Obligationsterminsforretninger, ophør. Afvisning, bevis.

Sagsnummer:367/1990
Dato:19-03-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne:Terminsforretninger - rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Obligationsterminsforretninger, ophør. Afvisning, bevis.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I 1985 solgte klageren sin ejendom i en sydfynsk købstad til indklagede, der herefter indrettede en afdeling i ejendommen. Klageren, som havde privatbolig i ejendommen, bevarede denne som lejer. På opfordring af afdelingens bestyrer indgik klageren i perioden 1986 til 1988 en række obligationsterminsforretninger.

Klageren har under klagesagens forberedelse oplyst, at han på et tidspunkt i foråret 1988 meddelte afdelingens bestyrer, at han ikke længere ønskede at deltage i terminsforretningerne. I samme forbindelse aftaltes en afviklingsramme på 70.000 kr., hvilket var det beløb, som klageren maksimalt ville risikere at tabe. På dette tidspunkt havde klageren en baisseforretning, der var indgået den 30. december 1987. Ifølge klageren gjorde han på et møde den 28. juni 1988 i afdelingen opmærksom på, at rammen på 70.000 kr. nu var overskredet og forlangte baisseforretningen stoppet, hvilket herefter skete med et tab på 81.910,25 kr. Ifølge klageren fortsatte indklagede imidlertid med at indgå forretninger i klagerens navn, hvilket klageren forgæves forsøgte at stoppe.

Indklagede har bestridt, at der er indgået aftale om en afviklingsramme på 70.000 kr., ligesom indklagede har bestridt, at indgåede forretninger ikke er aftalt med klageren.

Den 20. juni 1988 underskrev klageren en af indklagede udfærdiget rammeaftale om indgåelse af obligationsterminsforretninger inden for en beløbsramme på 3 mill kr. Af aftalen fremgår bl.a.:

"§ 1

Terminsforretningerne inden for nærværende rammeaftale indgås efter forudgående mundtlig eller skriftlig instruks fra kunden og/eller i henhold til samtidig med nærværende rammeaftale underskrevne fuldmagt.

Den enkelte terminsforretnings indgåelse bekræftes efterfølgende ved udsendelse af fondsnota, indeholdende oplysninger om terminsforretningens størrelse og afviklingsdato.

Fondsnota fremsendes som almindelig post.

......

"§ 4

Nærværende aftale kan gensidigt opsiges med øjeblikkelig virkning med den retsvirkning til følge, at samtlige bestående terminsforretninger afsluttes på de fastlagte afviklingsdatoer og med det forbehold der følger af, at terminsforretningerne indtil afviklingstidspunktet fortsat er underlagt bestemmelserne i nærværende aftale.

Opsigelsen skal ske skriftligt ved anbefalet skrivelse eller bekræftet telex."

Det fremgår i øvrigt af indklagedes oplysninger til sagen, at der den 1. juni 1988 og 22. september 1988 er indgået to baisseforretninger. I tidsrummet juni til 1. august 1988 er endvidere indgået 10 hausseforretninger med henblik på at afdække/neutralisere baisseforretningen indgået den 1. juni 1988.

Den 28. oktober 1988 henvendte klageren sig i afdelingen sammen med en virksomhedskonsulent. Ifølge indklagede oplyste afdelingens bestyrer, at såfremt der var tvivl om vedståelsen af to baisseforretninger indgået den 1. juni 1988 og 22. september 1988, ville begge forretninger blive lukket samme dag. Klageren lovede herefter at vende tilbage med svar mandag den 31. oktober 1988. Afdelingen hørte ikke yderligere fra klageren.

I en skrivelse af 2. november 1988 fra klageren til indklagedes ordførende direktør klagede klageren over, at afdelingens direktør havde fortsat med at indgå forretninger i klagerens navn uden samtykke. I samme skrivelse anførte klageren, at: ".... for ca. 3 måneder siden, syntes jeg, at mine tab var så store, at jeg ikke ville mere og forsøgte derfor gentagne gange at komme ud af en baisseforretning med et tab, der på daværende tidspunkt kunne opgøres til kr. 20.000"

Den 14. november 1988 modtog afdelingen kopi af klagerens skrivelse af 2. november 1988 til indklagedes ordførende direktør. Samme dag blev terminsforretninger afsluttet, og klagerens nettotab blev opgjort til 89.973,75 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke hæfter for tab på terminsforretninger udover 70.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at han efter salg af sin ejendom af indklagedes bestyrer blev kraftigt opfordret til at indgå obligationsterminsforretninger. Klageren var tøvende heroverfor, men bestyreren, som klageren regelmæssigt så, pressede ham hårdt, hvorefter klageren lod sig overtale til at indgå i forretningerne. Uanset om der opstod tab på forretningerne, var bestyrerens reaktion herpå, at et sådan tab nok skulle blive indhentet igen blot ved indgåelse af forretninger for større beløb. Klageren meddelte i foråret 1988 uigenkaldeligt bestyreren, at han ønskede at udtræde af forretningerne og ikke ville tabe mere end højst 70.000 kr., hvilket bestyreren tiltrådte. Uanset indholdet af skrivelsen af 2. november 1988 er klageren sikker på, at det var i foråret 1988, at afviklingsrammen blev aftalt. Det var klagerens opfattelse, at indklagede ville holde øje med forretningerne og stoppe, hvis rammen blev overskredet. Den 28. juni 1988 blev klageren opmærksom på, at dette nu måtte være sket og forlangte forretningen stoppet, ligesom han meddelte, at der ikke måtte handles for hans regning. Klageren blev imidlertid opmærksom på, at indklagede stadig indgik forretninger i hans navn og havde i de følgende måneder regelmæssigt drøftelser med indklagede om at få stoppet forretningerne, hvilket ikke skete. Afdelingens bestyrer har imidlertid igen og igen presset klageren til at fortsætte og har hver gang, klageren tog konkrete skridt til at afvikle, overtalt klageren til at fortsætte, men efter at afviklingsrammen på 70.000 kr. blev aftalt, måtte det være klart for bestyreren, at det var slut, når rammebeløbet var opbrugt. Da al kommunikation mellem indklagede og klageren er foregået mundtligt - for det meste, når klageren gik forbi på vej til eller fra sin lejlighed - burde afdelingens bestyrer have gjort klageren opmærksom på, at en opsigelse af engagementet skulle være skriftlig.

Indklagede har anført, at indgåelsen af de enkelte terminsforretninger er sket efter forudgående aftale med klageren i alle tilfælde. På et tidspunkt mellem 7. og 21. september 1988 henvendte klageren sig i afdelingen og meddelte, at han havde opgjort sit tab til 70.000 kr., samt at han ikke ønskede yderligere tab. Klageren blev herefter gjort opmærksom på, at indklagede så sig nødsaget til at lukke baisseforretningen fra 1. juni 1988, idet indklagede hverken kunne eller ville påtage sig risikoen for denne forretnings videre forløb. Klageren meddelte derpå, at forretningen ikke skulle lukkes. Indklagede bestrider, at den omtalte afviklingsramme allerede skulle være kommet på tale i maj 1988. Indklagede har i denne forbindelse henvist til indholdet af klagerens skrivelse af 2. november 1988. Det heri nævnte tab på 20.000 kr. stemmer omtrent overens med indklagedes foretagne opgørelse, hvorefter tabet pr. 3. august 1988 på baisseforretningen indgået den 1. juni 1988 kunne opgøres til netto 22.955,05 kr. Indklagede har endvidere anført, at ifølge rammeaftalens § 4, 2. afsnit skal opsigelse ske skriftligt ved anbefalet skrivelse eller bekræftet telex, hvilket ikke er sket. Endvidere fremgår det af rammeaftalens § 1, at den enkelte terminsforretnings indgåelse efterfølgende bekræftes ved udsendelse af fondsnota. Klageren har på intet tidspunkt reageret efter modtagelsen af fondsnota vedrørende omtvistede terminsforretninger. Såfremt klageren den 28. juni 1988 bad indklagede om at stoppe alle indgåede terminsforretninger, hvilket dog strider mod klagerens skrivelse 2. november 1988, ville det havde været naturligt, om klageren havde reageret overfor indklagede efter modtagelsen af efterfølgende fondsnotaer. Indklagede har endelig anført, at klageren under sagens forberedelse har afgivet adskillige og modstridende oplysninger, og det må have formodningen imod sig, at klageren på nuværende tidspunkt husker faktiske begivenheder bedre, end da han affattede skrivelsen af 2. november 1988.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til det anførte findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.