredittens saldo var samme dag 864.771,81 kr. Klageren gentog igen sin kaution og håndpantsætning. Den 5. oktober 1989 forlængedes kreditten til 30. september 1990.

I efteråret 1990 blev sønnens engagement omlagt, idet et udlandslån blev hjemtaget til nedbringelse af kassekreditten. Den 5. november 1990 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist et gældsbrev, hvorefter sønnen blev ydet et lån i DEM på modværdien af 800.000 kr. Provenuet, 796.368,39 kr., indsattes den 9. november 1990 på kreditten, hvis saldo herefter udgjorde 87.152,47 kr. (positiv). Samtidig blev kredittens maksimum nedskrevet til 350.000 kr., som skulle indfries senest den 1. november 1991. Klageren underskrev kontrakten i egenskab af både selvskyldnerkautionist og håndpantsætter; samtidig underskrev klageren en særskilt kautionserklæring, hvorefter hun indestod som selvskyldnerkautionist for ethvert beløb, som sønnen måtte blive indklagede skyldig dog således, at hendes forpligtelse ikke kunne overstige 400.000 kr.

Ved efterfølgende tillæg til kassekreditkontrakten - senest den 28. april 1992 - blev denne forlænget til den 1. september 1992. Klageren har ikke tiltrådt forlængelserne og har alene modtaget underretning om forlængelsen pr. 28. april 1992.

Ved skrivelse af 18. september 1992 til klageren meddelte indklagede, at man var bekendt med, at sønnen den 14. september 1992 havde anmeldt betalingsstandsning, hvorfor man anså engagementet for misligholdt og krævede kautionsforpligtelsen indbetalt inden 14 dage, ligesom et beløb svarende til ejerpantebrevet på 135.000 kr. ønskedes indbetalt; sønnens engagement blev da opgjort til 1.614.551,48 kr.

Den 1. oktober 1992 fremsendte klageren gennem sin advokat 400.000 kr. til indklagede, bl.a. under forbehold om, at indklagede udstedte saldokvittering samt udleverede ejerpantebrevet på 135.000 kr.

Efter at indklagede og klageren har brevvekslet herom, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet den 13. april 1993 og ifølge sin endelige påstand påstået indklagede tilpligtet principalt at anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse ikke kan gøres gældende, at tilbagebetale 400.000 kr. med renter efter renteloven fra den 2. oktober 1992, samt at udlevere ejerpantebrevet på 135.000 kr.; subsidiært nedlægges påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren har indfriet sin kautionsforpligtelse ved betalingen af 400.000 kr., samt at udlevere ejerpantebrevet på 135.000 kr. og øvrige sikkerheder stillet af klageren.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Under sagens forberedelse er fremlagt kontoudskrifter for sønnens kassekredit for perioderne 2. januar - 31. december 1986 og 4. januar 1988 - 18. september 1992.

Det fremgår af sagen, at indhentning af klagerens underskrift på sagens dokumenter er sket ved fremsendelse af disse til klagerens eget pengeinstitut, hvor en bestemt medarbejder varetog kontakten til klageren. Den pågældende medarbejder har under sagens forberedelse afgivet erklæring, hvoraf fremgår, at han med en medarbejder hos indklagede drøftede klagerens kautionsforpligtelse og størrelsen af denne. I erklæringen er endvidere anført:

"Jeg forklarede meget klart og utvetydigt, at det var ganske udelukket, at [klageren] skulle hæfte for mere end 400.000 kr. af sønnens gæld, dels fordi [klageren] ikke var god for flere penge, og dels fordi jeg ikke ville tolerere, at styringsredskabet for sønnens gæld var kaution fra [klageren].

Hverken [indklagedes medarbejder] eller nogen anden medarbejder i [indklagede] oplyste mig om engagementets omfang, dets sammensætning eller forløb. Disse oplysninger var også uden betydning, idet [klageren] havde stillet sikkerhed for ialt 400.000 kr. og ikke skulle stille sikkerhed for noget yderligere beløb. Herom ingen tvivl.

Det er korrekt, at dokumenter blev fremsendt til [klagerens pengeinstitut] med anmodning om, at der skulle indhentes en vidnefast underskrift. (...) Dette var vor eneste opgave, og jeg så aldrig de pågældende dokumenter. [Indklagede] kan umuligt have forventet, at jeg eller en anden medarbejder skulle have rådgivet [klageren] om et engagement, som vi var ganske uden oplysning om."

Klagerens søn har under sagen afgivet sålydende erklæring:

"På given foranledning kan jeg bekræfte, at jeg aldrig har drøftet min økonomiske situation med [klageren], hverken før eller efter min faders død. Ved nye kautionsforpligtelser har jeg ikke underrettet min moder om engagementets udvikling, så hun vidste ikke, at kassekreditten var temmelig overtrukket på tidspunktet for de forskellige kautionstilsagn."

Klageren har til støtte for sin principale påstand anført, at hun første gang afgav kaution for sønnens kassekredit i juni 1986, på hvilket tidspunkt kreditten blev forhøjet til 300.000 kr. På kautionstidspunktet var kredittens saldo imidlertid 421.471,17 kr., og hun blev ikke gjort opmærksom på, at kassekreditten således allerede var misligholdt. Heller ikke ved de senere gentagelser af kautionsforpligtelsen blev hun gjort opmærksom på, at kassekredittens saldo langt overskred maksimum. Indklagede må anses at have haft en særskilt pligt til at meddele, at den gæld, for hvilken der ønskedes kaution, var misligholdt, men dette er ikke sket, uanset at misligholdelsen var betydelig. Indklagede har endvidere tilsidesat sin forpligtelse efter bank- og sparekasselovens § 41 om at underrette en kautionist om misligholdelse, og den manglende underretning har forringet klagerens regresmulighed, idet det må antages, at klageren på et langt tidligere tidspunkt ville have haft mulighed for at gennemføre en regres. Med hensyn til indklagedes påstand om, at klageren har opnået regres overfor sin søn som følge af, at denne har meddelt arveafkald, bestrides det, at klageren har opnået regres herved. Et arveafkald regulerer forholdet mellem de potentielle arvinger; arveafkaldet blev givet, før klageren var vidende om, at kautionsforpligtelsen var ugyldig og uforbindende, og for at forhindre en mulig arvestrid. Da klagerens kautionstilsagn bør tilsidesættes som uforbindende, bør der ske tilbagebetaling af det indbetalte beløb tillige med renter, ligesom indklagede må udlevere ejerpantebrevet, idet dette alene lå til sikkerhed for hendes kautionsforpligtelse.

Til støtte for den subsidiære påstand har klageren anført, at indklagede bevidst har forsøgt at skille håndpanterklæringen og kautionen for derved at skaffe sig dobbelt sikkerhed. Klageren har været overbevist om, at hendes hæftelse angik kassekreditkontrakten, og at ejerpantebrevet lå til sikkerhed for kautionsforpligtelsen. Ved betaling af sin kaution på 400.000 kr. må hun opnå indtrædelsesret i de øvrige sikkerheder, som fremgik af den oprindelige kassekreditkontrakt.

Overfor indklagedes afvisningspåstand har klageren anført, at indklagede først sent under sagens forberedelse har nedlagt denne påstand formentlig som et forsøg på at forhindre klageren i at få en smidig nævnsbehandling, hvorved hun nødsages til at opgive at forfølge sin ret på grund af de hermed forbundne betydelige omkostninger.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen efter sin karakter ikke egner sig til behandling ved Ankenævnet, idet en afgørelse vil forudsætte afgivelse af parts- og vidneforklaringer. Der foreligger således modstridende oplysninger. Hertil kommer, at klageren ved sin advokat har vedstået kautionsforpligtelsen under sagen, hvorfor klageren ikke findes at kunne ændre en sådan proceserklæring, da der ikke er fremkommet væsentlige nye oplysninger. Sagen bør derfor afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren allerede inden 1992 accepterede kautionsforpligtelsen, uanset hun på det tidspunkt havde fuld indsigt i omfanget af sønnens engagement. Indklagede har løbende orienteret klageren om udviklingen i sønnens engagement, herunder ved telefoniske drøftelser med klagerens rådgiver i sit eget pengeinstitut. Forinden klageren underskrev dokumenter i sagen, blev disse drøftet med en medarbejder hos indklagede og en medarbejder i klagerens eget pengeinstitut. Indklagede havde derfor den opfattelse, at alle dokumenter blev grundigt gennemgået. Klagerens regreskrav mod sønnen er indfriet, idet klagerens søn har givet arveafkald til fordel for sine søskende, og dette er accepteret af klageren, som herved har accepteret betaling af kautionsforpligtelsen, som således har ændret karakter til et arveforskud. For så vidt angår klagerens rentepåstand har indklagede anført, at klageren ikke har begyndt retsforfølgning, ligesom klageren ikke tidligere har fremsat rentekrav. Det bestrides, at ejerpantebrevet alene skulle være til sikring af klagerens kautionsforpligtelse, hvilket heller ikke stemmer med indholdet af klagerens håndpantsætningserklæring.

Ankenævnets bemærkninger:

Der foreligger i sagen modstridende oplysninger om, i hvilket omfang klageren er blevet informeret om sønnens økonomiske situation på de tidspunkter, hvor hun har påtaget sig de enkelte kautionsforpligtelser. Usikkerheden omkring hendes kendskab til sønnens økonomi beror navnlig på den omstændighed, at hun den 5. november 1990 underskrev kautionserklæring med hensyn til optagelsen af et udlandslån på 800.000 kr.

Herefter finder Ankenævnet, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald bør ske for domstolene, hvorfor indklagedes påstand om sagens afvisning tages til følge, jvf. vedtægternes § 7, stk. 1.

Herefter

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.