Indsigelse mod hævninger på kort. Bortkommet kort.

Sagsnummer:311/2017
Dato:02-03-2018
Ankenævn:Eva Hammerum, Anita Nedergaard, Kristian Ingemann Petersen, Morten Bruun Pedersen og Lani Bannach
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger
Ledetekst:Indsigelse mod hævninger på kort. Bortkommet kort.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod hævninger på kort.

Sagens omstændigheder

Klageren er kunde i Sydbank, hvor han har en konto med et tilknyttet MasterCard Debit.

Den 7. juli 2017 blev der overført 18.000 kr. til klagerens konto.

Den 8., 9., 10. og den 11. juli 2017 blev der foretaget fem ikke-vedkendte hævninger i kontantautomater på i alt 17.000 kr. fra klagerens konto. Saldoen på kontoen var herefter 1.155,81 kr. Banken har oplyst, at hævningerne blev gennemført ved aflæsning af chip og indtastning af kortets pinkode, og at der efter hævningen den 11. juli 2017 ikke blev forsøgt yderligere hævninger.

Den 13. juli 2017 blev kortet spærret på foranledning af klageren. Samme dag anmeldte klageren sagen til politiet. Af anmeldelseskvitteringen fremgik, at sagen var journaliseret som et tyveri fra lomme/taske/bagage begået i perioden mellem den 6. juli 2017 kl. 20 og den 13. juli 2017 kl. 16.

Den 18. juli 2017 indgav klageren indsigelsesblanket til banken vedrørende de fem hævninger på i alt 17.000 kr.:

Dato

Beløb, kr.

08-07-2017

3.000

08-07-2017

2.000

09-07-2017

2.000

10-07-2017

5.000

11-07-2017

5.000

I blanketten oplyste klageren, at kortet var blevet stjålet, at han sidst havde brugt kortet til en betaling på 38 kr. på en cafe den 6. juli 2017 ca. kl. 21, og at han den 13. juli 2017 opdagede, at kortet var stjålet/bortkommet.

Parternes påstande

Den 29. september 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal tilbageføre de ikke vedkendte transaktioner.

Sydbank har nedlagt påstand om principalt frifindelse subsidiært afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at det følger af lov om betalingstjenester, at banken hæfter for uautoriserede betalingstransaktioner. Betaleren hæfter alene uden beløbsbegrænsning for tab ved andres uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet, når den personlige sikkerhedsforanstaltning er anvendt, og banken godtgør, at betaleren har oplyst den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, og at det er sket under omstændigheder, hvor betaleren indså eller burde have indset, at der var risiko for misbrug.

Som begrundelse for afvisningen anfører banken, at banken finder misbrugsforløbet atypisk og usandsynligt. Banken lægger vægt på, at han ikke har sandsynliggjort, hvordan en anden person er kommet i besiddelse af kort og den tilhørende kode. Banken pålægger således ham bevisbyrden. Banken har ikke hjemmel til dette i lovgivningen. Banken har bevisbyrden. Det er betydeligt sværere for betaler at løfte bevisbyrden, idet en person, der har været udsat for tyveri, ikke har kendskab til tyveriet på gerningstidspunktet, eller om en person har afluret koden.

Argumentet om, at misbrugsforløbet er atypisk og usandsynligt, er ikke tilstrækkeligt til at fritage banken for forpligtelsen til at erstatte tab. Det påhviler banken positivt at godtgøre, at han har udleveret kort og kode til misbrugeren. Han har anmeldt tyveriet til politiet, og det må lægges til grund, at sagen efterforskes. Han har i korrespondancen med banken efter bedste evne svaret på bankens spørgsmål, herunder hvordan han antager, at tyveriet er foregået. Hvis banken ikke har tillid til, at sagen er fuldt oplyst, opfordres banken til at foretage egen politianmeldelse.

Sydbank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at transaktionerne blev korrekt registreret og bogført og var ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl.

Der er ikke tale om tredjemandsmisbrug. Et evt. misbrug forudsætter, at tredjemand stjal kortet den 6. juli 2017, og afventede overførslen den 7. juli 2017 for derefter at misbruge kortet fra den 8. til den 11. juli 2017. Tredjemand skulle således have været i besiddelse af kort og pinkode i to dage uden at forsøge at hæve på kortet. Misbrug sker sædvanligvis i nær tidsmæssig sammenhæng med, at koden aflures, og at kortet stjæles, for at hindre at kortholder når at spærre kortet, inden tredjemand får mulighed for at tømme kontoen. Det er påfaldende, at det påståede misbrug begrænser sig til 17.000 kr., idet det påståede misbrug ophørte, inden forsøg på hævninger blev afvist, eller kortet blev spærret. Der er ikke tale om et sædvanligt transaktionsmønster for tredjemandsmisbrug. På baggrund heraf påhviler bevisbyrden klageren. Klageren har ikke løftet bevisbyrden.

Sydbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer samt fremlæggelse af videoovervågninger og andet relevant materiale fra politiets efterforskning, der ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor Ankenævnet bør afvise sagen i henhold til Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.  

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. den dagældende lov om betalingstjenester § 64, stk. 1. Efter bestemmelsens tredje punktum er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jævnfør § 59.

Ankenævnet lægger til grund, at chippen på klagerens MasterCard blev aflæst ved de ikke vedkendte transaktioner. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at korrekt pinkode blev indtastet ved de ikke vedkendte transaktioner.

Afgørelsen af sagen beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug, eller om transaktionerne er foretaget med klagerens samtykke.

Under hensyn til de foreliggende omstændigheder finder Ankenævnet, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen, jævnfør Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3 nr. 4.

Ankenævnet kan herefter ikke behandle klagen.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.