Frigivelsesbetingelser.

Sagsnummer:274/1991
Dato:20-11-1991
Ankenævn:Frank Poulsen, Søren Geckler, Arnold Kjær Larsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne:Garanti - frigivelse
Ledetekst:Frigivelsesbetingelser.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Ved lejekontrakt af 20. oktober 1988 udlejede klageren til to personer sit rækkehus tidsbegrænset til den 30. november 1990. I den forbindelse blev der mellem klager og lejer truffet aftale om, at lejer til sikkerhed for forpligtelserne ifølge lejekontrakten stillede bankgaranti for et beløb på 13.800 kr. Den ene af lejerne rettede herefter henvendelse til indklagedes Himmelev afdeling, som udstedte en garanti. Garantien angav at være gyldig til lejemålets ophør. Lejemålet fortsatte imidlertid efter den tidsbegrænsede lejekontrakts udløb, og ved skrivelse af 15. april og 18. april 1991 opsagde lejerne hver for sig lejemålet, henholdsvis til fraflytning den 1. maj og 30. maj 1991. Efter lejernes fraflytning rettede klageren henvendelse til Himmelev afdeling og anmodede om betaling i henhold til garantien til dækning af et huslejekrav og dækning af istandsættelsesudgifter ved det udlejede. Indklagede afviste betaling under henvisning til, at den stillede garanti var ophørt den 30. november 1990.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale garantisummen.

Indklagede har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at det udlejede er et rækkehus, han selv havde haft til hensigt at bebo, hvorfor han ikke kan betragtes som erhvervsdrivende. Det er i garantien anført, at garantien er gyldig til lejemålets ophør, og det forhold, at lejemålet er fortsat efter udløbet af den tidsbegrænsede lejekontrakt, kan således ikke medføre, at garantien ikke længere er gyldig. Klageren har bestræbt sig for at genudleje det udlejede, og det fremgår af lejelovens § 86, stk. 1, at opsigelsesvarslet er 3 måneder til første hverdag i en måned, der ikke er dagen før en helligdag. Lejer er endvidere blevet gjort bekendt med mangler og opståede skader og har i den forbindelse anerkendt skaderne og har oplyst, at han selv vil søge at udbedre disse.

Dette er imidlertid ikke sket, hvorfor klager rettede henvendelse til indklagede med anmodning om udbetaling under garantisummen. Klageren finder således, at de omhandlede krav er ubestridte, hvorfor indklagede bør honorere disse.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at den pågældende garanti er en subsidiær forpligtelse, idet den er stillet til sikkerhed for garantirekvirentens forpligtelser i hovedforholdet. Det er således altid en betingelse for at honorering kan finde sted, at kravet, som benificianten - her klageren - rejser vedrører misligholdelse af en forpligtelse, som rent faktisk påhviler rekvirenten i henhold til de bestemmelser, der regulerer hovedforholdet. Besvarelsen af disse præjudicielle spørgsmål skal ske på grundlag af bestemmelserne i lejelovens § 86, stk. 3, og § 98, stk. 2, i hvilken forbindelse klageren bl.a. skal dokumentere at have udfoldet bestræbelser på at genudleje det lejede og på rettidigt at have fremsat skriftligt krav overfor lejer om udbedring af eventuelle skader. En stillingtagen hertil kan ikke ske ved behandling i Ankenævnet, men kræver forelæggelse af sagen for boligretten. Det gøres i øvrigt gældende, at afvisning af sagen kan ske på grundlag af § 2, stk. 3, i Ankenævnets vedtægter, idet klager som udlejer af det pågældende lejemål må betragtes som erhvervsdrivende.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at garantien kun dækker de eventuelle forpligtelser, lejerne af det pågældende lejemål måtte pådrage sig indenfor det i lejeaftalen fastsatte udløbstidspunkt pr. 30. november 1990. Lejekontrakten blev forelagt Himmelev afdeling i forbindelse med garantistillelsen, og klageren var bekendt med, at forudsætningerne for garantistillelsen var de i lejekontrakten fastsatte bestemmelser, idet lejemålets overtagelsesdag er omtalt i garantiteksten. Klageren har således ikke haft nogen berettiget forventning om, at garantien var dækkende i perioden efter den 30. november 1990, og burde derfor, såfremt han fortsat ønskede sikkerhed for eventuelle krav mod lejer, have krævet fornyet sikkerhedsstillelse ved lejekontraktens forlængelse.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at klageren må anses for erhvervsdrivende, hvorfor sagen ikke bør afvises i medfør af vedtægternes § 2, stk. 3.

Af de af klageren anførte grunde tiltrædes det, at den afgivne garanti var gældende også efter, at lejemålet fortsatte udover det oprindeligt fastsatte tidspunkt for lejemålets ophør. Indklagede findes imidlertid først at være forpligtet til at udbetale fra garantien, når klageren dokumenterer, at han forgæves har søgt at inddrive sit tilgodehavende hos garantirekvirenten.

Som følge heraf

Indklagede bør anerkende at være forpligtet til at udbetale fra den stillede garanti, når klageren dokumenterer, at han forgæves har søgt at inddrive sit tilgodehavende hos garantirekvirenten. Klagegebyret tilbagebetales klageren.