Køb af aktier og indskud af ansvarlig lånekapital i investeringsaktieselskab, trepartsforhold. Kreditkøbsloven.

Sagsnummer:241/1993
Dato:30-11-1993
Ankenævn:Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Køb af aktier og indskud af ansvarlig lånekapital i investeringsaktieselskab, trepartsforhold. Kreditkøbsloven.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I juli 1990 blev klageren, der er snedker, i sit hjem opsøgt af en konsulent fra et investeringsaktieselskab. Ifølge udskrift fra erhvervs- og selskabsstyrelsen var selskabets formål:

".... investering i værdipapirer, fast ejendom valutaforretninger samt anden i forbindelse hermed stående virksomhed."

Konsulenten tilbød klageren at indtræde i et låne- og investeringsprojekt. Ifølge et for klagerens familie udarbejdet finansieringsforløb ville klageren ved låneoptagelse til investering af 477.000 kr. inklusiv omkostninger i aktier og ansvarlig lånekapital i investeringsaktieselskabet opnå en månedlig skattebesparelse på 2.913 kr. Dette beløb skulle indbetales på finansieringskontoen. Ved afviklingen af arrangementet i 1994 ville klageren efter indfrielse af det til finansieringen optagne lån opnå et provenu på 116.570 kr. Klageren underskrev herefter en tegningsaftale med investeringsaktieselskabet.

Den 6. juli 1990 underskrev klageren en kreditaftale, ifølge hvilken indklagede ydede klageren en kassekredit på op til 560.000 kr. 450.000 kr. anvendtes til tegning af dels 337.500 kr. ansvarlig lånekapital i aktieselskabet, dels 112.500 kr. aktier i selskabet. Ved håndpantsætningerklæringer af samme dag håndpantsatte klageren til sikkerhed for sit engagement med indklagede: et ejerpantebrev på 232.000 kr. med pant i sin ejendom, aktierne i investeringsselskabet, gældsbrev udstedt af selskabet på den ansvarlige lånekapital samt et sikkerhedsdepot indeholdende børsnoterede aktier og obligationer til en minimumsværdi af 104.000 kr. Samtlige dokumenter blev underskrevet i klagerens hjem ved konsulentens foranstaltning. Klageren havde ikke forud for bevillingen af kreditten noget kundeforhold til indklagede.

Klageren har oplyst, at han af konsulenten fra selskabet blev oplyst om, at selskabet ville investere i statsobligationer og lignende papirer. Klageren har endvidere oplyst, at investeringsbeløbet på 477.000 kr. (450.000 kr.) umiddelbart efter underskrivelsen af lånekontrakten tillige med tilsvarende beløb fra 54 andre interesserede blev overført til aktieselskabets konto hos indklagede. Beløbet blev af indklagede genbelånt ca. 10 gange, og det samlede beløb på ca. 170 millioner kr. anvendtes til investering i valutaforretninger indgået med indklagede og andre pengeinstitutter, senest Lannung Bank A/S. Ved håndpantsætningserklæring af 13. juni 1991 håndpantsatte klageren påny sit depot indeholdende børsnoterede obligationer og/eller indeståendet på en sikringskonto, minimumsværdi på 104.000 kr. til sikkerhed for engagementet.

I forbindelse med Lannung Banks konkurs har indklagede ansat aktier og lånekapital i investeringsaktieselskabet til kurs 52 svarende til 234.000 kr. Pr. 31. marts 1993 var saldoen på kreditten 549.282,69 kr. (negativ).

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand principalt om, at indklagede tilpligtes den 1. marts 1994 at udlevere ejerpantebrevet med pant i klagerens ejendom i kvitteret stand og de i det håndpantsatte depot beroende effekter samt udbetale klageren 116.570 kr. svarende til det lovede nettoprovenu mod klagerens fortsatte indbetaling af 2.800 kr. månedligt frem til 1. marts 1994. Subsidiært at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede frem til 1. marts 1994 alene har krav på betaling af 2.800 kr. månedligt, hvorefter indklagede uden yderligere betalinger den 1. marts 1994 skal udlevere ejerpantebrevet i kvitteret stand samt de i det håndpantsatte depot beroende effekter. Mere subsidiært skal indklagede tilpligtes at reducere kravet mod klageren med et skønsmæssigt beløb svarende til ikke aftalte renter, provision, gebyrer m.v. Mest subsidiært skal indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerens betalingsforpligtelse er begrænset efter nævnets nærmere skøn, samt at klagerens opfyldelse af den begrænsede betalingspligt sker mod udlevering af ejerpantebrevet, dog således at betalingsforpligtelsen ikke overstiger ejerpantebrevets pålydende.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klageren har anført, at de indsigelser, der kan rettes mod finansieringsaktieselskabet, tillige kan rettes mod indklagede. Denne må betragtes som medudbyder af projektet, idet aktieselskabets konsulent medbragte lånedokument og håndpantsætningserklæring fra indklagede, som blev underskrevet i klagerens hjem, hvorfor konsulenten tillige repræsenterede indklagede. Indklagede må i hvert fald anses som oprindelig deltager i et trepartsforhold, idet der forelå en fast aftale mellem indklagede og aktieselskabet om ydelse af lån, jfr. den dagældende kreditkøbslovs § 1, stk. 1, nr. 2, samt direktiv 87/102 EØF artikel 11. Direktivet skulle i medfør af artikel 16 have været implementeret i dansk ret med virkning fra den 1. januar 1990, men er først implementeret ved kreditaftalelovens ikrafttræden den 1. januar 1991. Indtil da var direktivet kun delvis opfyldt ved kreditkøbsloven, der derfor bør fortolkes således, at lovens ord er i overenstemmelse med direktivet herunder artikel 11; bekendtgørelse nr. 14 af 14. januar 1987 § 1 stk. 2, hvorefter visse værdipapirer er undtaget fra kreditkøbsloven, er i strid med direktivet.

Til støtte for den principale og subsidiære påstand har klageren anført, at det arrangement, klageren indlod sig på i sommeren 1990, fremstod som risikofrit for klageren, ligesom han blev lovet et nettoprovenu på 116.570 kr. Uanset at han siden september 1990 har foretaget månedlige indbetalinger på kreditten med 2.800 kr., udgjorde gælden ved udgangen af 1992 535.000 kr. Omkring dette tidspunkt blev det oplyst, at arrangementet var mislykket på grund af højere renter, højere omkostninger, fejlslagne valutainvesteringer og konkurser. I stedet for en opsparing foreligger der nu en nettogæld til indklagede svarende til ca. 2/3 af kontoens udvisende, idet indklagede ansætter, ansætter værdien af aktier og gældsbrev til 234.000 kr. På grund af gælden, som i henhold til aftalen skal indfries pr. 1. marts 1994, har indklagede allerede nu stillet krav om nedbringelse, eventuelt ved omprioritering/salg af den pantsatte ejendom. Der er ved indgåelsen i engagementet afgivet misvisende oplysning overfor klageren, hvilket indklagede vidste eller burde have vidst. Indklagede/aktieselskabet har endvidere overtrådt dørsalgslovens § 2, stk. 1. Ifølge samme lovs § 3 bør aftalen derfor tilsidesættes helt eller delvis som ugyldig. Indklagedes krav er som følge deraf bortfaldet, dog således at indklagede kan realisere aktierne og gældsbrevet vedrørende den ansvarlige lånekapital, men må udlevere ejerpantebrevet og de i det håndpantsatte depot beroende effekter. Indklagede har endvidere handlet i strid med markedsføringslovens § 1, idet der intet er oplyst om usikkerhed eller risici forbundet med indgåelsen af engagementet.

Til støtte for den mere subsidiære påstand har klageren gjort gældende, at salg af de uautoriserede investeringsbeviser og optagelsen af lånet hertil er omfattet af lov om køb på kredit. Bestemmelserne i denne lov er til hinder for, at omkostninger og rentesatser m.v. øges udover det aftalte. I prospektet om finansieringsforløbet er renterne opgjort til i alt 244.682 kr. I perioden 1. september 1990 til 1. marts 1994 indbetaltes i henhold til det beregnede finansieringsforløb 122.342 kr. Ydermere skulle aktieselskabet til klagerens konto indbetale 76.783 kr. som rente af det af selskabet udstedte gældsbrev. Det maksimale beløb, som klageren kan tilpligtes at betale pr. 1. marts 1994 kan derfor opgøres således:



" border="0" cellpadding="0" cellspacing="0">" width="217" valign="top">

Hovedstol

" width="54" valign="top">

kr.

" width="84" valign="top">

477.000

" width="217" valign="top">

Renter

" width="54" valign="top">

kr.

" width="84" valign="top">

244.682

" width="217" valign="top" />" width="54" valign="top" />" width="84" valign="top">

----------

" width="217" valign="top" />" width="54" valign="top">

kr.

" width="84" valign="top">

721.682

" width="217" valign="top">

– egne indbetalinger

" width="54" valign="top">

kr.

" width="84" valign="top">

122.342

" width="217" valign="top">

– indbetalinger fra

" width="54" valign="top" />" width="84" valign="top" />" width="217" valign="top">

Investeringsaktieselskabet

" width="54" valign="top">

kr.

" width="84" valign="top">

76.783

" width="217" valign="top">

– realisation af aktie og

" width="54" valign="top" />" width="84" valign="top" />" width="217" valign="top">

gældsbrev, kurs 52

" width="54" valign="top">

kr.

" width="84" valign="top">

234.000

" width="217" valign="top" />" width="54" valign="top" />" width="84" valign="top">

-----------

" width="217" valign="top">

I alt

" width="54" valign="top">

kr.

" width="84" valign="top">

288.557

" width="217" valign="top" />" width="54" valign="top" />" width="84" valign="top">

======



Til støtte for den mest subsidiære påstand har klageren anført, at han på grundlag af de modtagne oplysninger og underskrevne dokumenter ikke var eller burde være blevet bekendt med, at en efterbetaling til indklagede ved engagementets ophør kunne overstige værdien af det underskrevne ejerpantebrev på 232.000 kr. samt værdien af depotbeholdningen på 104.000 kr., i alt 336.000 kr.

Endeligt gøres det generelt gældende, at indklagede har handlet i strid med god pengeinstitutpraksis, jfr. bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, ligesom klagerens låneengagement helt eller delvis er ugyldigt aftalelovens § 30, 33 og 36.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at selskabets formål er investering i værdipapirer, fast ejendom, valutaforretninger samt anden i forbindelse hermed beslægtet virksomhed. Låneoptagelse til erhvervelse af aktier og indbetalinger af ansvarlig lånekapital viser en risikovillighed i en sådan grad, at arrangementet er eller bør sidestilles med erhvervsmæssig virksomhed, hvorfor Ankenævnet er inkompetent, jfr. vedtægternes § 2, stk. 2.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det bestrides, at aktieselskabets repræsentant tillige repræsenterede indklagede. Indklagede har ikke godkendt eller haft kendskab til fremgangsmåden og markedsføringen af investeringerne i aktieselskabet, ligesom indklagede ikke har rådgivet klageren vedrørende projektet. Det forhold, at repræsentanten for aktieselskabet har rekvireret dokumenter fra indklagede til klagerens underskrivelse, medfører ikke, at klageren kan anse projektet som godkendt af indklagede. Indklagede har bevilget lånet efter en individuel vurdering af den lånsøgendes økonomiske forhold, og der bestod ikke en aftale mellem indklagede og selskabet om bevilling af kredit.

Til brug for vurderingen indhentede selskabet lønsedler og årsopgørelser fra klageren og sendte som repræsentant for denne materialet til indklagede med henblik på indgåelse af låneaftale. Indklagede bestrider at være medansvarlig i forbindelse med placeringen af midlerne. Kreditkøbsloven gjaldt for køb af løsøre og ikke for ydelse af lån eller ydelse af ansvarlig lånekapital. Der blev af klageren ydet et lån til aktieselskabet, for hvilket der er udstedt et gældsbrev direkte til klageren. Indklagedes kredit er således ikke ydet til køb eller erhvervelse af et gældsbrev. Køb af aktier var direkte undtaget fra kreditkøbsloven, jfr. bekendtgørelse nr. 14 af 14. januar 1987, § 1, stk. 2.

EF-direktiv nr. 87/102 kan ikke gøres gældende, da det ikke var implementeret i dansk ret, da lånekontrakten blev underskrevet. Det er uden betydning, at implementeringen heraf er sket for sent, da det er en forudsætning for direkte anvendelse af et EF direktiv mellem to private parter, at dette er gennemført ved dansk lov. Klageren har fortabt sine rettigheder overfor indklagede ved passivitet; klagerens indsigelser er først fremkommet efter Lannung Banks konkurs. Da indklagede ikke har deltaget i markedsføringen af projektet, må indklagede afvise at have overtrådt markedføringsloven og dørsalgsloven. Det bestrides endvidere, at aftalen kan tilsidesættes i medfør af aftalelovens ugyldighedsbestemmelser, da klageren har opnået den fulde modydelse ved indgåelsen af aftalen med indklagede, idet låneprovenuet blev stillet til klagerens disposition efter dennes ønske.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at klageren kan anses for erhvervsdrivende i forbindelse med indgåelsen af det omhandlede arrangement, og indklagedes påstand om, at sagen bør afvises med denne begrundelse, tages derfor ikke til følge.

Klageren har principalt gjort gældende, at der ved indgåelsen af det omhandlede arrangement blev givet ham tilsagn om et angivet overskud ved arrangementets ophør den 1. marts 1994. Subsidiært har klageren bl.a. gjort gældende, at der ved aftaleindgåelsen blev givet vildledende eller ufyldestgørende oplysninger vedrørende investeringsselskabets virksomhed og dermed om den risiko, han påtog sig ved investeringen, og at de indgåede aftaler som følge heraf helt eller delvis må anses for uforbindende for ham. Det kan efter det foreliggende ikke udelukkes, at indklagede har deltaget i arrangementet på en sådan måde eller har haft et sådant kendskab til investeringsselskabets virksomhed og markedsføring, at klageren i det omfang, han i øvrigt måtte få medhold i sine anbringender, også vil kunne gøre disse gældende over for indklagede. Dette gælder, selv om de videregående bestemmelser i kreditkøbslovens § 1, stk. 1, nr. 2, jfr. § 12, stk. 1, ikke måtte være anvendelige i det foreliggende tilfælde. Ankenævnet finder imidlertid, at en stillingtagen til de spørgsmål, klagen efter det anførte rejser, ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.