Studielån, løbetid. Manglende ydelsesregulering.

Sagsnummer:455/1993
Dato:15-04-1994
Ankenævn:Niels Waage, Niels Busk, Gert Bo Gram, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne:Udlån - løbetid
Ledetekst:Studielån, løbetid. Manglende ydelsesregulering.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan gøre krav gældende mod indklagede i anledning af, at indklagede ikke har reguleret ydelsen på klagerens statsgaranterede studielån samtidig med skete renteændringer.

I april 1986 indgik klageren med indklagedes Enghave afdeling en aftale om tilbagebetaling af sit studielån, hvorefter lånet, der udgjorde 327.907,44 kr., skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.565 kr., første gang den 1. april 1986. Lånets rente fremgik ikke af aftalen. Den månedlige ydelse betales dels gennem et rentetilskud, dels gennem klagerens egenbetaling.

Det var i de oprindelige lånevilkårs pkt. 2 anført:

"Tilbagebetaling af lånet skal normalt påbegyndes et år efter det tidspunkt, hvor debitor har afsluttet eller afbrudt uddannelsen. Aftale om, hvorledes tilbagebetalingen gennemføres, skal senest på dette tidspunkt træffes mellem banken og debitor. Tilbagebetaling skal ske i passende rater inden for den aftalte afviklingsperiode. Lånet skal være afviklet inden for garantiperioden."

Indklagede har oplyst, at renten på studielånet er ændret således i afviklingsperioden:

10.04.86  10,0%  p.a.














Ved skrivelse af 15. maj 1991 til klageren meddelte indklagede, at klagerens månedlige egenbetaling, der efter det oplyste indtil da var 1.328,33 kr., skulle forhøjes til 1.716,66 kr. Den samlede månedlige ydelse udgjorde herefter 3.639 kr.

Ved skrivelse af 10. marts 1992 meddelte indklagede, at man havde konstateret, at ydelsen var for lille til at afvikle lånet inden for garantiperioden, hvorfor den samlede ydelse skulle forhøjes, således at klagerens egenbetaling kom til at udgøre 2.888 kr. Klageren anmodede derpå om at få oplyst, hvilke beregninger, der lå til grund for en stigning på ca. 68% i ydelsen. Indklagede svarede klageren, at ydelsen beregnet i forbindelse med indgåelsen af afviklingsaftalen fejlagtigt var beregnet for lille.

Ved skrivelse af 7. december 1992 meddelte indklagede, at man ved efterregning havde konstateret, at den oprindeligt indgåede afviklingsaftale på baggrund af renten i 1986 var korrekt. Ydelsen skulle dog fortsat forhøjes, således at egenbetalingen ved det gældende renteniveau skulle forhøjes til 2.288 kr. Den samlede ydelse udgjorde herefter 4.180 kr.

Klageren overgav derpå sagen til sin advokat. I en korrespondance mellem denne og indklagede anførte advokaten, at han havde beregnet, at restgælden pr. 31. december 1992 ville have været 235.886 kr. - og ikke 270.536 kr., som den faktiske restgæld udgjorde - såfremt afviklingen af lånet havde været som forudsat ved aftalens indgåelse; med en rentesats på 11,5% p.a. ville de 235.886 kr. kunne være afviklet den 31. december 2000 med en månedlig ydelse (inklusive rentetilskud) på 3.725 kr. Differencen mellem den faktiske restgæld pr. 31. december 1992 og den beregnede restgæld, eller 34.650 kr., fandt advokaten måtte bæres af indklagede. Dette afviste indklagede og meddelte i skrivelse af 2. juli 1993, at med mindre klageren inden en måned henvendte sig til kontoførende afdeling for at indgå en afviklingsaftale med ydelsesforhøjelse, ville lånet blive betragtet som misligholdt og overgivet til Hypotekbanken.

Ved skrivelse af 26. juli 1993 fra klageren til afdelingen anmodedes om, at klagerens egenbetaling hævedes fra 1.717 kr. til 2.026 kr. månedligt med virkning fra 1. januar 1993.

Af kontooversigter tilsendt klageren er om lånet fremgået følgende:

31. december   restgæld







Ved klageskema af 18. august 1993 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets restgæld pr. 31. december 1992 til 235.886 kr., som herefter afvikles med en månedlig ydelse på 3.725 kr., første gang den 1. januar 1993, idet ydelsen skal reguleres af indklagede i forbindelse med renteændringer, således at afviklingsperioden overholdes.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede har haft pligt til at regulere ydelsens størrelse i takt med de skete renteændringer. Indklagede har ved at undlade at regulere ydelsen haft en betydelig renteindtægt på et risikofrit lån, idet lånet ved eventuel misligholdelse indfries af staten. Klageren har herved lidt et tab. Indklagede er i forhold til staten forpligtet til at sikre, at lånet afvikles indenfor den 15-årige garantiperiode, og indklagede bør derfor bære tabet, der opstår ved, at man ikke sikrer sig, at de gældende regler overholdes, jvf. lov om statens uddannelsesstøtte og bekendtgørelse nr. 82 af 5. februar 1992. For klageren har det været en væsentlig og for indklagede bekendt forudsætning, at lånet kunne afvikles indenfor garantiperioden, ligesom han har haft en berettiget forventning om, at indklagede kunne foretage korrekt beregning af afviklingsforløbet og foretage nødvendige ændringer af ydelsen. Uanset modtagne kontoudtog for lånet har indklagede ikke kunnet forudsætte, at klageren selv kunne gennemskue, om indklagede foretog korrekte reguleringer af ydelsen.

Indklagede har anført, at det af pkt. 2 i lånets almindelige vilkår fremgår, at lånet skal afviklet inden for garantiperioden, som er 15 år regnet fra studiets ophør og således udløber 31. december 2000. Det fremgår yderligere, at tilbagebetaling af lånet skal ske i passende rater indenfor afviklingsperioden. Indklagede er ikke i medfør af bestemmelserne i gældsbrevet eller på andet grundlag forpligtet til at regulere ydelsen samtidig med foretagne renteforhøjelser. Indklagede er berettiget til i løbet af afviklingsperioden at kræve ydelsen justeret, således at lånet indfries inden udløbet af garantiperioden. Indklagedes henvendelse af december 1992 om forhøjelsen af klagerens egenbetaling skete på et tidspunkt, hvor der endnu resterede ca. otte år af garantiperioden; henvendelsen fremkom således i god tid inden garantiens udløb. Klageren har modtaget underretning om renteændringer på fremsendte kontoudtog og har således haft anledning til at rette henvendelse, såfremt der ønskedes ydelsesjusteringer samtidig med renteforhøjelser, som også blev offentliggjort i dagspressen. Indklagede har ikke været forpligtet til at regulere ydelsen på et tidligere tidspunkt, hvortil kommer, at indklagedes undladelse ikke har påført klageren et tab. Havde klageren tillagt det afgørende betydning, at lånets ydelse blev justeret i takt med renteændringer, burde klageren i afviklingsaftalen have sikret sig, at en særlig pligt for indklagede blev indføjet.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at indklagedes forpligtelse til at lade tilbagebetalingen af studielånet ske i passende rater indebærer, at der skal ske ændring af de månedlige ydelser, hver gang der sker ændring af rentefoden.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.